17. juli 2015
Weekendavisen bringer idag i deres sektion 'Ideer' på side 4 en artikel af Seniorforsker Jens Olaf Pepke Pedersen, DTU Space, med titlen "Tro og viden".
Jens Olaf Pepke Pedersen (f. 1958) er cand.scient, ph.d. i fysik og seniorforsker på Institut for Rumforskning- og teknologi på DTU, hvor han forsker i klimaændringer og Arktis. Han har blandt andet modtaget Det naturvidenskabelige Fakultets formidlingspris på Københavns Universitet.
Artiklen i Weekendavisen er en forkortet udgave af en lidt længere artikel, som gengives herunder med forfatterens venlige tilladelse.
Tro og viden
Kristen og videnskabsminister. Det vakte stærk kritik, da den nyudnævnte uddannelsesog forskningsminister udtalte, at der står en skabende Gud bag verden. Men gennem historien har naturvidenskabsfolk ikke haft problemer med at forene tro og viden.
AF JENS OLAF PEPKE PEDERSEN, DTU Space
I 2012 forsvarede Esben Lunde Larsen sin Ph.D. afhandling i teologi om Grundtvigs syn på åndelig frihed, så da han for nylig blev udnævnt til uddannelses- og forskningsminister, blev han den første på posten, der selv har gennemført en forskeruddannelse. Alligevel blev hans ministerudnævnelse mødt med voldsom kritik, da han blev spurgt om sin personlige kristne tro og svarede, at han troede, at der stod en skabende gud bag det meste i verden, men at det ikke var afgørende for ham, hvordan Gud havde gjort det. For eksempel kunne det være Gud, der havde skabt Big Bang og dermed Jorden.
Det førte til at Lunde Larsen blev beskyldt for at være kreationist, og at det derfor var ”helt uacceptabelt”, at han var minister for netop videnskab. Kreationisme er overbevisningen om, at verden bogstaveligt talt er blevet skabt på den måde, som Bibelen beskriver. Lunde Larsens tro på en skabelse kan således ikke betegnes som kreationisme, men debatten rejser et interessant spørgsmål om forholdet mellem tro og viden. Kan man for eksempel på samme tid være troende kristen og naturvidenskabelig forsker?
Ophavsmanden til Big Bang-teorien, Georges Lemaître, havde i hvert fald ikke problemer med at forene naturvidenskab og kristendom, idet han efter at have læst matematik, fysik og teologi både blev professor i astrofysik og præst i den katolske kirke, og han publicerede såvel naturvidenskabelige som teologiske værker. Hans teori om at Universet havde udvidet sig fra et enkelt punkt, blev i starten mødt med skepsis af fysikere, der mente, at tanken lå lige lovlig tæt på Biblens skabelsesberetning, og det var derfor nedsættende, at teorien blev omtalt som Big Bang. Til gengæld kunne Lemaître kritisere andre forskere, der dengang gik ind for et statisk Univers, for at deres teori var mere baseret på filosofiske principper end på videnskabelige argumenter. Lemaîtres synspunkt var i øvrigt, at videnskab og religion kunne eksistere side om side, men at de ikke skulle blandes sammen.
Går vi tilbage til middelalderen, var stort set alle forskere troende, og når de gik i gang med at udvikle naturvidenskaben, var det ikke som et modsvar til kristendommen. Tværtimod var deres kristne tro befordrende for videnskaben, fordi der var en orden, man kunne afkode, og det var nærmest en kristen pligt at studere Guds skaberkraft. Tycho Brahe betragtede astronomien som et redskab til at udforske Guds love for himmelrummet, og da han fandt sin nye stjerne i 1572, konkluderede han ikke, at der var noget galt med skabelsesberetningen, men noterede begejstret, at Gud stadig var i gang med sit skaberværk.
Hvis man derfor på Brahes tid havde stillet kristendom og naturvidenskab op som to modsætninger, ville det næppe have givet mening for ham eller andre af datidens forskere. Selvom Galileo Galilei havde store sammenstød med den katolske kirke og måtte gennem de berømte retssager med inkvisitionen i 1616 og 1633, så han ikke selv sin forskning som en konflikt med kristendommen, men måske nok i modstrid med en bestemt fortolkning af Biblen. Her fik han støtte af Johannes Kepler, der argumenterede for, at Biblen var skrevet til den almindelige læser, og derfor ikke skulle bruges som et videnskabeligt skrift til at gendrive en astronomisk teori.
At det alligevel ofte fremstilles, som om man er nødt til at vælge mellem kristendom og naturvidenskab, kan skyldes, at eftertiden ofte har fremstillet forholdet mellem dem som en lang konflikt. Der har da også været konflikter, og de to største kan dateres til udgivelsen af Nicolaus Kopernikus’ store værk ”Om de himmelske sfærers omdrejninger” i 1543, og Charles Darwins afhandling ”Om arternes oprindelse” i 1859. Begge begivenheder rykkede afgørende ved opfattelsen af vores position i verden. Med Kopernikus mistede Jorden sin status som Universets centrum, og med Darwin mistede mennesket sin status som slutmålet for livets udvikling.
Kopernikus døde før hans bog udkom, og den var desuden så matematisk, at den ikke fik nogen større udbredelse, og det blev derfor især Galilei, der måtte udbrede hans tanker. Mange af indvendingerne mod det heliocentriske (Solen i centrum) verdensbillede kom imidlertid ikke fra kirken, men fra andre videnskabsfolk. F.eks. var Tycho Brahe ikke specielt begejstret for ideen og udviklede sin egen version, hvor Jorden stadig var i centrum med Solen og stjerner i kredsløb omkring sig, mens de andre planeter kredsede omkring Solen.
Isaac Newton var også overbevist kristen og efterlod sig omfattende religiøse afhandlinger, hvor han anvendte sin naturvidenskabelige tilgang i studierne. Hans teologiske skrifter blev først udgivet efter hans død, men i Newtons verdensbillede var der både plads til og også brug for Gud, selvom han måske også lidt for bekvemt brugte Gud som forklaring på det, han ikke selv kunne forklare.
I modsætning til den lange strid om Universets centrum, var debatten om evolution efter udgivelsen af Darwins bog stort set slut allerede efter et par årtier, måske fordi samtiden var vant til mange omvæltninger som følge af de naturvidenskabelige gennembrud.
I det meste af den europæiske historie har forholdet mellem kristendom og naturvidenskab derfor ikke været præget af konflikt, men snarere et fredeligt samspil, hvor udviklingen af naturvidenskaben har haft gavn af, at kristendommen også har en tradition for at bruge fornuft og rationalitet til at forstå den kristne tro.
Naturvidenskab er nemlig ikke blot er et spørgsmål om at udvikle teknikker og instrumenter, men en metode til at tænke og handle på i studiet af naturen. Der skal opstilles teorier, som skal opfylde en række kriterier for at kunne kaldes videnskabelige, hvor de blandt andet skal kunne testes mod data. Her er det kendetegnende, at selvom flere store kulturer, som Kina, Indien, Romerriget og de arabiske-muslimske riger var teknologisk veludviklede og havde potentiale til at udvikle naturvidenskab, er en egentlig naturvidenskab kun opstået i det kristne Europa. Ifølge videnskabshistorikeren Helge Kragh var udviklingen af naturvidenskab så knyttet til kristendommen, at den i mange henseender kan betegnes som et kristent projekt.
Når det alligevel kan blive konfliktstof, at en videnskabsminister har en kristen livsanskuelse, skyldes det måske, at der i dele af det offentlige rum og især i USA, udkæmpes en ideologisk kamp mellem aggressive kreationister og ditto ateister, hvor de sidstnævnte nærmest ser religion som roden til alt ondt. Den strid foregår imidlertid uden forbindelse til den filosofiske diskussion om forholdet mellem naturvidenskab og religion, som har fundet sted mellem teologer og naturvidenskabsfolk i århundreder.
Nutidens naturvidenskabelige forskere ser heller ikke ud til at have problemer med at forene tro og videnskab, formodentlig fordi det er to dimensioner af eksistensen, som ikke udelukker hinanden. Naturvidenskaben kan typisk besvare spørgsmål, som hvad Universet består af, og hvordan det fungerer, men ikke meningen med det hele, og her vil der fortsat være plads til troen.
Videnskabshistoriker Helge Kragh i Kristeligt Dagblad:
"Tro har altid haft en plads i forskerverdenen" <her>