Jesper Fich, sognepræst, Frederiksberg, Skt. Mariæ kirke
Prædiken Søndag d. 20. juli 2014:
6 s. 2014 – Matt. 13.24ff
Vi lever i en tid, hvor interessen samler sig om det, der kan forbedres. Det gælder videnskaben, det eneste, der virkelig gælder, er det som kan optimeres. Det er derfor en videnskabelig disciplin som historie f.eks. trænges tilbage. Fortiden – hvad skal vi med den?
Hvori består dens nytteværdi?
Og coaching-tanken er åbenlyst tilstede overalt: også i det åndelige liv: bliv en bedre udgave af dig selv, få det bedste frem i dig, - jeg så en bogtitel i år: ”med Gud som coach”.
Forfærdelig må man sige: for hvem er lige til for hvem: er Gud til for at tune mig, gøre mig skarpere, mere succesfuld? Dette er altså det rene kætteri. I den før koncillære katekismus stod der om meningen med det at være menneske: ”Vi er her på jorden for at lære Gud at kende, for at elske ham, og for at vi ved at tjene ham kan leve evigt hos ham.” Sådan...!
Meningen er at møde Guds venskab, leve af Guds venskab og formes af det, for til sidst at frydes ved Guds venskab for evigt.
Men hvad så? Kan kristendommen ikke forbedre mennesket? Og hvis ikke, hvad skal det så gøre godt for?
Svaret er ja og nej. Kristendommens mål er ikke på den måde en forbedring, men en forløsning. Og det er mere end en strid om ord. Det er kampen om troens væsen.
Her står vi i modsætning til optimeringsdikaturet, og f.eks. Karl Marx, der mente at var samfundets rammer bare perfekte, så ville mennesket også blive perfekt lykkeligt.
At han tog fejl, det ved vi, men langt fra alle. Hvad jeg her siger, er ikke: at det er ligegyldigt om f.eks. et barn vokser op i fattigdom og med de voksnes svigt. Det er til at tude over... og det skal vi tude over... Intet er mere i modsætning til evangeliet end kynisme.
Når Marx og alle de andre, der vil optimere mennesket, tager fejl, så fordi de reducerer mennesket til en ren dennesidig virkelighed. Derfor tillægges skønhed, intelligens, de rigtige relationer, den indre velvære, så enorm betydning, og mangler der noget, så kan det optimeres... Og hvis ikke: så det er bare ærgerligt.
Hvor blev venskabet af? Hvor blev talen om et guddommeligt venskab af? Hvor blev optagetheden af næsten af? Af Guds vilje? Hvor blev evnen af til at finde en mening uden for mig selv?
Relationen til dagens evangelium finder jeg i lignelsen om kvinden, der ælter surdejen ind i tre mål hvedemel.
Lignelsen handler om Guds rigets virke i verden og i den enkelte. Lignelsen handler om den formidable kraft i venskabet mellem Gud og menneske. Som der er en vidunderlig forløsende kraft i ethvert venskab – vi kender det selv, og vi der tror, ser i hvert godt venskab mellem mennesker en lignelse for det venskab Gud møder os med. I afskedstalerne siger Jesus til disciplene: jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør. Jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer...
Men Jesus lover aldrig sine disciple at skåne dem for lidelsen, ligeså lidt som han arrangerer alle ydre omstændigheder sådan, at alt falder ud til det optimale.
Men han tilsiger os venskabets transparens, at kende Gud og selv være kendt. Det er nøglen – måske ikke til alting forbedring men til meningen med at være. Jeg kalder jer venner. Det er den surdej, Jesus ælter ind i mit liv, i jeres liv, i kirkens liv – i verden.
Ikke alt kan repareres, optimeres – desværre – desværre måske – men alt kan forløses, det tror vi på.
Og så til sidst en vidunderlig detalje, som vi skal have forklaret, men som Jesu tilhørere straks forstod. En detalje, der siger noget om Guds riget enorme kraft.
Kvinden ælter surdej ind i tre mål mel... Tre jødiske mål – det er altså rigtig meget. Det er ikke mindre end fulde 30 kg – ikke sådan lige en husmoropgave inden sengetid. Men det er jo også Gudsriget, det handler om...
---
Jesper Fich op
Website: Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg
Udsendelser i TV / Radio: Jesper Fich