2. april 2014

Baggrund:

Den 1. marts 2014, lagde Henriette Sørensen en beskrivelse af hendes erfaring med Den Neokatekumenale Bevægelse i facebook gruppen, Katolikker i Dialog.

Jeg (FJM) har blot kendt Henriette Sørensen og hendes famm. i få år, men har ingen grund til at betvivle hendes troværdighed, viden indenfor katolsk katekese og de oplevelser hun gengiver nedenfor. Jeg kan tillige konstatere at hendes erfaring overlapper lignende beretninger om Den Neokatekumenale Vandring.

Med hendes tilladelse bringes den erfaring herunder.
Jeg har bedt Henriette om kort at fortælle om sig selv:

Mit navn er Henriette Sørensen, 49 år. Bankuddannet, tidl. fuldmægtig i Danske Bank, primært beskæftiget omkring nødlidende erhvervssager, regnskabsanalyse og kreditforeningslån. Opsagde mit job, da glæden ved at dele hverdagen med mine 3 børn overskyggede fordelene ved at gå på arbejde. Er på 26. år gift med Ole Sørensen, Specialkonsulent i Nationalbanken. Har boet i Danmark, USA og Irland.

Konverterede til katolicismen i år 2000 i Skt. Pauls Kirke i Høje-Taastrup. Har undervist børn til forberedelse for 1. Kommunion og unge til firmelse i nogle år. Pastoralassistent i Skt. Pauls Kirke 2010-2012.

Henriette Sørensen: "Min erfaring med Den Neokatekumenale Bevægelse."

"Den værste slags kætter er ham, der mens hans lære hovedsagelig er katolsk tilfører et ord af vranglære - ligesom man tilfører små dråber gift i et glas vand. "

- Pave Leo XIII

Forrige år fik menigheden i Høje-Taastrup en ny sognepræst, som er med i den Neokatekumenale Vandring.

Efter et år med den nye sognepræst blev det annonceret, at der ville være en katekeserække - en invitation for alle til katolsk katekese. På materialet fremgik det ikke at katekeserækken var arrangeret af Den Neokatekumenale Vandring, det var en invitation fra den katolske kirke, sognepræsten, sognet.

Man kunne ikke få information om, hvad denne katekese bestod af, man måtte møde op 14 gange hvor man ville modtage katekese i en time hver gang uden at have mulighed for at stille spørgsmål. Første gang var der mødt talrigt op fra menigheden og der blev talt meget om synd.

Syndsbegrebet, der blev redegjort for, var for mig slet ikke katolsk. Hvor var barmhjertigheden og nåden? Her blev der talt om at mennesket var INTET men en synder, vi var det laveste af det laveste. Jeg vil mene, at ordet ”synder” kom op i katekesen 100 gange på blot 40 minutter.

Hvor var barmhjertigheden og nåden? Hvor var læren om, at vi er skabt som Guds børn og som udgangspunkt skabt gode? Mange faldt fra katekesen efter denne aften, jeg hørte også fra andre at de var rystede over katekesen. Resten af katekeseforløbet bragte uro hos flere i menigheden da der syntes at være flere divergenser fra almindelig katolsk lære.

Jeg havde forinden katekeseforløbet af sognepræsten fået forklaret nogle elementer fra den neokatekumenale lære, her er et uddrag:

Grunden til at ingen på forhånd kan få at vide, hvilke emner de indledende katekeser omhandler (for det kan man ikke på nogen måde, instrukserne er nedfældet i en hemmelig bog der kun udleveres til super-kateketerne) er, at hvis man ikke fortæller mennesker denne lære i små bidder, så har de svært ved at forholde sig og forstå det. Altså: hvis man fik det hele at vide på forhånd, ville det være for voldsomt og overvældende (selv for en ”gammel” katolik?)

Man knæler ikke under eukaristien (Messen) for det indikerer at man er nærmest bange eller frygter Jesus.

Jeg får fremvist et billede af en kirke bygget i NK-stil. Den har et overvældende stort bord i midten og der sidder mennesker hele vejen rundt omkring. Døbefonten er desuden meget karakteristisk fordi man går ned ad trapper i den, hvorefter man åbenbart døbes ved at komme helt under vand og derefter går op af nogle andre trapper. Nå ja, det er jo ret anderledes end alle andre katolske kirker jeg har set, men jeg undrer mig dog over forklaringen til billedet:

Bordet er stort fordi det er et sted, hvor der fejres et måltid. I NK ønsker man at gå tilbage til de oprindelige tider og gøre som Jesus gjorde. Han sad jo ikke ved et alter, men rundt om et bord sammen med sine disciple og spiste et måltid. Selvsamme ord hørte jeg i de reformerte protestantiske kirker i Schweiz, hvor alteret er fjernet (også fra de oprindelige katolske kirker) - at de ønskede at gå tilbage til det autentiske, hvor Jesus fejrede et måltid med sine venner omkring et bord.

Enhver katolik ved, at dette ikke er katolsk lære af mange grunde. Jeg blev også fortalt i Schweiz, at når de havde brug for et bord under gudstjenesten hentede de et klap-sammen-bord fra et skab og fjernede det hurtigt igen. Kun døbefonten var tilbage ved alterets plads, blomstersmykket.

Jeg får vist et billede af JPII ude i naturen, hvor han fejrer Messe. Dette billede skal angiveligt overfor mig bekræfte, at man ikke behøver et alter for at fejre Messe. ”JPII fejrede ofte Eukaristi uden et alter” får jeg at vide. Det er for mig en grov misfortolkning af både JPII og om, hvorfor vi fejrer Messe ved alteret i kirkerummet.

Grunden til at man ikke ønsker, i et NK-kommunitet, at fejre Eukaristien (I NK kaldes Messen konsekvent for Eukaristien) inde i kirkerummet er, at man ikke vil bruge alteret, men derimod et (spise) bord. Da man dog heller ikke ønsker at ignorere alteret, vælge man at fejre Eukaristien udenfor kirkerummet i stedet.

Da de 14 katekeser i menigheden er afsluttet, indbydes alle deltagende til en weekendretræte, hvor det så er hensigten at et kommunitet skal oprettes. Et kommunitet vil være en lille lukket gruppe i menigheden, som mødes med sognepræsten én gang om ugen til bibellæsning og snak og andre kan så ikke deltage i studierne. Møderne vil heller ikke fremgå på sognets hjemmeside.

Hvad jeg efterfølgende har hørt fra deltagere i kommuniteterne afstedkommer store betænkligheder omkring strukturen og indholdet af disse kommuniteter. Fx fortalte et medlem af et kommunitet mig, at hun havde spurgt kateketerne om, hvorfor man fokuserede så uendelig meget på syndsbegrebet og hvorfor man skulle tale om sine synder i den grad det blev forventet og havde fået at vide, at det er fordi man ønsker at bryde personerne ned for at kunne opbygge og forme dem efter den neokatekumenale vandrings ønske (vistnok autoriseret af Vorherre). Jeg har hørt andre førstehånds historier om fysiske overgreb og verbale overgreb - endda op til flere begået af de neokatekumenale præster.

Den anden dag om ugen, hvor kommunitetet mødes, vil være til en separat Eukaristi lørdag aften. Denne vil heller ikke være annonceret på sognets hjemmeside. Denne Eukaristi er meget forskellig fra en almindelig Messe. Under Eukaristien forventes det, at man som medlem af kommunitetet afgiver ”ekko” - altså en personlig ræsonans til læsningerne. Ekkoet har karakter af at være endog meget personlig og intim (får man fornemmelse af fællesskriftemål?). Eukaristien fejres i menighedssalen eller i et undervisningslokale - stedet er i og for sig irrelevant.

Der vil altid være en ikon, et processionskors og musik udelukkende komponeret og skabt af den neokatekumenale vandrings stifter, Kiko. Meget lig fx Scientology, der altid har en kopi af Ron L. Hubbards kontor i hvert af deres ens centre.
Alt synes centreret omkring Kikos kunst og tanker.

En sognepræst vil føle at dette kommunitet er hans familie, som han deler intime tanker og stunder med - også om andre i menigheden udenfor kommunitetet. Når kommunitetet bliver oprettet, får man at vide at netop denne samling af mennesker der ønsker at danne et kommunitet er Guds vilje.

Så hvis man går ud af kommunitetet, går man så imod Guds vilje? I hvert fald har flere, der efterfølgende har ønsket at forlade kommunitetet fået at vide, at man er fortabt udenfor den neokatekumenale vandring. Ikke udenfor Kirken, men udenfor vandringen. Derfor vil man også opdage, at enhver dedikeret neokatekumenat har en lidelseshistorie der fortæller om, hvor meget på afveje personen var i livet før de kom ind i den neokatekumenale vandring.
En lidelseshistorie om druk, narko, splittede familierelationer, kærlighed til penge eller lignende. Denne historie bliver man nemlig fra bevægelsens side opfordret til at fortælle om ved enhver lejlighed.

Jeg opfatter det som en måde, hvorpå man følelsesmæssigt skaber et bånd til dem, der skal introduceres til den neokatekumenale vandring og som fortæller om, hvor fortabt man er udenfor det neokatekumenale fællesskab.

Der skelnes mellem søndagskristne der i det store og hele kaldes kulturkristne mens dem indenfor Vandringen er de rigtige, de ægte, de dedikerede.
Søndagskristne kaldes man fordi man går til Messe om søndagen i modsætning til dem i den neokatekumenale vandring, der af teologiske grunde fejrer Eukaristi lørdag aften. Ikke af praktiske grunde.

Hvervningen til det nye kommunitet der skulle dannes i menigheden i Høje-Taastrup var massiv.
Overvældende. Nogle kaldte det slet og ret rekruttering. Flere sagde, at de opfattede sognepræstens opførsel mod dem forskellig, om de havde meldt sig ”inde” i kommunitetet eller ”ude” af kommunitetet.

Han var mere hjertelig og personlig mod dem, der meldte sig ind. Hvis man fortrød og alligevel ikke ønskede at være med i det stiftende kommunitet, ændredes sognepræstens opførsel sig igen mod det mere perifere og distancerende. Det er vel egentlig logisk, hvis man husker sognepræstens ord om at kommunitetet er som hans familie. Slutningen blev, at kommunitetet blev dannet af nogle af de mest trofaste fra den almindelige menighed, deriblandt et flertal af menighedsrådet, som er i stik modstrid med, hvad Pave Benedikt har forklaret som formål med kommuniteterne: nemlig at få kirkefremmede ind i den almindelige menighed. Her trak man modsat mennesker ud af den almindelige menighed og ind i et lukket og hemmeligt kommunitet.

Nu blev der fejret Eukaristier i undervisningslokalerne i små lukkede kommuniteter.

Eukaristierne blev fejret uden at resten af menigheden vidste noget om dem. Et alter var ikke mere kirkerummets alter, men et undervisningsbord man brugte som alter og jeg fik at vide, at man ikke skulle knæle mere - det udviste frygt for Jesus, altså at man var bange for Ham.
Man skulle stå. Man undgik kirkerummet for ikke at skulle ignorere hovedalteret under Eukaristien - man kunne fx ikke sætte stole hele vejen omkring det og det kunne derfor ikke bruges som alter til Eukaristien. Eukaristien var langt mere et måltid, hvor man spiste sammen og hvor Eukaristien var ”forsamlingen” langt mere end et offer, der skete på alteret.

Her er en oversættelse af, hvorledes stifteren Kiko beskriver den katolske Eukaristi:

”Der er ikke Eukaristi uden de forsamlede troende. En hel forsamling er den der fejrer festen og Eukaristien, for Eukaristien er de troendes fælles jublen .For det sted hvor Guds handlen viser sig er i denne skabte kirke, i dette fællesskab. Det er fra denne forsamling af troende, at Eukaristien strømmer ud.”

Hvis man har den forståelse af Eukaristien in mente, forstår man bedre deres måde at fejre Messer på, men er det katolsk lære?

I efteråret 2013 skulle der så igen være katekeser i sognet med henblik på at danne endnu et kommunitet. Jeg deltog i katekeserne for at blive oplyst (jeg opgav nemlig forrige gang efter første og indledende katekese) og katekeserne skulle jo så afsluttes med en retræte.

Katekeserækkerne i efteråret 2013 rejste for mig mange spørgsmål, men da der ikke åbnes op for spørgsmål i løbet af katekeserækken, stillede jeg i stedet mine spørgsmål til en jeg kender, der er meget vidende om forskellige religioner og som er nøgtern. Ikke én gang har mine spørgsmål til denne person afstedkommet en anerkendelse af, at det var katolsk lære der blev undervist i.
Gang på gang fik jeg at vide, at det ”da vist er mere protestantisk lære end katolsk”.

Fx blev der i den 13. katekese vist en tidslinie på tavlen, hvor man udførligt havde redegjort for det gamle testamente og op til den romerske omvendelse til kristendomen i ca. år 320. På tavlen startede tidslinien så først igen ved 1962 (Det andet Vatikanerkoncil).

Jeg fik tvunget et spørgsmål ind til den neokatekumenale præst der underviste denne aften om, hvad der så var sket mellem år 320 og 1962 og fik følgende at vide: at det var i de år, hvor Kirken var kommet på afveje og hvor man havde indført fjollede ritualer som at bukke og knæle og røgelse.

Så grinede den neokatekumenale præst, den anden neokatekumenale præst grinede med og slutteligt begyndte resten af forsamlingen også at grine. Da jeg næste gang ved katekesen spurgte de selvsamme neokatekumenale præster i overhør af biskoppen om, hvorfor de denne aften, hvor biskoppen var tilstede havde bukket og knælet, da man til den sidste katekese havde udtrykt fjollethed over disse ritualer, benægtede de først pure at det var blevet sagt.

Jeg insisterede på, at det var sagt både denne aften og jeg også havde hørt det andre gange fra de neokatekumenale præster, hvorefter der kom en længere belæring fra biskoppen om værdien ved knæling over for det Hellige.

I oktober var jeg så på retræte på Åsebakken, hvor et lille lukket kommunitet i den Neokatekumenale Vandring skulle oprettes. Jeg var nysgerrig efter at høre, hvad det gik ud på og derfor deltog jeg. Vi blev alle oversvømmet af kærlighed mens vi hørte på forskellige indlæg af både lægfolk og præster. Denne dag var også første gang, at jeg hørte en katolsk præst sige, at man kunne hævde at Tabernaklet var som at ”sætte Jesus i fængsel” men da der ikke var mulighed for spørgsmål under indlæggene, kunne jeg jo ikke spørge ham, hvad han mente med det.

I stedet har jeg undersøgt hvad stifteren Kiko fortæller om Tabernaklet og bøn og her er hans tanker:

”Jeg kan forsikre dig, at hvis du har tro nok til en hel aften at spørge "Jesus hav medlidenhed med mig", og virkelig tro på, at Jesus har magt til at helbrede dig, at du samme nat ville blive kureret for hvad det kan være, helbredt fra enhver last. Men hvad gør vi istedet? Vi tror, at bøn er at sige "Vor Fader ... eller at være foran tabernaklet mens vores fantasi vandrer ud andre steder.”

Så betyder det, at hvis vi har laster eller sygdom i vores liv, så er det pga vores manglende tro? Det er ikke katolsk lære!

Lørdag aften skulle vi fejre Eukaristien og som en af indlægsholderne samme morgen havde sagt:

”I aften skal I fejre Eukaristi for første gang”

… vidende at vi alle var katolikker i forvejen. Det kan jo umuligt være første gang for nogle af os… undtagen hvis man mener at den neokatekumenale Eukaristi er forskellig fra en katolsk Messe i fuldstændig modsætning til, hvad Pave Benedikt formanede den neokatekumenale bevægelse.

Der var dækket fint op til Eukaristi i selvsamme lokale, hvor vi havde holdt vores retræte i løbet af dagen. Et spisebord var pyntet fint med alterdug, blomster og lys. Eukaristien havde nogle ændringer i forhold til en normal katolsk Messe, idet man har noget, der hedder ”Ekko” forinden prædiken, hvor alle har mulighed for at komme med endog meget personlige betragtninger til læsningerne og opfordres indtrængende til at afgive ”ekko”.

Desuden har man en meget hjertelig og intim fredshilsen og den foregår tidligere end i den alm. Messe. Alle forventes at kindkysse to gange med alle tilstedeværende. At give hånd opfattes som en mindre fjendtlighed. Brødet er hjemmebagt, hvilket giver mange krummer selv ved forsigtig håndtering af præsten. Man skal sidde på sin stol mens der bliver uddelt Kommunion - kun skal man rejse sig når man modtager selve stykket af den hjemmebagte Hostie, som man skal sidde med indtil alle har modtaget et stykke af brødet og sluttelig spiser alle på samme tid. Selv ved forsigtig håndtering kunne jeg mærke mange krummer på mine fingre og jeg kunne da også konstatere, trods forsigtighed fra præsten, at der sad en stor krumme på ydersiden af kalken efter endt purifikation. Det kan næppe undgås, men hvor hensigtsmæssigt er det så at bage eget brød?

Nå, men efter endt Eukaristi skal der danses raskt rundt om alteret. Læsepulten og processionskorset var dog i vejen, hvorfor to mænd skubbede disse to ind i et hjørne, så alle kunne danse rundt om alteret, klappende og højtsyngende.

Blot 5 minutter efter var alterdugen hevet af og der var sat mad på bordet. Kalk, patene og linned var ikke engang ude af lokalet før mad og vin blev bragt ind på selvsamme bord, hvor vi kun få øjeblikke forinden havde fejret Eukaristien.

Aftenen fortsatte med sang og munterhed - folk var glade og blomsterne fra alteret havde pigerne sat i håret og mændene i knaphullerne. Jeg tog hjem lørdag aften - søndag blev kommunitetet formentlig dannet af de resterende af de tilstedeværende. De vil nu i den respektive menighed fejre Eukaristier, der ikke annonceres for resten af menigheden og de vil mødes flere gange om ugen i et lukket fællesskab, hvor ikke andre har adgang.

Det, som jeg opfatter som en af de største udfordringer for bispedømmet ved den Neokatekumenale Vandring er, at deres præster kommer som katolske præster. De inviterer til deres neokatekumenale katekeser på vegne af sognepræsten, den katolske kirke og sognet. I stedet hverves man til den Neokatekumenale Vandring.

Og som en neokatekumenal præst udtrykkeligt har fortalt mig: De har aldrig ønsket at være sognepræster. De er missionærer og sognepræstrollen er blevet dem pålagt af biskoppen. De følger blot deres hjerte og hvad de er opdraget og hvervet som.

Dette er meget kort fortalt så min historie og erfaring med den Neokatekumenale Vandring.
Guds fred og alt godt, Henriette Sørensen.