Amoris Laetitia
- Resumé.
Amoris Lætitia - kærlighedens glæde, den eftersynodale skrivelse "om kærligheden i familien".
Amoris Laetitia - "Kærlighedens glæde" - om kærligheden i familien
- Resumé
Amoris Laetitia (AL) - kærlighedens glæde, den eftersynodale skrivelse "om kærligheden i familien" , som ikke tilfældigt er dateret den 19 marts, den hellige Josefs dag, sammenfatter resultaterne fra de to synodesamlinger om familien, som var sammenkaldt af pave Frans i 2014 og -15.
De to samlingers afsluttende rapporter bliver bredt citeret, sammen med andre dokumenter og læreudtalelser fra pavens forgængere tillige med de mange katekeser, som pave Frans har holdt med familien som emne. Som det også allerede har været tilfældet med andre skrifter fra læreembedet, henter paven også tekster fra dokumenter fra bispekonferencer over hele verden (Kenya, Australien, Argentina..), og han citerer kendte personer som Martin Luther King og Erik Fromm. Bemærkelsesværdigt er også et citat fra filmen "Babettes gæstebud", som pave bringer for at sige noget om begrebet "gratuitá": at give uselvisk.
Forord
Den apostolske skrivelse gør sig bemærket ved sin bredde og sin detaljeringsgrad. Den er delt i ni kapitler og omfatter mere end 300 afsnit. Den har en indledning på syv afsnit, som bringer emnets kompleksitet klart frem. og den grundighed i behandlingen, som denne kompleksitet kræver. Det siges her, at synodefædrenes indlæg tilsammen udgør en "fantastisk mangekantet figur", som bør bevares. Vedrørende dette skriver paven, at "alle de læremæssige, moralske eller pastorale drøftelser ikke må kortsluttes af læreembedet". Således gælder det om visse spørgsmål, at "der i det enkelte land eller regionkan eftersøges løsninger, der er bedre inkultureret, og tager mere hensyn til lokale traditioner og lokale udfordringer". Thi " kulturer er indbyrdes ekstremt forskellige, og hvis det enkelte almene princip skal overholdes og anvendes....har det brug for at blive inkultureret"(AL 3). Dette inkulturationsprincip viser sig meget vigtigt helt ud i måden at formulere og opfatte de problemer på, som - udover de spørgsmål som er veldefinerede i kirkens læreembede - ikke kan sættes på en global formel.
Men paven bekræfter i det hele taget i særlig grad og med klarhed, at vi må komme ud over det sterile modsætningsforhold mellem angsten for forandringer - og den blotte og bare anvendelse af abstrakte normer. Han skriver : "De diskussioner, som udfolder sig på de sociale medier eller på skrift - eller endda mellem kirkens præster - går lige fra et uhæmmet ønske om at ændre alting uden tilstrækkelig refleksion eller uden grundlag for at gøre det - til påstanden om en overmodig forestilling om at kunne løse alt ved at anvende generelle normer eller ved at drage for vidtrækkende konklusioner af visse teologiske overvejelser" (AL 2).
Første kapitel: "I lyset fra Ordet"
Efter dette forord kommer paven i første kapitel med sine overvejelser på basis af den hellige skrift, og de formuleres som en meditation over salme 128, som indgår både i den jødiske og den kristne ægteskabsliturgi. "Biblen vrimler med familier, med slægter, med kærlighedshistorier og med familiekriser" (AL 8), og på baggrund af denne konstatering, kan man meditere over den måde som familien præsenteres på, ikke som et abstrakt ideal, men 'et kunstværk' (AL 16). som udtrykker sig med ømhed (AL 28) - men som også lige fra starten er konfronteret med synden , når kærlighedsrelationen bliver til en magtrelation i dominans jf. AL 19). Her åbenbarer Guds Ord sig så ikke som "en række af abstrakte teser, læresætninger, men som en ledsager på rejsen, en rejsefælle, også for de familier, som er i krise, eller som konfronteres med den ene eller anden lidelse, en rejsefælle, der viser dem rejsens mål" (AL 22).
Kapitel 2: "Virkeligheden og udfordringerne"
Efter at have set på Biblens verden ser paven i kapitel 2 - med begge ben fast plantet på jorden! (AL 6) - på familiernes aktuelle situation . Her bygger han bredt på de to synoders slutdokumenter og tager fat på de talrige udfordringer: fra migrantproblematikken til den ideologisk afvisning af forskellene mellem kønnene (genderideologien), fra "det foreløbiges og midlertidiges kultur" til den børne afvisende kultur og bioteknologiens indflydelse på det menneskelige reproduktionsområde; fra boligmangel og arbejdsløshed til pornografi og misbrug af børn og unge; fra opmærksomheden overfor handikappede til respekten for gamle mennesker; fra den retlige dekonstruktion af familien til den vold, som kvinder er udsat for. Paven insisterer på den konkrethed, som er et grundlæggende træk ved skrivelsen: den konkrete karakter og realismen etablerer en væsensforskel til alle ideologier og "teorier" om tolkning af virkeligheden.
Med citat fra Familiaris consortio understreger paven, at "man må være opmærksom på den konkrete virkelighed", fordi "Helligåndenskrav og kald også lader sig høre gennem historiens begivenheder" - gennem disse "kan Kirken føres til en dybere forståelse af ægteskabets og familiens uudtømmelige mysterium" (AL 31). Lytter man ikke til virkeligheden, er det umuligt at forstå både de krav, der ligger i nutiden, og hvad Helligånden kalder til. Paven bemærker, at på grund af den overdrevne individualisme er det i dag vanskeligt at give sig selv generøst til et andet menneske. Og, siger han, med et interessant nærbillede af situationen: " man frygter ensomheden, man længes efter et miljø med tryghed og troskab, men samtidig vokser frygten for at blive fanget som i en fælde i en relation, som kan forsinke realiseringen af egne ambitioner" (AL 34).
Den ydmyghed, som kommer gennem mødet med virkeligheden, hjælper en til ikke at præsentere " et alt for abstrakt teologisk idealbillede af ægteskabet , abstrakt, fordi det er kunstigt fabrikeret, langt fra den konkrete situation og de reelle muligheder, som virkelige familier har af kød og blod" (AL 36). Idealismen hindrer os i at tage ægteskabet for det, det er - nemlig "en dynamisk vej mod udvikling og udfoldelse". Af denne grund må man ikke tro, at det er nok "alene at insistere på de læremæssige, bioetiske, og moralske spørgsmål, hvis man vil forsvare familie - uden at tilskynde og opmuntre til at åbne sig for nåden" (AL 37). Paven inviterer til en vis selvkritikover for en utilstrækkelig præsentation af den ægteskabelige og familiemæssige virkelighed, og han insisterer på, at det er nødvendigt at give pladsfor en dannelse - formation - af de troendes samvittigheder: "vi er kaldede til at danne samvittighederne , men ikke til at have en prætention om at erstatte dem" (AL 37). Jesus fremsatte et krævende ideal, men han "gav aldrig afkald på en medfølende nærhed til de skrøbelige mennesker som den samaritanske kvinde eller kvinden grebet i hor" (AL 38).
Kapitel 3: "Med blikket rettet mod Jesus: familiens kald"
Kapitel tre er helliget nogle vigtige elementer i Kirkens lære om ægteskabet og familien. Det er vigtigt, at dette kapitel er med, fordi det - i 30 afsnit - giver en syntese af det, som evangeliet siger om familiens kald, og om måden dette er blevet modtaget på i kirken historien igennem. Det gælder især spørgsmålet om uopløseligheden, ægteskabets sakramentale karakter, videregivelsen af livet og børnenes opdragelse. Kapitlet er spækket med citater fra andet vatikankoncils pastorale konstitution Gaudium et Spes, Paul VI.s rundskrivelse Humanae vitae, og Johannes Paul 2.s apostolske skrivelse Familiaris Consortio.
Emnerne behandles omfattende, inklusivt de "ufuldkomne situationer". Der står således: "Dette med at blive sig klart, at der er semina Verbi (spor af Ordet, O.a., jf. Ad gentes, 11) i andre kulturer, kan også anvendes på den ægteskabelige og familiære virkelighed. Udover det ægte "naturlige ægteskab" eksisterer der positive elementer, som er til stede i andre religioners traditioners former for ægteskab, selv om der også "er skyggesider" "(AL 77). Overvejelserne omfatter også "de sårede familier"; i forholdet til dem understreger paven - med citat fra slutdokumentet fra synoden 2015 - at "man altid må minde om et alment princip: Præsterne må vide, at de i sandhedskærlighedens navn er forpligtet til klart at fortage en skelnen i de forskellige situationer".(Familiaris Consortio no 84). Graden af ansvarlighed er ikke den samme i alle tilfælde, og der kan være tale om forhold, der begrænser evnen til at træffe beslutninger. Derfor må man, samtidig med at man klart og tydeligt giver udtryk for Kirkens lære, undgå vurderinger, som ikke tager højde for de enkelte situationers kompleksitet. Ligeledes er det nødvendigt at være opmærksom på, hvordan de pågældende lever, og hvor svært de har det, som følge af deres tilstand" (AL 79).
Kapitel fire: "Kærligheden i ægteskabet"
Kapitel fire handler om kærligheden i ægteskabet og belyser den ud fra "kærlighedens højsang" i første korinterbrev (13, 4-7). Dette kapitel er en virkelig eksegese, og en speciel eksegese, overteksten hos Paulus, den er opmærksom, præcis, inspireret og poetisk. Man kan sige, at det drejer sig om en samling af fragmenter af en kærlighedserklæring, der gerne vil beskrive den menneskelige kærlighed på en gennemført konkret måde. Man bliver slået af den evne til psykologisk indsigt, som kendetegner denne tolkning. Den psykologiske analyse lader os få indblik i ægtefællernes følelsesmæssige verden på godt og ondt, og i kærlighedenserotiske dimension. Det drejer sig om et yderst værdifuldt, rigt bidrag til ægtefællernes kristne liv; man finder ikke noget tilsvarende i tidligere pavelige skrivelser.
På sin facon udgør dette kapitel en mini-afhandlingindenfor en større og helt bevidst udredning om kærlighedens hverdagskarakter, som er modgiften til enhver idealisme: "man må ikke udsætte to mennesker med deres begrænsninger for den frygtelige belastning, det ville være at skulle reproducere på fuldkommen måde den kærlighedens enhed, der eksisterer mellem Kristus og hans Kirke; thi ægteskabet som tegn indebærer en dynamisk proces, som lidt efter lidt bevæger sig fremad, takket være en fremadskridende integration af Guds gaver"(AL 122). I øvrigt insisterer paven - og det både stærkt og afgørende - på det forhold, at "i selve den ægteskabelige kærligheds væsen ligger der en åbenhed mod det endegyldige" (AL 123), og"det er præcis i denne blanding af resultat og anstrengelse, af anspændelse og hvile, af smertelige vanskeligheder og frigørelse, af resultater og søgen, af fortrædeligheder og glæder" (AL 126), at ægteskabet befinder sig.
Kapitlet munder ud i en meget væsentlig refleksion over "kærligheden, der skifter ansigt " - thi "vor forlængede levealderfører noget med sig, der ikkevar almindeligt i andre tidsaldre: det intime forhold, dette at tilhøre hinanden skal fastholdes i fyrre, halvtreds, tres år - og dette finder udtryk i nødvendigheden af at vælge hinanden til til stadighed" (AL 163). Den fysiske dimension ændrer sig, og den forelskede tiltrækningforsvinder ikke, men bliver anderledes: det seksuelle begær kan med tiden omdannes til ønske om intim fortrolighed og om en slags " indforstået medvidenhed". "Vi kan ikke love os selv at have de samme følelser et helt liv igennem. Men ja, til gengæld, kan vi have et stabilt fælles projekt, vi kan engagere os i at elske hinanden til døden os skiller, og i altid at leve en rig fortrolighed" (AL 163)..
Kapitel fem: "Kærligheden, der bliver frugtbar"
Det femte kapitel er helt igennem helliget kærlighedens frugtbarhed og skabende evne (generativitá). Der tales dybtgående på både et åndeligt og et psykologisk plan om at tage imod et nyt liv, om svangerskabets forventning, om en mors og en fars kærlighed. Men også om frugtbarheden i videre forstand, om adoption, om gæstfrihed, om familiernes bidrag til at fremme en "mødets kultur", om livet i familien i bredere betydning med onkler og tanter, fætre og kusiner, bedsteforældre, venner. "Kærlighedens glæde" taler ikke om 'en-kernefamilier', for den ser familien som et netværk af mange relationer. Ægteskabssakramentets mystik har i sig selv en dyb social karakter (jf. AL 186). Inden for denne sociale dimension understreger paven specielt såvel den særlige rolle, som kontakten mellem unge og gamle mennesker spiller, som søskenderelationen som en faktor af betydning for at kunne lære at vokse i forholdet til andre.
Kapitel seks: "Nogle pastorale perspektiver"
I det sjette kapitel tager paven op, hvad man praktisk-pastoralt kan gøre for at bygge solide og frugtbare familier op efter Guds plan. I denne del af skrivelsen gøres der i vidt omfang brug af slutdokumenterne fra begge synoder samt af både pavens og Johannes Pauls 2.s katekeser. Det gentages, at familierne er aktører i evangeliseringen og ikke kun genstand for den. Paven medgiver, at "der hos præsterne ofte mangler relevant uddannelse, så de kantage sig af vore dages komplekse familieproblemer" (AL 202). Der er på den ene side brug for at forbedre de præstestuderendes psyko-affektive uddannelse og for at inddrage familien mere i uddannelsen til præstegerningen - på en anden side " kan det være nyttigt (...) også at inddrage erfaringen fra østkirkens lange tradition med gifte præster" (AL 202).
Paven tager videre emnet op med vejledningen af unge forlovede, mens de forbereder sig til ægteskabet; med vejledningen og følgeskabet til ægtefæller i de første år af ægteskabet (her indbefattet vejledning om et ansvarligt forældreskab), men også i visse komplicerede situationer, og især under kriser - i bevidstheden om, at "hver krise gemmer på godt nyt, som det gælder at kunne opfatte ved at skærpe hjertets høresans" (AL 232). Nogle årsagsfaktorer til kriser analyseres igennem, som for eksempel en forsinket affektiv modning (jf. AL 239)..
Desuden tales der også om vejledningen og ledsagelsen af mennesker, der er blevet forladt, separeret eller skilt, og betydningen understreges af den nylige reform af procedurerne ved anerkendelsen af et ægteskabs nullitet. Børnenes smerte i konfliktsituationer sættes i forgrunden, og der konkluderes: "skilsmisse er et onde, og væksten i antallet af skilsmisser er meget bekymrende. Det er derfor ikke til diskussion, at vores primære pastorale opgave vis a vis familierne er at styrke kærligheden og hjælpe med at helbrede sår, således at vi kan forebygge, at dette vor tids drama udvikler sig yderligere" (AL 246). Derefterbehandles de blandede ægteskaber, ægteskaber hvor parterne har hver sin religion, og situationen i familier, der har et familiemedlem med en homoseksuel orientering. Den respekt, man skylder at have i mødet med dem, gentages, ligesom afvisningen af enhver uretmæssig diskrimination og alle former for aggression eller vold. Kapitlets afsluttende afsnit er værdifuldt i pastoral henseende: "Når døden rammer med sin brod", hedder det og behandler tabet af mennesker, der står os nær, og enkers forhold.
Kapitel syv: "At styrke børneopdragelsen"
Kapitel syv handler udelukkende om børneopdragelse: børns moralske udvikling og opdragelse, værdien af konsekvenser/sanktioner som ansporing, den tålmodige realisme, seksualopdragelse, formidlingen af troen,, og mere generelt - familielivet som den kontekst, opdragelsen foregår i. Den praktiske visdom, der lyser ud af hvert eneste kapitel, er interessant. og her især den opmærksomhed, der vises princippet om gradualitet, hvor "de små skridt, som kan bemærkes, accepteres og valoriseres" (AL 271)
Der er her en paragraf af særlig betydning og fundamental i pædagogisk henseende, hvor Frans klart understreger, at " tvangspræget kontrol opdrager ikke: man kan ikke kontrollere alle situationer, som ens børn måtte komme ud i. Her gælder princippet om , at "tid er vigtigere end rum". Dvs, at det handler mere om at skabe forløb og processer end om at beherske og kontrollere rum. Hvis en forælder er tvangspræget optaget af tanken om at skulle vide, hvor barnet befinder sig, og om at kontrollere alle dets bevægelser, så forsøger forælderen alene af kontrollere barnets rum. På den måde opdrager forælderen ikke, han styrker ikke barnet, forbereder det ikke på at møde udfordringer og vanskeligheder. Det, som det især gælder om, er, gennem stor og megen kærlighed at skabe forløb for barnet, der modner dets frihed, som former det, som bevirker en helhedsvækst - forløb, der opdyrker en ægte selvstændighed" (AL 261).
Bemærkelsesværdigt er det afsnit, der omhandler seksualopdragelsen - det bærer meget betegnende overskriften : "Ja til seksuel opdragelse". Det betones, at en sådan opdragelse er helt nødvendig, og et spørgsmål formuleres: "vi må nødvendigvis spørge os selv om vores opdragelses/uddannelsesinstitutioner har taget denne udfordring til sig (...) i en tid, hvor seksualitet har tendens til at blive banaliseret og forarmet. En seksualopdragelseskal ske "inden for rammen af en opdragelse til kærlighed, en opdragelse til gensidigt at kunne give sig selv" (AL 280). Der advares mod udtrykket "sikker sex", fordi det signalerer "en negativ holdning til seksualitetens naturlige endemål, som er videregivelse af liv - som om et muligt barn var en fjende, man må beskytte sig imod. Her fremmer man en narcissistisk aggressivitet i stedet for en åbenhed og evne til at tage imod" (AL 283).
Kapitel otte: "Ledsage, skelne, og integrere skrøbeligheden".
Kapitel otte er en invitation til barmhjertighed og til en pastoral skelnen i situationer, som ikke fuldt og helt svarer til det, Herren vil med os. Paven bruger her tre meget vigtige verber: 'ledsage, skelne, og integrere', som er helt grundlæggende, hvis man skal kunne tackle komplekse eller irregulære sårbare situationer. Paven præsenterer den nødvendige gradualitet i det pastorale arbejde, betydningen af discernimento (skelnen i ignatiansk forstand, O.a.), normerne og de formildende omstændigheder i den pastorale skelneproces, og endelig det, som han definerer som" den pastorale barmhjertigheds logik".
Kapitel otte behandler meget følsomme emner. For at kunne læse det, må man minde sig selv om, at "Kirkens arbejde ofte ligner det, der foregår på et feltlazaret" (AL 291). Paven knytter her til frugten af Synodens overvejelser om kontroversielleemner. Han gentager, hvad et kristent ægteskab er, og tilføjer, at "andre former for samliv modsiger radikalt dette ideal, mensnogle i det mindste delvist og analogt virkeliggører det". På den måde "undlader Kirken ikke at valorisere de konstruktive elementer i de situationer, der ikke endnu lever op til, eller ikke længere lever op til, dens lære om ægteskabet" (AL 292).
Med hensyn til at skelne i de 'irregulære* situationer, bemærker paven, at man "må undgå vurderinger og bedømmelser, der ikke tager højde for kompleksitetsgraden af de forskellige situationer; det er ligeledes nødvendig at være opmærksom på den måde, som de pågældende lever deres tilstand på, og hvordan de lider under den" (AL 296). Han fortsætter: "det handler om at integrere alle, man må hjælpe hver enkelt til at finde sin egen måde at være del af det kirkelige fællesskab på, sådan at han eller hun kan føle sig genstand for en ufortjent, ubetinget og frit skænket barmhjertighed" (AL 297). Og videre: "de fraskilte - for eksempel - som har engageret sig i en ny forbindelse, kan befinde sig i meget forskellige situationer, som ikke bør katalogiseres i bestemte båse eller låses fast i for rigide udsagn, uden at der gives plads for en passende pastoral og personlig discernimento, en skelnen" (AL 298).
På linje hermed og med afsæt i mange synodefædres iagttagelser fastslår paven, at" døbte mennesker, som er fraskilte og har giftet sig igen borgerligt, bør integreres bedre i de kristne menigheder, på de måder, som det er muligt, idet enhver anledning til forargelse må undgås". "Deres deltagelse kan finde udtryk i forskellige kirkelige tjenester (..) De må ikke føle sig ekskommunicerede, men de kan leve og nå menneskelig modenhed som levende medlemmer af Kirken.(..) Denne integration er også nødvendig af hensyn til omsorgen for deres børn og til børnenes kristne opdragelse" (AL 299).
Mere generelt kommer paven med en yderst vigtig udtalelse med hensyn til forståelsen af, hvordan Skrivelsen orienterer sig, og hvad meningen med den er: "Hvis man tager højde for den umådelige variationsbredde af konkrete situationer,(..) vil man forstå, at man ikke bør forvente hverken af synoden eller af denne skrivelse en ny generel normsætning af kanonisk karakter, der kan anvendes på alle tilfælde. Det, der er muligt, er alene en ny opmuntring til at foretage en personlig og pastoral ansvarlig discernimento i de særlige tilfælde, en skelnen som vil skulleanerkende, at eftersom 'graden af ansvarlighed ikke er ens i alle tilfælde', så bør konsekvenserne eller virkningerne af en norm heller ikke nødvendigvis altid være de samme" (AL 300). Paven udvikler uddybende de krav, der ligger i, og det der er karakteristisk for, ledsagelsens og skelneprocessens vej i en uddybet dialog mellem de troende og præsterne. Med dette mål for øje minder han om Kirkens refleksion over "de formildende forhold og omstændigheder", der spiller ind med hensyn til tilregneligheden og ansvarligheden i handlingerne", og han støtter sig til Thomas af Aquin, når denne beskæftiger sig med forbindelsen mellem 'normerne og skelneprocessen', idet han bekræfter, at " det er sandt, at de almene normer repræsenterer et gode, som man aldrig må ignorere eller tilsidesætte, men i deres formulering kan de ikke favne alle enkeltsituationer i absolut grad. Samtidig må man sige - og præcis af samme grund - at det, som er en del af en praktisk discernimento i en enkeltsituation, ikke kan ophøjes til normstatus" (AL 304)..
I en sidste del af kapitlet - "Den pastorale barmhjertigheds logik" - minder pave Frans for at undgå enhver misforståelse med stor styrke om, at "det at have forståelse for usædvanlige situationer aldrig indebærer at skygge for idealets fulde lys - ej heller at komme med tilbud, der er mindre end det, Jesus tilbyder mennesket. "Den pastorale indsats for at konsolidere ægteskaberne og på den måde forebygge brud er i dag er mere vigtig end den pastorale indsats overfor det fejlslagne " (AL 307). Men den altomfattende hensigt med dette kapitel og med den ånd, som pave Frans vil indskrive i Kirkens pastorale omsorg, sammenfattes godt i de afsluttende ord: "Jeg indbyder de troende, som lever i komplicerede situationer, til med tillid at kontakte deres præster eller lægfolk, som lever et troende liv med Herren, for at tale med dem. De vil ikke altid hos dem finde en bekræftelse på deres egne ideer eller ønsker, men de vil helt sikkert få et lys, som vil gøre det muligt for dem bedre at få fat på, hvad der hænder dem, og de vil kunne få øje på en vej mod en personlig modenhed. Og jeg indbyder præsterne til at lytte med kærlighed og ligevægt, med et oprigtigt ønske om at gå ind i hjertet af menneskers drama og forstå deres måde at se tingene på for at hjælpe dem til bedre at kunne leve og opdage deres plads i Kirken" (AL 312). Og om " den pastorale barmhjertigheds logik" siger pave Frans med styrke, at " af og til koster det os meget at give plads for Guds ubetingede kærlighed i den pastorale omsorg. Vi opstiller så mange betingelser for barmhjertigheden, at vi tømmer den for dens konkrete mening og reelle betydning, og det er den værste måde, vi kan udvande evangeliet på" (AL 311).
Kapitel ni: "Ægteskabets og familiens spiritualitet"
Kapitel ni er helliget ægteskabets og familiens spiritualitet, " skabt af tusindvis af virkelige og konkrete gestus" (AL 315). Her siges det klart og tydeligt, at "de, som har et dybe ønsker om at leve et åndeligt liv - de skal ikke tro, at familielivet fjerner dem fra at vokse i Åndens liv; det udgør en vej, som Herren bruger, for at føre dem op til højderne af den mystiske forening med sig" (AL 316). Alt - "øjeblikkene af glæde, hvilen eller festen, også seksualiteten, kan leves som delagtighed i hans opstandelses fulde liv" ( AL 322) . Her tales således om bønnen i lyset af påsken, om den eksklusive og frie kærligheds spiritualitet i udfordringen om og længslen efter at være sammen om at blive gamle, ældes og gå til- og i alt dette at reflektere Guds troskab" (jf. AL 319). Og til sidst "opmærksomhedens, trøstens og opmuntringens spiritualitet". "Hele familielivet er at have barmhjertig hyrdeomsorg for hinanden. Enhver maler og skriver med omhu i de andres liv" (AL 322), skriver paven. Det er en "dyb åndelig erfaring at se enhver, der står en nær, med Guds øjne og at erkende Kristus i ham" (AL 323).
I det afsluttende afsnit bekræfter paven: Der er ikke nogen familie, der er en fuldkommen virkelighed og færdigdannet en gang for alle, - at være familie kræver en gradvis udvikling af evnen til at elske (..) vi er alle kaldede til at holde spændingen i live mellem det, der ligger hinsidigt os selv og vore begrænsninger, og hver eneste familie bør leve med denne stadige ansporing. Vær på vej, familier, bliv ved at gå! (...) Lad os ikke miste modet på grund af vore begrænsninger, men lad os heller aldrig give afkald på at søge den kærlighedens fylde og den fylde af communio, som er blevet os lovet" (AL 325).
Og Skrivelsen munder ud i en bøn til Den hellige Familie.
* * *
Som man allerede vil have forstået efter et hastigt blik på skrivelsens indhold, kommer det stærkt og tydeligt frem, at Amoris Laetitia ikke vil sætte "familieidealet" op for os, men familiens rige og komplekse virkelighed. Man finder på disse sider et åbent, dybt positivt blik, som næres - ikke af ideelle abstraktioner eller projektioner - men af en pastoral opmærksomhed overfor virkeligheden. Dette dokumenter en tekst, der er rig på åndelige indsigt og på praktisk visdom, brugbar for alle ægtepar, eller for dem, der ønsker at danne familie. Man ser især, at det er frugten af en konkret erfaring med mennesker, der ved, hvad en familie er, og hvad et årelangt samliv vil sige. Ja - skrivelsen taler erfaringens sprog.