La Civilta Cattolica

Pater Spadaro SJ: Samtale med kardinal Schönborn om 'Amoris Laetitia'

15. april 2017



Forord

Den 8. april var det 1 år siden, at pave Frans eftersynodale skrivelse om familiens forhold- Amoris Laetitia - blev offentliggjort.

Skrivelsen har som bekendt givet anledning til voldsom debat både internationalt og herhjemme. Senest har den været drøftet på Nordisk Bispekonferences møde <her>.
Den er under oversættelse til dansk og foreløbige uddrag kan læses på catholica.dk.

Det var Wiens ærkebiskop kardinal Schönborn o.p., der sammen med bispesynodens generalsekretær kardinal Baldisseri fremlagde Amoris Laetitia på Vatikanets officielle pressekonference ved offentliggørelsen af Skrivelsen sidste år. Katidialog.dk har bragt teksten til fremlæggelsen i oversættelse: <her>

Pave Frans henviste kort efter selv til kardinal Schönborn mht  forståelsen af skrivelsen; det skete på pressekonferencen i flyet hjem fra Lesbos, hvor han svarede på et spørgsmål (om der i Skrivelsen åbner sig nye muligheder for fraskilte gengifte katolikker):

"...Jeg anbefaler alle at læse kardinal Schönborns fremlæggelse af Skrivelsen. Kardinalen er en stor teolog. Han er medlem af troskongregationen og kender udmærket godt Kirkens lære".

I juli 2016 havde Chefredaktøren ved jesuitternes tidsskrift 'La Civilta Catolica' p. Antonio Spadaro sj et langt interview med kardinalen om skrivelsen.

Interviewet blev først bragt i en forkortet udgave både i 'La Civilta' og i det franske 'La Croix' og kort tid derefter i fuld længde i bogform på 'La Civilta's' franske forlag Parole et Silence.

Interviewet - og især den uforkortede udgave i bogen - er en meget grundig, veldokumenteret og inspirerende indføring i og kommentar til pavens skrivelse. Det udgør et fornemt supplement til fremlæggelsen på pressekonferencen.

Katidialog.dk har fået chefredaktør Spadaros meget venlige tilladelse til at bringe den lidt kortere udgave af interviewet fra 'La Civilta Cattolica'. Det følger her.
Pater Spadaro har tillige autoriseret katidialog.dk til at forsyne artiklen med 'La Civilta's' officielle logo.

Interview med kardinal Christoph Schönborn op i: 'La Civilta Cattolica'

 Pater Spadaro SJ

Pater Spadaro SJ

Oversættelse fra fransk og italiensk ved katidialog.dk
© La Civilta Cattolica / katidialog.dk

Præsentation

At samtale med Wiens ærkebiskop kardinal Christoph Schönborn betyder at skabe et rum, hvor der er plads til refleksion, en refleksion der kræver ro og  opmærksomhed, - det er et blik der rettes indad. Hos ham forener refleksionens lys sig altid med den åndelige dybde. Hvad det angår, er han i overensstemmelse med dominikanerordenens karisme, som fornemt kan resumeres i den hellige Thomas' devise - contemplata aliis tradere -  at videregive til andre det, der er skuet i kontemplationen.

 Kardinal Christoph Schönborn

Kardinal Christoph Schönborn

Sådan var vores samtale - at videregive og at dele, ikke abstrakte teser på intellektuelt plan, eller rent akademiske spørgsmål, men refleksioner efterprøvet i bøn. Melodien og rytmen i vores samtale reflekterer denne kontemplative dimension.

Kardinalen præsenterede Amoris Laetitia på pressekonferencen den 8. april 2016 i Vatikanets pressesal. Efterfølgende har pave Frans selv under en pressekonference i flyet hjem fra Lesbos den 16. april bekræftet, at ærkebiskoppen fra Wien helt havde fået fat på og helt korrekt videregivet betydningen af den apostolske skrivelse. Paven har ved flere lejligheder offentligt givet udtryk for denne vurdering. Kardinalens overvejelser med hensyn til tolkningen af Skrivelsen får således en speciel værdi.

Jeg havde allerede ved flere lejligheder interviewet kardinal Schönborn til 'La Civilta Cattolica' kort inden Synodens almindelige samling i oktober 2015 [1]. (Synoden om familien o.a.). Ligesom dengang fandt vores samtaler i forbindelse med dette interview sted dels på redaktionen, dels i en skriftlig udveksling [2].

pater Spadaro SJ

Samtale

Deres Eminence - hvad tænkte og følte de, da De læste Amoris Laetitia - hvordan oplevede De Skrivelsen?

Denne tekst fra pave Frans' hånd gjorde et markant indtryk på mig ved sin enkelhed og ved at være så gennemført evangelisk. Den havde en frisk 'smag' - og smagen genkaldte for mig pavens første Buena sera -  god aften - på valgaftenen på Peterspladsen. Det var en fornøjelse at læse den. Dens længde vidner om emnets betydning og om, hvor komplekse situationerne er, men det, som slår én ved gennemlæsningen - det er den gode hyrdes godhed, han som møder familierne i deres konkrete liv og minder dem om, at midt i deres håb og i alt det, de er bekymrede og bange for, er de "kærlighedens sted",  - de er den dør, hvorigennem broderlighed og venskab kommer ind i verden, et tegn på Guds usvigelige troskab mod sin pagt.

Jeg læste den med stor taknemlighed. Den vidner om stor loyalitet over for de to synodesamlingers arbejde, samtidig med at den går langt videre.

Hvordan opfatter De den indfaldsvinkel, som bor i denne tekst? Kommer familiens virkelighed klart til orde i Skrivelsen - og hvordan?

Sproget i AL er et indforstået sprog, et medvidende sprog. Skrivelsen åbner en levende dialog med læseren, som føler sig forstået, føler, at paven "er med". Set på den måde er det en tekst, der er let at læse. Man mærker, hvordan paven er dybt glad og fyldt med undren over, hvor smukt det ægteskabelige liv og familielivet er. Han er helt realistisk, men samtidig overhovedet ikke alarmeret, han hænger sig ikke fast i det, som ikke er i orden, i det komplicerede. Han taler om vor tids virkelighed, de risici der er, udfordringerne, den megen og store lidelse, men med en dyb medfølelse med det liv, der leves, og han forfalder hverken til det rigoristiske eller det modsatte. Det er som en far, der holder af, som viser tillid og kalder på tillid . Det er en sjælesørger, der virkelig har tillid til nåden og samvittighederne.

Der er nogen, der har omtalt Amoris Laetitia som en tekst af mindre betydning, nærmest som en slags personlig meningstilkendegivelse fra pavens side uden virkelig læremæssig vægt. Hvilken værdi har denne apostolske skrivelse? Er den et aktstykke fra læreembedet? Det synes at være indlysende, men i disse tider er det godt at præcisere det for at undgå, at der er røster, som sår forvirring hos de troende ved at hævde, at det er den ikke.

Det er helt klart et aktstykke fra læreembedet - det er klart, at paven her - efter at han har draget nytte af at konsultere de to synoder - udøver sin funktion/rolle som hyrde og lærer, lærer i trosanliggender (doctor fidei),  Det er uden for enhver tvivl, at man her kan tale om en stor pavelig tekst af meget stor kvalitet: en virkelig belæring om sacra doctrina - den hellige lære - som fører os tilbage til Guds Ords aktualitet. Jeg har læst den flere gange, og hver gang er jeg blevet slået af, hvor gennemkomponeret den er, og hvor mange detaljer, rige på oplysninger, den rummer.

Jeg har læst den flere gange, og hver gang er jeg blevet slået af, hvor gennemkomponeret den er, og hvor mange detaljer, rige på oplysninger, den rummer.
— kardinal Schönborn

I Amoris Laetitia er der helt klart afsnit, som har en udtrykkelig læremæssig værdi, hvad man kan erkende af tonen og indholdet i det, der siges, og ud fra hvor det er placeret i forhold til det, teksten vil: ..."jeg insisterer på"..." det er ikke længere muligt at sige"..." jeg har udtrykkelig villet meddele til hele Kirken...", og så videre. Amoris Laetitia er et aktstykke fra læreembedet, som aktualiserer Kirkens lære ind i vor tid. På samme måde, som vi læser koncilet i Nikæa i lyset af koncilet i Konstantinopel, og første vatikankoncil i lyset fra det andet - så læser vi nu de tidligere udtalelser fra læreembedet om familien i lyset af det, som denne skrivelse bidrager med. I en levende proces føres vi til at skelne kontinuiteten af principperne i læren indenfor en diskontinuitet af perspektiver eller historisk betingede udtryk og formuleringer. Det er den funktion, der er den egentlige funktion for det levende læreembede: "på autentisk vis at tolke det skrevne eller overleverede Guds Ord ".

Har der været ting, der har overrasket Dem? Andre, der har givet anledning til overvejelser? Har der været nogle afsnit, som De har måttet læse flere gange?

Jeg er især blevet glædeligt overrasket over metodologien i Skrivelsen. På dette område, hvor det handler om den menneskelige verdens realiteter, har paven grundlæggende fornyet Kirkens diskurs i samme retning, som det jo skete med Evangelii gaudium (EG), men også i Gaudium et Spes - om Kirken i den moderne Verden (GS), hvor dogmatiske principper og overvejelser om menneskelivet af i dag bestandig er vævet ind i hinanden. Det viser en dyb disponibilitet overfor at befinde sig i virkeligheden, at tage virkeligheden til sig.

Dette beredskab til at vedstå, acceptere virkeligheden er en form for tillid...

Vi tør se med et blik, der ikke viger fra det ideelle eller fra det læremæssige arvegods, men som har modet til at se på familien, som den er, sådan at kærlighedens blik får os til at fatte, at der i "hvert et ægteskab er en frelseshistorie" (AL 221), hvor Gud er til stede.
Visheden om, at Gud elsker hver eneste af os, leder efter os, drager os til sig med ømhed og altid giver en ny chance, opmuntrer til en enorm tillid. Det er et andet kendetegn ved Skrivelsen: "Kærligheden skaber tillid", således at man får øje på "det lys, som Gud har tændt, som gemmer sig bag mørket, eller gløden som endnu ulmer under asken" (AL 114).

Dette blik, som ser virkeligheden og skrøbeligheden - kan det være skadeligt for lærens styrke, kan det afsvække den?

På ingen måde! Absolut ikke! Den store udfordring er at vise, at dette værdsættende blik, mættet med og præget af velvilje og tillid, ikke skader Kirkens læres fasthed, men er del af denne læres rygsøjle. Der er tale om et blik, der giver klarhed, og som ser læren som Guds ord talt i dag, Ordet inkarneret i vores historie, Ordet som folder sig ud i alle de ressourcer, som fornuften og fællesskabet råder over ad majorem Dei gloriam et salutem animarum. Der findes et [andet] blik, der formørker; det er et blik, der afskærer de læremæssige udsagn fra det fællesskab - den communion -  som Herrens skænker os: et fællesskab "som vokser og udfolder sig i tiden, men stadig er det samme, unikke subjekt: Guds folket på vej" (Benedikt XVI, 22 december 2005).

I det første tilfælde har vi  et blik, en måde at se på, som er tro over for virkeligheden, tro over for de verba et opera - ord og gerninger - der er videregivet, og ligeså tro over for de spørgsmål, der rejser sig på vejen. I det andet tilfælde har vi en måde at se på, der lukker sig om abstrakte formuleringer, som er skåret væk fra den levende aktør, der i dag vidner om et godt budskab, om et møde som forandrer livet. Det abstrakte blik, som vi har i det rent læremæssige, tæmmer det, vi har at sige, for at sætte det op i generaliseret form som påbud for en elite; dette blik glemmer således, at "det at lukke øjnene for næsten, gør en blind også overfor Gud" (Benedikt XVI, Deus Caritas Est, 163).

Efter Deres opfattelse - hvad er så nøglen, som kan lukke op for læsningen af denne Apostolske Skrivelse?

Det har jeg reflekteret over, og jeg har her gjort mig klart, at dette med den gode hyrdes blik - dette ikke dominerende blik, som er et gennemgående træk i Skrivelsen -  også  giver os en af nøglerne til at lukke teksten op.

Denne måde at se på, hyrdens blik, lader os opdage, at den måde, vi accepterer de fattigste, mest sårbare på, er paradigmet for, hvordan vi accepterer skrøbelighederne eller de vanskelige situationer i Kirken. Den opmærksomhed og interesse, vi viser såvel migranter som handicappede mennesker, er et Åndens tegn. For begge situationer er paradigmatiske: De afslører i særlig grad, hvordan man i dag lever logikken i at tage barmhjertigt imod og integrere skrøbelige personer (AL 47); i samme sammenhæng taler paven ligeledes om ældre menneskers afhængighed af andre (AL 48), og om de familier, der ligger under for nød og elendighed (AL 49). Man mærker en stor beundring hos ham for alle disse moralske kræfter, som dagligt kommer frem i situationer, der betyder store vanskeligheder. Den levende tro ser her Jesus i kød og blod.

Det er altså de fattige, der giver os nøglen. Man ser klart, at pave Frans ikke på nogen måde relativerer den kristne vision om familien. Han har et perspektiv, der hedder barmhjertighed og medfølelse, følgeskab og vækst, modning og skelnen, og det tager intet bort af klarheden i kirkens lære, men giver den tværtimod borgerret som et lys på vejen,  som Kristus har gået før os, ét med de små. Sådan som paven minder om det i indledningen: "Guds Ord åbenbarer sig ikke som en række af abstrakte læresætninger, men som en ledsager på vejen, en rejsekammerat".

Med dette troens blik på det konkrete liv og dette fokus på de mest skrøbelige på vejen, har vi helt sikkert nøglerne til at lukke Amoris Laetitia op for os, til at åbne dens smykkeskrin.

Pave Frans bebrejder os, at vi ofte handler med en forsvarspræget holdning, og at vi spilder vore pastorale kræfter med at hobe angrebene op på en verden i forfald, og dermed  vidner om ringe evne til at vise veje til lykken. Det kunne faktisk se ud, som om  visse af evangeliets tjenere og visse hyrder til syvende og sidst taler mere om syndens hæslighed end om frelsens skønhed. Så paven insisterer derfor på en positiv accepterende pastoral indsats.

Det kunne faktisk se ud, som om  visse af evangeliets tjenere og visse hyrder til syvende og sidst taler mere om syndens hæslighed end om frelsens skønhed. Så paven insisterer derfor på en positiv accepterende pastoral indsats
— Pater Spadaro SJ

Det er rigtig, at paven kalder os til en pastoral selvkritik og undervejs gør os opmærksom på de store ideologiske fristelser - de er i familie med pelagianismen, som han i øvrigt siger - som kan få os til at miste virkeligheden af syne, få os til at komme ud af kurs. Førend vi dømmer, må vi forkynde og ledsage, stimulere væksten og konsolidere fordybelsen. Hele dynamikken i Amoris Laetitia går ud på at vise, at der er ikke noget, der opmuntrer den sande kærlighed mere end at tro på kærligheden. Det er stor pædagogik: det er dragningen mod det gode, der motiverer, og som giver styrken til at gå ad denne vej, hvor Faderen drager os og leder efter os, uanset den situation, vi befinder os i.  Vi er milevidt fra en pastoral indsats, der er i forsvarsposition, hvor det onde bliver en tvangstanke, der vender ryggen til "det trofaste og sande vidnes" nærvær (Joh Åb 3,14).

Denne positive holdning i det pastorale arbejde forekommer mig at være mere vigtig i dag end nogensinde. Paven insisterer meget på vækst, modning, de små skridt fremad...

Den positive holdning i det pastorale arbejde, det vil sige, at man følges ad på en vej, der betyder vækst, - det er den surdej, der får dejen til at hæve. Man mærker denne glæde hos en far, som i svære situationer ser det lille skridt fremad, der var muligt her, og som måske har kostet en kæmpeanstrengelse, større end for den, der lever sit familieliv under meget gunstige omstændigheder. Her har vi hele betydningen af "gradualitetens lov", som Johannes Paul II taler om:  Mennesker "kender, elsker og opfylder det, moralen kalder godt, gennem en vækst i etaper." Det går fremad lidt efter lidt, takket være en stadig bedre integration i hele menneskets personlige og sociale liv af Guds gaver og af de krav, der stammer fra hans endegyldige og absolutte kærlighed " (Fællesskabet i familien, 34).

Vi må være "vågne over for det gode, som Ånden udbreder midt i skrøbeligheden" (AL 308)

Det positive pastorale arbejde, - er det også en måde at fremlægge kirkens lære på?

Præcis. Den 'positive sjælesorg' - det er også en måde at fremlægge Kirkens lære på, det er en fin måde, hvor man knytter læren an til menneskets dybeste anlæg. Læren finder udtryk helt og fuldt, men på en frisk og ny måde, som går lige ind hos den store almenhed. Det er en god illustration af det, som Johannes XXIII sagde ved koncilets åbning: Sandheden kan der ikke laves om på, men måden at udtrykke den og fremsætte den på må fornyes. Her er der en virkelig fornyelse.

Det, som er særligt ved Amoris Laetitia, er den vægt, som paven lægger på at understrege, at der ikke er nogen familie, som er perfekt og nået til vejs ende med sig selv. Hvorfor har vi tendens til at være så overdrevent idealistiske, når vi taler om parforholdet? Handler det ikke her om en romantisk idealisme, som risikerer at udarte til en slags platonisme?

Jo - Bibelen selv præsenterer ikke familielivet som et abstrakt ideal, men som "et værk fra håndværkerens hånd" (AL 16, jf. 221). Den godes hyrdes blik retter sig mod menneskene og ikke mod de begreber, som vi har -  for så i næste omgang at kunne gøre rede for den realitet, som vort håb er. Når vi skærer forbindelsen over mellem  begreberne og den verden, som Ordet bliver kød i- så betyder det i virkeligheden at "udvikle en kold bureaukratisk moral" (AL 312), som er helt og aldeles isoleret fra "virkelige familiers konkrete situation og de muligheder, som de realistisk set har" (AL 36).Vi har talt om ægteskabet på en så abstrakt måde, at det ikke har noget attraktivt ved sig... (jf.. AL 36).

Paven taler helt klart: ingen familie er perfekt. Den består af syndige mennesker. Den er på vej. For mig er dette substansen i hele teksten, det er den hellige Thomas'  klassiske in via - at være på vej . Denne måde at se på har intet med sekularisme at gøre, eller Aristoteles overfor Platon; jeg mener snarere, det er den bibelske realisme, det er dette syn på mennesket, som Skriften giver os.

Denne måde at se på har intet med sekularisme at gøre, eller Aristoteles overfor Platon; jeg mener snarere, det er den bibelske realisme, det er dette syn på mennesket, som Skriften giver os.
— kardinal Schönborn

Skrivelsens sprogbrug overrasker i høj grad: det er et hverdagssprog, almindeligt, let læseligt. Teksten synes at henvende sig til alle og enhver. Jeg tænker for eksempel på den måde, den taler om det erotiske liv på ...

Seksualitet passer i sig selv dårligt sammen med abstraktioner. I Skrivelsens centrale kapitler, som har fokus på væksten i kærlighed, taler pave Frans med stor realisme og meget lige ud om lidenskab, affektivitet, erotik og seksualitet. Kærlighedens erotiske dimension - begæret, lysten der gives og modtages ... der er så mange dele af en erotikkens fænomenologi, som Skrivelsen integrerer med mange henvisninger til det kristne syn på ægteskabet, som ikke bliver reduceret til kun det formål, der hedder "at få børn". Ægtefællernes seksuelle samliv fremstilles som "at være på vej, at vokse i nådens liv" (AL 74).

Det er et skridt fremad i forhold til fortiden, mener jeg

Med sin "kroppens teologi" og sin vision om familien som billede på den hellige Treenighed, havde Johannes Paul II bragt nyt frem i forhold til en næsten enstemmig tradition, som afviste at se gudsbilledet i mennesket andetsteds end i sjælen alene. Med pave Frans tror jeg, at Kirkens belæring gør endnu et skridt fremad ved at uddybe en tilgang til ægteskabet og familien, hvor man ikke længere ser det og den "oppefra", men 'nedefra, med dette blik, der elsker virkeligheden og favner al menneskelig lidelse, al elendighed, alle slags armod, men også alle glæder, alt, der bor i menneskehjertet, menneskets lidenskaber, for i det alt sammen at vise åbenheden mod det, som Gud den levende Treenighed vil virkeliggøre som sit billede i menneskeparret og i familien.

Kapitlet om børnenes opdragelse, synes jeg, belyser hele betydningen af Skrivelsen. Den taler om far og mor, men måske dermed i lige så høj grad om Kirken som mor og dens tjenere som fædre i åndelig forstand. "Det tvangsprægede opdrager ikke, og man kan ikke have alle situationer under kontrol, som et barn kunne tænkes at gennemleve", skriver paven. I interviewet fra 2013 har han selv understreget, at Kirken ikke må være monomant optaget af moralske forhold på bekostning af kerygmet, af forkyndelsen for mig af Kristi død og opstandelse. Og paven fortsætter og slår fast, at "det, som det især gælder om, er, gennem stor og megen kærlighed at skabe forløb for barnet, der modner dets frihed, som former det, som bevirker en helhedsvækst -  forløb, der opdyrker en ægte selvstændighed" (AL 261). Ville man kunne - analogt - bruge det samme princip på den bekymring, som Kirken som mor føler for alle sine børn, som den opdrager i troen og til troen? Hvordan?

Jeg beundrer den "finesse", den klare indsigt fra pave Frans side , at han sætter kapitlet om børnenes opdragelse før kapitlet om den pastorale indsats overfor de vanskelige situationer. Det kaster lys over Kirkens pastorale praksis og den "tålmodige realisme", som kærligheden kræver: "at lægge op til små skridt som er til at forstå, som kan accepteres. og værdsættes". Her er nøglen til kapitel 8. Det, som han har sagt om familien - ecclesiola - den lille kirke - kirken i det små, det samme siger han om Kirken med stort K.

Såvel i familien som i Kirken er det hverken en laissez-faire holdning, eller det monomane, der gør det muligt at sætte processer og forløb i gang, der fører til moden hed, vækst - processer, som samtidig er frigørelsesprocesser, tiltrukket som af en magnet af det gode, som er dragende - og som for den kristne bærer et navn. Det er vigtigt, i "dette forløb, som tager afsæt i det ufuldkomne og bevæger sig mod det mere fuldkomne - at enhver for sig selv her kan opdage rækkevidden af visse værdier, grundprincipper og normer - i stedet for at få dem påtvunget som uigendrivelige sandheder" (AL 264).  Det er det samme, som paven har sagt tidligere i et fornemt citat fra Ignatius i exercitierne : "det er ikke det at vide meget, som fylder og tilfredsstiller sjælen, men det at mærke og nyde tingene indefra" ('..gustare interiormente il cose') (AL 207). Det er det samme, som den hellige Thomas siger om den nye Lov, som er en lov, der er indskrevet i vore hjerter.

Skrivelsen præsenterer en syntese af den ignatianske spiritualitet og traditionen fra Thomas. Ved den officielle fremlæggelse i Vatikanet, sagde De, at Amoris Laetitia havde to navnkundige fædre: Ignatius af Loyola og Thomas af Aquin.

Ja, efter min opfattelse finder Skrivelsen sine rødder hos den hellige Ignatius og hos den hellige Thomas. Vi finder i den en moralopfattelse, som henter sin inspiration i de store ignatianske og dominikanske traditioner (henholdsvis samvittighedens skelnen og moral, baseret på "dyderne", de moralske kræfter). Vi vender ryggen til pligtmoralen, der - ligesom pålagt udefra - på én gang fører til laxisme og rigorisme; i stedet knytter vi igen forbindelsen til den store katolske moraltradition, og igennem den integrerer vi (også) alt det, vi har fra personalismen.

Vi vender ryggen til pligtmoralen, der - ligesom pålagt udefra - på én gang fører til laxisme og rigorisme; i stedet knytter vi igen forbindelsen til den store katolske moraltradition..
— kardinal Schönborn

Jeg spørger dominikaneren - har vi brug for dyderne?

ja - det har vi, for det gode som kommer fra ånden, slår rod i os og kan høstes af os som 'godt for os' - klogskaben, at vurdere rigtigt, den sunde fornuft, som stammer fra en hel række af bestanddele som går ind i en syntese i personen, i kernen af hans frihed.

Skrivelsen er den store moral-tekst, som vi har ventet på siden koncilet, og som videreudvikler de options, som allerede blev taget i Den katolske Kirkes Katekismus og rundskrivelsen Veritatis splendor. Det var nok kun en jesuit, der med både skarphed og klarsyn kunne give de to modsætninger: det enkelte tilfælde og det generelle, universelle- det betingede og normen - deres ret indenfor den enkelte moralske handlings dynamik.

Det har slået mig at se, i hvor høj grad pave Frans har rørt ved kernen i thomistisk morallære, når han taler om venskabets moral. Det drejer sig virkelig om spillet mellem to friheder, der mødes.  Venskabets hele dynamik kan ikke afhænge af en udvendig forpligtelse, men af det krav, der kommer indefra. Det er  op til de krav, kærligheden stiller, at angive retningen for vejen, glædens vej, glæden ved kærligheden. Intet er mere krævende end kærligheden. En lov - den kan man rette sig efter udefra uden at lægge sit hjerte deri, kun fordi man er tvunget til det. Mens man ikke kan leve venskabets kærlighed, uden at friheden har bragt sig i spil helt og fuldt.

Blandt de kritiske røster er der nogen, der har sagt, at denne Skrivelse synes at forfalde til en "situationsmoral" og til en "Lovens gradbøjning". Jeg mener ikke, at paven på nogen måde forestiller sig at tage vores skrøbelighed som kriterium for at fastlægge, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Men han understreger alligevel [at der er tale om] en gradvis vækst i erkendelsen, i ønsket, og i virkeliggørelsen af det gode: at række ud mod fylden af det kristne liv betyder ikke at gøre dét, som i det abstrakte er det mest fuldkomne, men det som her og nu er konkret muligt. Hvad mener De herom? Hvordan skal man svare på disse beskyldninger?

Blandt de kritiske røster er der nogen, der har sagt, at denne Skrivelse synes at forfalde til en “situationsmoral” og til en “Lovens gradbøjning”
— Pater Spadaro SJ

Det gode og det sande ses objektivt klart- men bagved denne objektivitet påpeger teksten det gradvise fremskridt i erkendelsen og i engagementet i at gøre det gode, hos det menneske der er in via - på vej. Invitationen til sequela Christi - at følge Kristus efter - i familielivets dagligdag og i ægteskabet vil helt konkret gøre det muligt, at reglen [for mit liv] bliver det, kærligheden kræver - i samme grad som kærligheden vokser. Dette er den indre erfaring i det kristne liv. Vi befinder os helt modsat situationsmoralen , hvor normen altid anskues som udvendig i forhold til en handling, der gøres: normen er og bliver på række med de almene principper - og indenfor et værdihieraki kommer dette til at ske på bekostning af de personale værdier.

I en situationsmoral frigør det handlende subjekt sig fra den objektive norm , der betragtes som abstrakt, til fordel for en "omstændighedernes pragmatik". Vi er her i et system med to moralske sandheder - den ideelle og den eksistentielle. I en moral baseret på de moralske dyder, sådan som det fremstilles i Den katolske Kirkes Katekismus, findes moralen og dens principper alene i handlingen under indflydelse af, betinget af "klogskabens dyd" og ikke af den teoretiske erkendelse. "Sandheden om det moralske gode, som er nedlagt i fornuftens lov, anerkendes praktisk og konkret af samvittighedens kloge jugement" (KKK 1780).  Den moralske rigtighed af den enkelte konkrete handling inkluderer, uden at de to ting kan skilles ad, at jeg eftersøger den objektive norm, som gælder for mit tilfældes kompleksitet (hvilket aldrig er så enkel en sag, som en abstrakt analyse af handlingen set udefra kunne lade formode), og at jeg lader de moralske kræfter slå rod, som fører til at gøre det gode, jeg har erkendt. Det er knudepunktet i forståelsen af forholdet objektiv/subjektiv, en forståelse som hverken pligtmoral eller situationsmoral kan præstere.

I en moral baseret på de moralske dyder, sådan som det fremstilles i Den katolske Kirkes Katekismus, findes moralen og dens principper alene i handlingen under indflydelse af, betinget af “klogskabens dyd” og ikke af den teoretiske erkendelse.
— kardinal Schönborn

Vi taler nu om den centrale betydning af "klogskaben" - prudentia - som den hellige Thomas taler om..

I stedet for en situationsmoral, hvor samvittigheden sætter sin egen regel, underordnet den personlige autonomi - og en pligtmoral, hvor samvittigheden ikke gør andet end at indregistrere en abstrakt norm, der pålægges udefra -  så er klogskaben i den katolske moralopfattelse som formuleret i Den katolske Kirkes Katekismus, "den dyd, der disponerer den praktiske fornuft til i alle forhold at skelne det for os sande gode"... og som "vejleder umiddelbart samvittighedens jugement". Takket være denne moralske kraft ("dyd") kan vi uden at tage fejl anvende de moralske grundlove på de enkelte situationer og overvinde tvivlen med hensyn til, hvad godt vi skal gøre, og hvad ondt vi skal undgå" (KKK 1806).

Det er i funktion af det, jeg er, og af de omstændigheder jeg befinder mig i, at den kloge skelnen afsøger, vurderer, vælger det, som forekommer den ret og rigtigt i det konkrete tilfælde. Det er ganske vist en objektiv norm, det handler om, - men det er den norm, som svarer til mit tilfældes enestående karakter, når jeg "søger efter og elsker det sande og det gode". "Når det kloge menneske lytter til den moralske samvittighed, kan det godt høre Gud, der taler" - læser vi i den katolske Kirkes katekismus (no 1777)

Indenfor denne dynamik, vi har i længslen og troskaben, og som kendetegner vort liv i vækst mod en 'helt internaliseret sandhed' - er det dér muligt at definere enkelte faktorer, som kunne tyde på, indicere, en ikke-skyldighed i forhold til en objektiv manglende overholdelse af en norm - eller i det mindste en nedsat tilregnelighed?

Ja - sådan er det. I dette forløb, hvor vi gennemgår en vækst, er der stadigvæk faktorer til stede, som kan signalere, at det er muligt ikke at være subjektivt skyldige, hvis vi objektivt set ikke overholder eller respekterer en norm. Eller det kan være, at tilregneligheden er stærkt formindsket. Vi læser om det -stadig væk i Katekismen: "Tilregneligheden i og ansvaret for en handling kan være nedsat, eller endda ikke-eksisterende på grund af uvidenhed, uagtsomhed, vold, frygt, vaner, mangel på hæmninger, og andre psykiske eller sociale forhold" (KKK 1735): alt sammen noget, der influerer på "den klare erkendelse" eller "den fulde tilslutning" (KKK 1859) , og som altså kan forstyrre erkendelsen hic et nunc - her og nu -  af normens relevans eller centrale betydning.

Altså - her er pave Frans i overensstemmelse med Kirkens tradition ..

Med det, som pave Frans siger om samvittigheden, er vi midt i den store kirkelige tradition,  der handler om, hvordan de enkelte tilfælde behandles,  og her beriget med en personal opfattelse af den enkelte frie handlings unikke karakter.

Jeg undrer mig over, at paven taler om de irregulære situationer med "irregulær" i gåseøjne og med at sætte "såkaldte" foran. Som De ser det - er der en særlig mening med dette?

Det, som her er relevant ved dette dokument, er at det sætter sig ud over kategorierne "regulære" og "irregulære". Det er alt for forenklet at sige, at der på den ene side er de ægteskaber og familier, som fungerer fint, og hvor det går godt, de 'gode 'ægteskaber - og på den anden de andre, som ikke fungerer, og hvor det ikke går godt. Dokumentet taler om denne virkelighed, der angår os alle: vi er viatores - vejfarende - vi er på vej. Vi står alle under synden, og vi har alle brug for barmhjertighed. Også i den mest regelrette, ortodokse situation er kaldet til omvendelse lige så reelt som i en irregulær situation.

Det er først i anden omgang, at man skal tale om synden, det mislykkede, sårene, som vedrører familiens virkelighed. Dokumentet siger ofte: i de situationer, "som man kalder irregulære". Det har overhovedet intet med relativisme at gøre - tværtimod er teksten meget klar med hensyn til syndens realitet. Pave Frans benægter ikke, at der findes regulære og irregulære situationer, men han rækker videre end dette perspektiv for at praktisere evangeliet: lad den iblandt jer, der er uden synd, kaste den første sten.

Pave Frans benægter ikke, at der findes regulære og irregulære situationer, men han rækker videre end dette perspektiv for at praktisere evangeliet: lad den iblandt jer, der er uden synd, kaste den første sten
— kardinal Schönborn

Hvad er det egentlige, det dybe budskab i, at teksten rækker ud over kategorierne "regulær" og "irregulær"?

Det handler ikke om, at alle situationer sættes på lige fod uden forskel, men der udtrykkes et væsentligt budskab:  hinsides [en skelnen mellem]regularitet og irregularitet er vi alle tiggere i forhold til nåden. For mit vedkommende ved jeg helt personligt på grund af forholdene i min egen familie, i hvor høj grad disse forskellige etiketter  giver vanskeligheder for dem, der kommer fra en "patchwork" familie. Kirkens måde at tale på kan være sårende. Med Amoris Laetitia er der noget, der ændrer sig i den kirkelige diskurs. Pave Frans har sat en ledende sætning som overskrift over sin tekst: "Det drejer sig om at integrere alle" - fordi det drejer sig om Evangeliets helt grundlæggende medfølelse. "Enhver skal hjælpes til at finde sin egen måde at være del af det kirkelige fællesskab på, sådan at han kan erfare, at han er omfattet af en "ufortjent, ubetinget barmhjertighed, der ikke kræver noget til gengæld". Ingen kan dømmes til livsvarig straf - skriver paven - sådan er evangeliets logik ikke!" (AL 297).

Dette gennemgående inklusionsprincip er der jo så nogen, der bliver bekymrede over. Denne Skrivelse -  lægger den ikke op til en vis laxisme, til at sætte parentes om Kirkens lære, at man mister noget at holde sig til?

Paven lader ikke nogen form for tvivl blive stående med hensyn til Kirkens lære: "For at undgå enhver forkert tolkning" - siger han- "minder jeg om, at Kirken ikke på nogen måde må give afkald på at vise ægteskabet i sin hele fulde ideelle skikkelse, Guds projekt i hele dets storhed" (AL 307).

Men han siger rent ud og bruger her stærke ord, at "det er at gå i meget små sko at nøjes med alene at se på, om et menneskes handlen er i overensstemmelse eller ej med en lov eller almen norm, for dette er ikke nær nok til at se, om der er tale om en fuld trofasthed mod Gud i et menneskes konkrete liv - og til at sikre denne trofasthed" (AL 304). Vi må ikke gå i for små sko...

Og især ikke sjælesørgerne..

Pave Frans siger klart, at en sjælesøger ikke kan føle sig tilfreds blot ved at bringe morallovene i anvendelse over for dem, der lever i de "irregulære' livssituationer, "som var lovene sten, som kastes mod menneskers liv. Sådan gør de tillukkede hjerter, som påberåber sig Kirkens lære for at gemme sig bag den" (AL 305). Der skal "en sund selvkritisk reaktion " til, som skal få os alle uden undtagelse til at begive os af sted på via caritatis med en nøgtern realisme, som skridt for skridt kan få evangeliet om familien til at blive kød og blod. På denne vej bliver læren lidt efter lidt til lys, i samme grad som vi bliver fanget ind af Jesu person.

Pave Frans siger klart, at en sjælesøger ikke kan føle sig tilfreds blot ved at bringe morallovene i anvendelse over for dem, der lever i de “irregulære’ livssituationer, “som var lovene sten, som kastes mod menneskers liv. ...
— kardinal Schönborn

Paven har lyttet til synodefædrene og er blevet sig bevidst, at man ikke længere kan tale i abstrakte personkategorier som " de skilte gengifte" og lignende, eller - hvor det gælder integration - lukke praksis inde i et regelsæt, der er helt generelt og skal gælde for alle tilfælde.

På det principielle plan er læren om ægteskabet og sakramenterne klar. Pave Frans har igen givet udtryk for  denne lære med en klarhed, der er helt tydelig i sin kommunikation.  Hvad disciplinen angår, så  tager paven mangfoldigheden af konkrete situationer i betragtning og siger, at man ikke her kan forvente en ny almengyldig lovgivning - en ny kanonisk ret - som kan anvendes på alle tilfælde. På praksisplanet, i konfrontationen med vanskelige situationer og sårede familier, har paven skrevet, at det, som er muligt, alene på ny at tilskynde og opmuntre til en ansvarsbevidst personlig og pastoral skelnen af enkelttilfælde. 

Denne skelnen bør kunne anerkende, at "eftersom graden af ansvarlighed ikke er den samme i alle tilfælde, så bør konsekvenserne eller virkningerne af en norm heller ikke nødvendigvis altid være den samme" (AL 300). Og han tilføjer på en meget tydelig og helt entydig måde, at denne skelnen også angår det "sakramentale liv, eftersom den skelnen, der er tale om, kan nå til det resultat, at der i en særlig situation ikke foreligger nogen alvorlig synd". (AL fodnote 351 [A]). Samtidig med, at paven i øvrigt præciserer, at Kirkens praksis i højere grad bør medinddrage personens samvittighed (AL 303), specielt i en udveksling med præsten i forum internum" (Al 300).

Efter denne Skrivelse har det altså ingen mening at stille det generelle spørgsmål, om alle fraskilte og gengifte kan få adgang til sakramenterne eller ej...

Der er troslæren og læren om vores adfærd; så er der (kirke)disciplinen - den måde vi skal leve vort liv på, baseret på sacra doctrina, den hellige lære, og på livet i Kirken; og der er praksis, sådan som denne er personligt betinget og betinget af det samfund/fællesskab, vi lever i. Amoris Laetitia placerer sig på dette meget konkrete plan, hvor det enkelte menneskes liv udspiller sig. Der er en udvikling, som klart tegnes op af pave Frans, fra Kirkens side af de henholdsvis betingende/ determinerende [dvs som begrænser eller indskrænker menneskets indre frihed, o.a.] og formildende forhold, der er særlige for vor tid. Der står: "Kirken sidder inde med  velbegrundede overvejelser om forhold, der indskrænker friheden, og om formildende omstændigheder. Følgelig er det ikke længere muligt at sige, at alle, som befinder sig i en bestemt såkaldt "irregulær" situation, lever i en tilstand af dødssynd uden for den helliggørende nåde. Indskrænkningerne afhænger ikke udelukkende af en mulig manglende viden om normen.

En person kan - selv om han udmærket godt kender normen - have stor vanskelighed ved at få fat på de værdier, der ligger i normen - eller den pågældende kan befinde sig i konkrete omstændigheder, som ikke tillader ham/hende at handle anderledes og at træffe andre beslutninger uden at begå en ny synd. Som synodefædrene så udmærket har formuleret det, så kan der være forhold, som begrænser evnen til at træffe beslutninger". (AL 301).

Men denne tendens, denne måde at tænke på ('orientamento'), lå for øvrigt allerede i en eller anden forstand i den omdiskuterede no 84 i "Familiaris consortio", som pave Frans flere gange vender tilbage til; han skriver "præsterne må vide, at de af kærlighed til sandheden har en pligt til grundig skelnen i de forskellige situationer"

Johannes Paul II skelner faktisk mellem forskellige situationer. Som han ser det, er der forskel på dem, som oprigtigt har bestræbt sig på at redde et første ægteskab  og er blevet uretfærdigt forladt, og dem, som ved alvorlig synd har ødelagt et ægteskab, der var kanonisk gyldigt. Dernæst har han talt om dem, som er gået ind i et parforhold nummer to for at kunne opdrage deres børn, og hvis samvittighed undertiden siger dem med subjektiv sikkerhed, at det foregående ægteskab, der nu er uhjælpeligt ødelagt, aldrig har været gyldigt. Hvert af disse tilfælde er altså genstand for en differentieret moralsk vurdering.

De udgør lige så mange forskellige udgangspositioner for en stadig dybere leven -med- i Kirkens liv, hvilket vi alle er kaldede til. Johannes Paul II forudsætter allerede i hvert fald implicit, at man ikke bare kan sige, at enhver situation, hvor der er tale om en fraskilt, der har giftet sig igen, er lig med at leve i 'dødssynd', skilt fra kærlighedens fællesskab mellem Kristus og Kirken. Døren er altså åbnet for en bredere forståelse gennem en skelnen af de forskellige situationer, som ikke er objektivt identiske - og i kraft af at man tager forum internum med i betragtning.  

Mig forekommer det altså, at dette skridt repræsenterer en udvikling i forståelsen af læren...

Familiesituationernes kompleksitet, som langt overgår, hvad der var sædvanligt i vore vestlige samfund for bare nogle årtier siden, har gjort et mere nuanceret syn nødvendigt på disse situationers kompleksitet. Endnu mindre end tidligere siger et menneskes objektive situation det hele om denne person foran Gud og foran hans Kirke. Denne udvikling fører os helt vitalt til at gentænke, hvad det er, vi mener, når vi taler om situationer, der objektivt indebærer synd.

Og dette indebærer implicit en homogen udvikling i forståelsen af læren og i måden, den udtrykkes på. Pave Frans har gjort et vigtigt skridt. Han tvinger os til at klarlægge noget, som var forblevet underforstået i Familiaris consortio med hensyn til forbindelsen mellem det objektive i en situation, der indebærer synd, og nådens liv foran Gud og hans Kirke, og i logisk konsekvens heraf, hvor det er, at synden konkret ikke tilregnes. Kardinal Ratzinger havde gjort rede for dette i halvfemserne: man kan ikke automatisk tale om "dødssynd" i situationer med et nyt samliv. Jeg husker, hvordan jeg i 1994, hvor troskongregationen havde offentliggjort sin tekst om de fraskilte gengifte, spurgte kardinal Ratzinger: "Er den gamle praksis, som blev taget for givet, og som jeg har mødt før koncilet, hvor man i forum internum sammen med sin skriftefar vurderede muligheden for at modtage sakramenterne, forudsat at det ikke voldte forargelse - er den stadig gyldig?"

Hans svar var meget klart, sådan som pave Frans siger det: der er ingen generel norm, der kan dække alle særtilfælde. Ligeså meget den generelle norm er klar og tydelig, ligeså meget er det klart, at den ikke udtømmende kan dække alle tilfælde-.

Det vil sige, at den integrationsdynamik, som er blevet yderligere uddybet af pave Frans  - den blev allerede præsenteret i "Familiaris consortio"...

Pave Frans er fortsat i denne retning ved at gå endnu et skridt videre i forhold til Johannes Paul II. Den udvikling, der er sket i pave Frans' tekst, er først og fremmest at gøre sig de betingninger klart, der er særlige for de samfund, vi lever i. Det betyder, at de forhold, der hæmmer elle mindsker tilregneligheden, får en større plads i skelneprocessen,  og også at det gælder at skelne med hensyn til, om der er tale om en objektivt set væsentlig bevægelse i retning mod evangeliets fylde. Selv om det endnu ikke er det objektive ideal, så er denne ikke-skyldighed, ledsaget af små skridt mod det, som vi er kaldet til, ikke for intet at regne i den gode hyrdes øjne. Vi er i selve kernen af det kristne liv.

Denne dynamiske proces har objektivt set en betydningsfuld værdi, som man må tage i betragtning i en skelnen præget af barmhjertighed, når det drejer sig om at stille sig spørgsmålet om den hjælp, som Kirkens sakramenter kan give.

Paven bekræfter, at det i "visse tilfælde" er muligt, selv om man lever i en situation, der objektivt set er synd -  men uden subjektivt at være skyldig eller ikke at være det helt og aldeles - at leve i Guds nåde, at elske og også at kunne vokse i nådens og kærlighedens liv og med dette mål for øje at modtage kirkens hjælp, også sakramenternes hjælp - ja, også eukaristien, som "ikke er en præmie for de fuldkomne, men en gavmild hjælp og næring for de skrøbelige". Hvordan integrere dette udsagn i Kirkens klassiske lære? Er der et brud med det, der blev hævdet i fortiden?

Vi skal hele tiden holde os Amoris Laetitias indfaldsvinkel for øje, og det, som så forekommer mig helt væsentligt i Skrivelsens løbende argumentation, det er, at uanset hvilken abstrakt kategori vi kan være klassificeret i- så er vi alle kaldede til altid at tigge om barmhjertigheden for at komme til at længes  efter omvendelse: " jeg er ikke værdig til at sidde til bords med dig ..." Hvis det kun er i en fodnote, at pave Frans har behandlet spørgsmålet om sakramenternes hjælp "i visse tilfælde" af irregulære situationer,  - så sker dette, fordi spørgsmålet, så vigtigt det end er, stilles forkert, når man tager det ud af enhver konkret sammenhæng og vil behandle det gennem generelle betragtninger - og ikke gennem en udtrykkelig "agten på Kristi legeme" i det enkelte tilfælde- det legeme, som vi hver og en er skyldnere over for. Pave Frans siger til os med megen skarpsindighed, at vi skal meditere over 1 kor 11,27-34. Det er det vigtigste sted, hvor han taler om det eukaristiske fællesskab. Det er en måde at flytte problemet på ved at placere det dér, hvor Paulus placerer det, og en diskret måde at vise hen til en anden tolkning på  som svar på de spørgsmål, der bliver ved at dukke op. Man må ind i livets konkrethed, hvis man skal kunne "agte legemet" ved at tigge om barmhjertighed . Det er muligt, at den, der er "i orden", mangler at skelne og ikke "agter på legemet" og spiser sig til dom. Og det er muligt - i visse tilfælde - at den, der lever i en situation, der objektivt set er synd,, vil kunne modtage sakramenternes hjælp.

Vi går til sakramenterne som tiggere, som tolderen der stod i bunden af templet, og som ikke turde se op. Paven indbyder os til ikke udelukkende at se på, om de ydre betingelser er i orden, selv om de har deres betydning, men at spørge os selv, om vi har denne tørst efter den barmhjertige tilgivelse, for bedre at kunne svare på nådens helliggørende dynamik. At komme fra den almene regel og til " i visse tilfælde" - det kan ikke ske alene ved overvejelser om, hvordan situationerne rent formelt ser ud. Det er således i visse tilfælde muligt, at den, der er i en objektiv tilstand af synd, vil kunne (possa) modtage sakramenternes hjælp.

Hvad betyder "i visse tilfælde" ? Nogen vil spørge - Hvorfor opstiller han ikke en form for katalog, så man kan se, hvad det betyder?

Fordi der så er en risiko for, at vi ville forfalde til abstrakt kasuistik , og - hvad der er mere alvorligt -   vi skaber - selv om det kun er gennem en undtagelsesregel - en ret til at modtage eukaristien i en objektiv tilstand af synd. Her forekommer det mig, at paven konfronterer os med pligten til - af kærlighed til sandheden - at skelne de enkelte tilfælde såvel i forum internum som eksternum.

For at jeg nu kan forstå det rigtigt:
Her taler pave Frans om en "situation, der objektivt set er synd". Han taler selvfølgelig ikke om dem, hvis første ægteskab er erklæret ugyldigt, og som derefter har giftet sig, og heller ikke om dem, der er i stand til at opfylde kravet om at leve som bror og søster. Selv om de befinder sig i en irregulær situation, lever de ikke i en objektiv tilstand af synd. Paven refererer altså til dem, for hvem det - set objektivt - ikke lykkes at realisere vores opfattelse af, hvad ægteskabet er - ikke lykkes med at lave om på deres måde at leve på, så den bliver bragt i overensstemmelse med dette krav. Er det rigtigt forstået?

Ja - helt sikkert! Dér, hvor det handler om situationer, der objektivt set er synd - nøjes paven ud fra sin store pastorale erfaring med åndelig vejledning ikke med de klart definerede typer af tilfælde, der tales om i Familiaris consortio (no 84), men han taler bredere om dem, "som i objektiv forstand ikke realiserer vores opfattelse af ægteskabet", og "hvis samvittighed, der bør tages mere hensyn til " med udgangspunkt i anerkendelsen af tyngende konkrete forhold, der kan indskrænke deres frihed (AL 301).

Det vil sige - samvittigheden spiller en afgørende rolle...

Ja - "denne samvittighed kan ikke alene erkende, at en situation ikke objektivt set lever op til evangeliets almene krav", men "den kan også oprigtigt og sandt erkende det, som her og nu er dét generøse svar, som det er muligt at give Gud - , og den er i stand til at opdage med en vis moralsk sikkerhed, at dette svar er den given-sig-selv, som Gud selv ønsker- midt i den konkrete komplekse situation med dens begrænsninger, selv om dette svar endnu ikke fuldt ud når op til det objektive ideal" (AL 303).

Dette er virkelig vigtigt. Amoris Laetitia understreger ikke alene evnen til at forstå normen, men tillige begrænsningen i evnen til at beslutte sig for at gøre noget andet, til at træffe en ny beslutning uden at pådrage sig ny skyld...

Pave Frans udvider vores måde at se på. Det gør han ud fra en lang og autentisk tradition indenfor den teoretiske og praktiske moralteologi med hensyn til, hvad man kan tilregne personen. Dette havde Johannes Paul II ikke taget udtrykkelig i betragtning, selv om han ikke havde underkendt (han talte jo om "gradualitetens lov") eller udelukket det. Pave Frans minder om den lange tradition for åndelig vejledning og vejledernes praksis, hvor deres rolle altid har været "at skelne", alt mens de på en og samme tid så på, hvad den pågældende indadtil ønskede, og hvad de reelle muligheder var for at ændre disse livssituationer med nådens hjælp. Mellem alt eller intet - eksisterer nådens vej ,vækstens vej: "Et lille skridt, midt i en stor menneskelig begrænsning, kan være mere værd for Gud end det liv, der udadtil er korrekt, og som leves af det menneske, der ikke møder de store vanskeligheder" (EG 44, AL 305).

“Et lille skridt, midt i en stor menneskelig begrænsning, kan være mere værd for Gud end det liv, der udadtil er korrekt, og som leves af det menneske, der ikke møder de store vanskeligheder”
— kardinal Schönborn

Hvordan skal man integrere disse perspektiver, som pave Frans anlægger, i Kirkens klassiske lære?

Måske kan man finde en analogi i, "hvordan adgangen til eukaristien håndteres under særlige omstændigheder i forhold til mennesker, der hører til kirker eller trossamfund, som ikke er i fuldt fællesskab med den katolske Kirke. I det tilfælde handler det om at opfylde et alvorligt åndeligt behov til evig frelse for de pågældende og ikke om at få en interkommunion i stand, der ikke er mulig, så længe der ikke i fuldt omfang er etableret den kirkelige communios  synlige bånd." (Johannes Paul II i Ecclesia de eucharistica 45).

Det var allerede det, koncilet pegede på med hensyn til vore brødre og søstre i østkirkerne, som objektivt set er skilt fra det katolske fællesskab, men som anmoder om at kunne modtage kommunionen, hvis betingelserne i øvrigt er til stede (Orientalium ecclesiarum, 27).

Der er en spænding mellem en objektiv adskillelse,  og Eukaristien som den kirkelige enheds sakramente. Og dog har vi fundet en vej på basis af, hvad der ikke kan tilregnes, den fælles tro på sakramenterne, det åndelige behov og vores fælles dybe anliggende om enheden. Det er ikke måden at løse problemet på om nadverfællesskab mellem katolikker og vore adskilte brødre og søstre, men der er en erkendelse af, at der er situationer, hvor adgangen til nadveren ikke er udelukket. Det handler ikke om at lave en farbar vej inden for Kirkens struktur og heller ikke om at privatisere eukaristien, men som Johannes Paul II har sagt til os, "at tage hånd om et alvorligt åndeligt behov til evig frelse".

Det handler ikke om at lave en farbar vej inden for Kirkens struktur og heller ikke om at privatisere eukaristien, men som Johannes Paul II har sagt til os, “at tage hånd om et alvorligt åndeligt behov til evig frelse”.
— kardinal Schönborn

Man kan beskrive noget analogt, når det gælder at skelne i de i note 351 omtalte "visse tilfælde" :  ikke-tilregnelighed, troen på ægteskabets sakramente, den alvorlige søgen efter mulige veje til at svare på Guds projekt i et konkret forløb, der er objektivt til at få øje på. Vi står over for en udvikling gennem en tilføjelse af en komplementær sandhed svarende til, at "primatet" (paveembedet, o.a.), sådan som det blev formuleret af første vatikankoncil, uden for enhver tvivl  er blevet videreudviklet gennem andet vatikankoncils tilføjelse om "kollegialitet". Amoris Laetitia udvikler ikke de objektive krav, der  ligger i det ægteskabelige bånd, sådan som de allerede er tydeligt formuleret i Familiaris consortio , men bringer en komplementær overvejelse hvad angår det, der aktuelt begrænser ægtefællerne, når det gælder deres frihed.

Det levende livs sandhed får kød og blod i barmhjertighedens sprog. Det, som ligger paven på sinde i denne skrivelse om kærligheden i familien, er at " bringe læren ind i en ny kontekst"("recontextualisere"), så den kan tjene Kirkens pastorale sendelse. Man ville kunne tegne et forløb op , en slags stafet mellem paverne: Johannes Paul II har givet os en ny tilgang til håbet, en sand klippe. Som en læremester har Benedikt XVI vist os troens organiske væsen ikke blot i relation til det abstrakte læremæssige corpus, men til Jesu person. Pave Frans gør inkarnationens logik helt tydelig for os: Gud er kærlighed, lige nu, for enhver af os, han leder efter os, drager os til sig, takket være sin barmhjertighed uden grænser, som driver Kirken til at åbne sine døre.
Hvordan ser De personligt denne videregivelse af stafetten, den ene efter den anden - De som har oplevet det personligt?

Jeg blev slået af pater Servais sj.s interview med Benedikt XVI i  l 'Osservatore romano (OR 12), lige før udgivelsen af Amoris Laetitia. Pave Benedikt viser her den dybe kontinuitet, der er mellem Johannes Paul II og pave Frans med hensyn til, hvordan de læser dette autentiske tidens tegn, som er den stadig mere centrale dimension, som barmhjertigheden får i de troendes bevidsthed. Johannes Paul II har slået dørene op på vid gab for Kristus. Pave Benedikt har igen grundet troens organiske væsen i Jesu person. Pave Frans driver os til at komme ud over dørtærsklen - ud for at møde Jesus i vores fattigdom. Alle tre , hver med den stil, som forsynet gav og giver dem, sætter denne fornyelse i værk indenfor  den troskab, som karakteriserer koncilet.

Dette interview er oplysende a propos forholdet mellem  'den pastorale omvendelse' og læren...

Ja, det er en dyrebar illustration af denne stadige pastorale omvendelse , som læren-i-funktion må opleve  for altid at kunne give udtryk for den frelsende sandhed i et samfund, der ændrer sig , en verden hvor mennesker ikke længere oplever sig på samme måde som tidligere. Det er præcis det, som Amoris Laetitia gør. Benedikt XVI siger for eksempel (i interviewet, o.a.) at man ikke længere kan tale som før om frelsen for dem, som ikke tror. "Der hersker ingen tvivl om, at vi på dette punkt står over for en dyb udvikling af dogmet... opdagelsen af den nye verden i begyndelsen af den moderne tid har radikalt lavet om på perspektiverne..."

Vi rører her ved nogle af de dybe spørgsmål, som bevæger sig rundt om "reformens hermeneutik"- men en "reform indenfor en kontinuitet", dvs at forstå og tolke reformen i dens kontinuitet med det foregående. For at formidle læren, uddybe den og præsentere den på en måde, der svarer til vor tids krav, så ligger der et virkeligt arbejde for at sætte den i kontekst til vor tid ved at skelne mellem de sandheder, der er i "troens lager" (depositum fidei), og måden, de formuleres på.

Dette er især relevant på antropologiens område, og når det gælder forholdet mellem Kirken og verden af i dag, hvor det ved en første tilgang kan se ud, som om der er en vis diskontinuitet. Man kan pege på flere eksempler - lånerenter, religionsfrihed, ...hvor Kirken har taget visse historiske afgørelser op igen og af og til korrigeret dem for gennem denne tilsyneladende diskontinuitet at uddybe den sandhed, som er betroet den.
Det er præcis i denne helhed af kontinuitet og diskontinuitet på forskellige niveauer, at den sande reforms væsen består", sagde Benedikt XVI. .

Evangeliets glæde, Amoris Laetitia...det kunne se ud, som om pave Frans gerne vil insistere stærkt på glæden som tema. Hvorfor tror De, det er sådan? Har vi brug for at tale om glæden i dag? Står vi i fare for at miste den? Hvorfor foruroliger barmhjertigheden? Hvorfor bekymrer det at skulle inkludere? Hvad er det for en frygt, som pavens ord vækker hos nogle mennesker? Kan De forklare det?

Hvorfor foruroliger barmhjertigheden? Hvorfor bekymrer det at skulle inkludere? Hvad er det for en frygt, som pavens ord vækker hos nogle mennesker? Kan De forklare det?
— Pater Spadaro SJ

Kaldet til barmhjertighed sender os tilbage til kravet om at gå ud af os selv for at vise barmhjertighed og i bytte  at opnå Faderens barmhjertighed. Det er Evangelii gaudiums Kirke, der "går ud". Således at gå ud af sig selv gør én bange. Vi skal gå ud af vores præfabrikerede sikkerhed for at lade os møde af Kristus. Pave Frans tager os ved hånden for at sætte os i den rigtige retning af trosvidnesbyrdet: at bevidne et møde, som forandrer vores liv, et kærlighedens stævnemøde, som ikke kan ske, hvis vi ikke går ud for at møde de andre. Den pastorale omvendelse søger hele tiden dette gudsnærvær, Gud som virker i dag. Det er dette nærvær, som vækker glæden. Glæden ved kærligheden.

Kærligheden stiller krav. Men der er ingen større glæde til end glæden ved kærligheden.

________________

[1] i oversættelse: jf Antoniuo Spadaro: Ægteskab og pastoral konversion. Interview med kardinal Christoph Schönborn i la Civilta Cattolica, 2015 III, s 494-510

[2] i oversættelse : tak til Marc Larivé, en fælles ven, som har bragt denne samtale i stand. Larivé, som er forlagsredakt'rpå forlaget Parole et Silence, udgiver den fulde ordlyd af dette interview, som er længere end det, der står på de følgende sider. (O.a.: Cardinal Schönborn sur Amoris Laetitia avec Antonio Spadaro. Parole et Silence / la Civilta Cattolica 2016)

Oversætters anmærkning:
[A] Her står: "[351] I visse tilfælde kan det også dreje sig om sakramenternes hjælp. Det er derfor at jeg " minder præsterne om, at skriftestolen ikke skal være et torturkammer, men et sted for Herrens barmhjertighed" (Den postsynodale skrivelse Evangelii gaudium, n. 44).Jeg understreger også, at "eukaristien ikke er en præmie for de fuldkomne, men en gavmild hjælp og næring for de svage" (Evangelii gaudium n.  47). (Dansk oversættelse Evangeliets glæde. Ansgarstiftelsens forlag. 2014)"

© La Civilta Cattolica / katidialog.dk