Side 2 blog

Side 2 blog - Katolikker i Dialog

»Den Katolske Kirke og Vassula Rydén?«

Kiko belærer Paven

Overvejelser efter læsning af Kiko Argüellos bog ”Kerygma”

Grethe Livbjerg: »Sunde og sekteriske fællesskaber«

PR møde Punktet: "Præsentation af Neokatekumenatet"

Henriette Sørensen: "Min erfaring med Den Neokatekumenale Bevægelse."

»Om at bedømme ånderne«

10. okt. 2015

Vassula Rydén
Kurman Communications inc., DSC03190 (CC BY 2.0)

Indlæg af Nina Marie Lassen, der tillige er bragt i Katolsk Orientering 12. 2015 side 12 <her>

Om at bedømme ånderne

Lars Messerschmidts artikel over de sidste to numre af K.O. er til dels en replik på mine indlæg i K.O. nr. 1 og 3/2015 om Kirkens syn på Vassula Rydén. Jeg skal til dette alene fremhæve et enkelt forhold. Derudover en kommentar til Messerschmidts udsagn om den enkelte troendes autoritet til selv at bedømme ægtheden af profetier. Udsagn, der leder frem til, at Messerschmidt anbefaler os at læse Vassulas budskaber på trods af Troslærekongregationens klare afvisning af disse skrifters profetiske karakter og anmodning om, at der ikke i bispedømmerne gives mulighed for, at hendes idéer udbredes.

Der er intet i den skrevne dialog med Troslærekongregationen eller de udtalelser fra kardinal Ratzinger, der henvises til, der tyder på, at Ratzingers relativt optimistiske udtalelser omkring 2004 ikke også grundede sig på samme misforståelse, som den, der senere var grundlag for Troslærekongregationens delvise opblødning i 2007. Nemlig, at Vassula havde medgivet, at hendes udsagn ikke var profetiske, men alene udtryk for personlige meditationer. En misforståelse, hun i 2007 dog hurtigt fik ryddet af vejen.

Der er heller ikke synderligt belæg for en evt. antagelse om, at Ratzinger, nu som pave, ikke var bekendt med - og godkendte - indholdet af 2007-udtalelsen, før den blev offentliggjort af Troslærekongregationen. Men fandt en sådan forelæggelse ikke sted, havde pave Benedikt herefter mere end fem år til at få korrigeret udtalelsen fra Troslærekongregationen, såfremt han var uenig. Dette skete ikke.

I forhold til prøvelsen af åbenbaringer anfører Messerschmidt bl.a.:

"...Et almindeligt argument, katolikker fremfører, er, at det er Kirkens hyrdeembede, der skal bedømme åbenbaringer og profeter. Det er det så sandelig også, men det er faktisk i første omgang den enkelte troende, der har ansvaret for at foretage en åndelig bedømmelse, alene af den grund, at sådanne åbenbaringer jo er henvendt til den enkelte for at hjælpe vedkommende til tro eller til at vokse i troen. Hvis man skal vente på, at Kirkens hyrder skal komme til en konklusion, før man selv tager stilling, så vil det ofte være for sent. Dernæst kommer, at nok kan vi regne med, at Helligånden bistår vore hyrder i denne opgave, men de er ikke ufejlbare, hvilket historien til fulde beviser...".

Ja, måske, når det drejer sig om profetier, der alene er af relevans for den enkelte i dennes konkrete trosliv. Men Vassulas påståede privatåbenbaringer er (også) af en helt anden universel og radikal karakter. Og ja, jeg er enig i, at Kirkens hyrder er ikke ufejlbarlige. Men det er vi, de andre troende, heller ikke. Heller ikke, når vi anvender de særlige gaver, vi har fået. Til gengæld har de og Troslærekongregationen en relevant teologisk ballast, et kendskab til grundlæggende trossandheder og en indsigt og erfaring fra 2000 års kirkehistorie og bedømmelse af ånderne, som den enkelte troende eller præst ikke har.

Såvel Lars Messerschmidt som jeg er rundet af Den Karismatiske Fornyelse, der kom til Danmark i 1970erne, jeg dog helt på sidelinjen. Vi oplevede begge, hvorledes Helligånden vitterligt blev sat fri, og hvordan de karismatiske gaver fik lov til at blomstre. Men vi var også vidne til - jeg på ganske nært hold - hvordan en falsk profet på snigende vis, og hele vejen igennem garneret med de "rigtige" bibelsteder og den rette retorik, vandt indpas i en levende menighed i Københavnsområdet med store menneskelige omkostninger og trosvanskeligheder til følge.  Her var tale om gode mennesker, præster som lægfolk, der ønskede at følge Gud og udbrede Hans rige.

Alligevel gik det galt, fordi de stolede for meget på egne kompetencer til at bedømme ånderne - kompetencer, der imidlertid var skadet, fordi de som følgere af denne profet også lidt efter lidt blev underlagt et skræmmende stærkt og dæmonisk blændværk, der gjorde dem blinde for advarselstegn, som andre, herunder kirkelige autoriteter, kunne se og længe forgæves forsøgte at gøre opmærksom på. Denne oplevelse vaccinerede mig ikke mod de karismatiske gaver. Men for altid mod en individuel og dermed begrænset prøvelse af ånderne, som den Messerschmidt foreslår.

Med sine referencer til pave Johannes XXIII og Andet Vatikanerkoncil lader Messerschmidt os næsten forstå, at de deler hans opfattelse. Hvad Messerschmidt dog ikke fremhæver, er, at samme pave hverken nedtonede Troslærekongregationens betydning eller fratog Kirkens hyrder autoriteten til at prøve spørgsmål som disse. Messerschmidt nævner heller ikke, at koncildokumentet, Lumen Gentium, samtidigt med, at det fremhæver behovet for anerkendelse af og åbenhed over for også Helligåndens frie gaver, klart giver udtryk for, at prøvelsen heraf ikke er overladt til de enkelte troende:

"...men at bedømme, om de er ægte og anvendes korrekt, er en opgave for de kirkelige ledere, og dem især tilkommer det ikke at udslukke Ånden, men at prøve alt og holde fast ved det gode" (pkt. 12).

Nina Marie Lassen, 2920 Charlottenlund