29. marts 2015
Indlæg af Ruth Christophersen, der tillige bringes i Katolsk Orientering 5. 2015 side 12 <her>
»Lægfolket i dag«
Kirkens største værdisamling er ikke materielle kostbarheder, men et levende lægfolk, der for en stor del er Kirkens frivillige arbejdskraft. Uden denne gruppe ville meget ikke være muligt. Lægfolket er i sig selv en værdi, som Kirken kan råde over – ja, lægfolket er også Kirken. Men der er nogle forudsætninger for, at samspil og samarbejde mellem ledelse og lægfolk kan fungere, kan vokse og blive til velsignelse:
En åben, dialogbaseret kontakt mellem ledelse og medarbejdere er nødvendig, og ledelsen må lytte – ellers forsvinder motivation og engagement hos de frivillige.
Der er nemlig en sammenhæng mellem disse faktorer og så lægfolkets loyalitet over for deres Kirke. Her er ikke tale om en magtfordeling, men om en respektfuld balance mellem ledelsen og lægfolket.
For tiden synes næsten alt at dreje sig om økonomi og strukturer.
Den åndelige fattigdom, der hastigt griber om sig ude i samfundet, som vi også mærker inden for Kirkens egne rækker, og som vi har medansvar for – hører vi mindre om.
Heller ikke om den åndelige søgen i nutiden, eller om den diakonale og missionale forpligtelse – alt det pave Frans taler om i Evangeliets Glæde.
Man kunne mene, at det var her Kirkens ledelse skulle træde i karakter, inspirere os og i langt højere grad sætte ind for at hjælpe medmennesket til at genfinde sin Gud – i stedet synes samtalen, for en stor del – præget af bekymringer om den dårlige økonomi.
Men hvorfor er der så store problemer med kirkeskatten?
Kunne det have noget at gøre med den mærkbare afstand mellem ledelsen og lægfolket, der står uden mulighed for reel medinddragelse, og som derved passiviseres?
Alt for ofte præsenteres lægfolket for planer, der allerede er vedtaget før de fremlægges, og derfor virker nedvurderende på lægfolket. Eller med en klerikaliserings- og betjeningskultur, der endnu ikke er gjort op med? Og måske også med, at vi endnu har en mandsdomineret kultur hos os? Ikke uden grund anbefaler pave Frans:
Kvinderne skal tages med ind i beslutningsprocesser og ledelsesfunktioner, for der at bidrage med synspunkter og måder at tænke på – noget der længe har manglet på det kirkelige ledelsesplan.
Kvinder tænker, føler og ser ting fra andre vinkler end mænd. Skal Kirkens ledelse stå stærkt, er mere åbenhed og medarbejderinvolvering en forudsætning, så vi fortsat kan udvikle og bruge de mange hvilende ressourcer, som lægfolket og især kvinderne – sidder inde med, men som ofte passiviseres af den nævnte mandsdominerede ledelse i Kirken. I dette perspektiv ligger der mange muligheder forude – både for Kirken og ude i de lokale menigheder.
Og skal Kirken forblive troværdig, må den også agere sammen med kulturen ude i de enkelte sogne, hvor både sognepræster og lægfolk kæmper for at overleve – og for at bevare de historiske rødder, som hører med til livet i menighederne – ellers dør de.
Og her kunne tilføjes:
Sankt Andreas Bibliotek og Arkivet. En kulturskat, som præster og lægfolk i århundreder har samlet og udbygget – og som er vigtig for, at vi kan kende vore rødder; men som i dag møder en lukket dør for hjælp til – på værdig vis, at bevare denne vor fælles kulturarv.
Ruth Christophersen, 2000 Frederiksberg
- - -
Om skribenten:
87 år, ugift.
Konverteret til Katolsk Kirke 1948 – ved jesuitterne Kbh. – og har i alle år været aktiv inden for Kirken.
Uddannet sygeplejerske fra Sct. Joseph Hospital Kbh.
Har fungeret som ordensperson (benediktinerinde ) i godt 25 år og senere som afdelingssygeplejerske.
Aktiv i DKKF – bestyrelse og redaktion.
En årrække tilknyttet menighedsrådet ved Jesu Hjerte Kirke Kbh. – som leder i 8 år.
Har som bagland en velfungerende protestantisk familie.