2. maj 2002
Herunder er et udklip fra en artikel i Kristeligt Dagblad - i 2002.
"Czeslaw Kozon, katolsk biskop i Danmark, har kun hørt om to tilfælde af seksuelt misbrug i den katolske kirke i Danmark. Han vil alligevel kontakte myndigheder og eksperter for at opbygge et beredskab og forebygge."
"Den danske katolske biskop, Czeslaw Kozon, kræver rent bord i den herskende sexskandale, som har ramt hele den katolske kirke"
af Claus Vincent.
Udklip:
===============================
- Paven fordømmer misbruget som forbrydelser. Men selv om det er mødets resultat og konklusion, skal man passe på med at sætte for høje forventninger til mødet alene.
Det er nu op til kardinaler og biskopper at handle lokalt i for eksempel Boston ved konkret at tage affære i forhold til, hvad der er sket, og sørge for, at det ikke gentager sig, siger Czeslaw Kozon.
For ham er det en fejl hos ledelsen, at den ikke sørgede for, at de præster, der havde begået seksuelle overgreb, blev fjernet fra deres stillinger og anbragt langt fra børn og unge. Men Czeslaw Kozon kan ikke se, at det umiddelbart vil gavne at fjerne de ansvarlige kardinaler og biskopper.
Kozon tage skridt til at kontakte forskellige danske myndigheder og eksperter på området for at etablere et kirkeligt beredskab, hvis tragedien er ude og som forebyggelse.
- En af årsagerne til skandalerne er den udbredte præstemangel, som har medført, at ukvalificerede personer med uacceptable seksuelle tilbøjeligheder er blevet præster. I mangelsituationen har nogle af de ansvarlig ansættelsesmyndigheder i kirken ikke været kritiske nok, siger Czeslaw Kozon.
- Desuden mangler vi i dag tidligere tiders katolske trosmiljøer, hvor børnene voksede op med religiøse forældre og kirkegang og langsomt besluttede sig til at følge kaldet som præst. I dag kommer præster til kirken med alle baggrunde og er også præget af samfundets moralske forfald på det seksuelle område, siger Czeslaw Kozon.
I USA kunne en mere effektiv test af kommende præster måske være med til at dæmme op for, at uheldige personer bliver ordineret, mener biskoppen, selv om han ikke vil blande sig i amerikanske katolske forhold. Herhjemme er det ikke så aktuelt, for der er så få præstekandidater, at man kender dem nøje og har fulgt dem på tæt hold i flere år.
==============================================