PR møde Punktet: "Præsentation af Neokatekumenatet"
5. april 2014
Opdatering dec. 2014- seneste kommentar er <her>
Pastoralrådsmødet Nov. 2013
Om Neokatekumenatet bruges også vendingerne: Den Neokatekumenale Vandring, Den Neokatekumenale Bevægelse, neocat / neokat, NK
Baggrund:
Pastoralrådet er den katolske kirke i Danmarks øverste organ, hvori der sidder lægfolk, udpeget af de katolikker, der sidder i meninghedsrådende. Kirken i DK skriver bl.a.:
"Pastoralrådet er et repræsentativt organ for katolikkerne i Danmark, Færøerne og Grønland."
"Rådet har rådgivende status. Det er valgt af og blandt alle katolikker (præster, søstre og lægfolk) i bispedømmet over 16 år og sidder i en fireårig periode. Det træder normalt sammen to gange om året. "
I "Referat fra Pastoralrådsmøde d. 8-9 juni 2013" kan man læse at:
der er usikkerhed og manglende viden om hvad NK står for og at det er svært at få noget at vide. Hvorefter det besluttes at sætte NK på dagsordenen som et punkt på næste møde d. 16-17 Nov. 2013.
Punktet var sat på Lørdag d. 16 Nov. fra 16:45 - 18:00. Det endte dog med gå 45 min over tid. Og tage ialt 2 timer.
Jeg var selv tilstede på hele mødet d. 16 Nov. fra 09:30 til 18:45 - idet møderne er er åben for alle iflg.: "Vedtægter for Pastoralrådet" §7 stk 7. i lighed med bestemmelser for offentlige råd - hvortil der henvises forretningsorden for kommunalbestyrelser.
Med det formål at kunne genhøre det hele efterfølgende optog jeg mødet på min diktafon, til eget brug.
Hvad jeg slet ikke havde forventet ville ske - var at henholdsvis Katolske Orienterings og rådets eget referat af dette punkt, som jeg ser det:
i ualm. ringe grad ville afspejle, hvad der hvad faktisk blev fortalt, spurgt om og svaret på.
Særligt set i det lys - hvor stor bekymring, berettiget eller ej, NK vækker i bispedømmet.
Da man efterflg. udgav referatet som man er forpligtiget til iflg. rådets egne vedtægter - var det dog i strid med selvsamme.
Som det kan læses i Referat fra Pastoralrådsmøde d.16-17 november 2013 bliver der ved punktet "Præsentation af Neokatekumenatet" blot henvist til en artikel i "Katolsk Orientering" nr. 16 af 29 Nov. 2013. dvs. side 5 og 14 i bladet <her>
At man sidenhen blev klar over, at det ikke var en holdbar metode - måske pga. den debat det skabte på facebook, ses af, at man udgav et revideret referat "Referat fra Pastoralrådsmøde d.16-17 november (revideret).
Men afspejler dét referat så i rimelig grad, hvad der blev fortalt, spurgt om og svaret på ifm. punktet: "Præsentation af Neokatekumenatet" ?
Det vil jeg lade dig som læser selv vurdere. Og du er velkommen til, i tråd med kodeks, at give dit syn på det, og i øvrigt hele punktet, i kommentar delen nedenunder.
Jeg har delt det op i afsnit - og min optagelse har været igennem en transskribering, så den forligger som tekst.
Da jeg primært finder det vigtigt, hvem der svare hvad, hvem der styre punktet er det kun de personer der fremgår med navn i den transskriberet tekst. Og Biskoppen.
Spørgerne fremgår som P1, P2, S, S1, S2, S3... osv...
For at hele punktet gengives så retvisende som muligt, har jeg valgt at gøre det som en række kortere eller længere citater. Det eneste som er udeladt er små-snak fx om man har flere spørgsmål etc...
Følgende er eksempler på, hvad der desværre ikke kommer til udtryk i de officielle referater.
- "Og sådan som jeg ser det rundt omkring, så vokser der splittelse ud af NK der hvor de ligesom etablerer sig"
- I et jysk sogn vil sognepræsten ikke have NK - "fordi jeg vil ikke have lørdags aften liturgier på bekostning af det som jeg opfatter som sognets Eukaristi, og sognets Messe, som skal være samlende."
- Der spørges til en problemstilling mht tavshedspligt ifm. "Ekko" (en form for gruppe skriftemål i NK) svaret er i første omgang fra NK præsten i panelet: " Der vil komme en dag, hvor alt vil blive råbt ud af tagene (en anden stemme: lige præcis), så det der med at skjule, skjule, skjule og jeg ved ikke (…)"
- "og jeres mission, går den så ud på at sige … altså lidt karikeret… vi går til landene og så … til de kristne menigheder og så siger I der: lad os mødes i en lille kreds lørdag aften. Der finder nok en anden Messe sted søndag, men vi mødes lørdag aften. Kan I se det mærkelige i det? "
- "Ja, det drejer sig om de der lørdagsmesser/lørdagsliturgier, som jeg har hørt det, så skulle det være én af sognets Messer og er åbne for alle. Jeg ved ikke, om jeg sover meget, men jeg har aldrig nogensinde set sådan en annonceret."
- "Jeg har forgæves ledt efter på katolsk.dk, lommekalderen med alle de her oplysninger i, at der står noget om bevægelsen. "
- NK præsteseminariet i Vedbæk vil ikke have NK opført i Katolsk Lommebog, og heller ikke på katolsk.dk
- Selvom NK har været ca. 40 år i DK, findes der stadig ikke en DK webside om NK.
- "Og der er også et antal af mine præstekollegaer, jeg kan tale for Fyn og Jylland, men også en enkelt jeg har talt med på Sjælland, at der har udtrykt denne usikkerhed, hvor er vi på vej hen som bispedømme?"
- "Men der er jo en række spørgsmål, der ikke er blevet besvaret jo. I samlede jo en masse spørgsmål op."
- "Men en anden ting er, jeres statutter siger I er for mennesker fjernere stående, lidt fattige, alkohol og prostituerede, men spørgsmålet er: hvorfor plukker I de vigtigste personer i menigheden? I har flyttet alle de vigtigste fra menigheden, så jeg har mistet folk."
- NK: "… vi plukker de bedste personer … nøglepersoner. ”Ingen kan komme til mig, hvis det ikke er Faderen, der kalder på ham” siger vores (…)."
Hvem er hvem:
Ordstyre: Lars Lorensen
Repræsentanter fra NK: Merete Noval, Fabrizio, Isaac, Anna
Præster: P1, P2
Lars Lorensen:
"Og i ved jo sikkert hvad Pastoralrådet (PR) er. De er repræsentanter fra menighederne og nu er det sent på dagen og i øvrigt er stemningen god, hvis jeg skal introducere, hvis jeg selv må have lov til at introducere jer, så hedder punktet: Præsentation til Neokatekumenatet, ikk’? og det er, hvis jeg skal referere det, og hvad jeg har opfattet, så er det en nysgerrighed, hvad er det for noget, så jeg synes vi former det, sådan at i får ordet til at starte med og jeg er sikker på, at der er mange gode spørgsmål fra PR og jeg skal nok forsøge at styre det, så vi bliver færdig til kl. 6, ikk’? og jeg ved ikke rigtig, hvem …"
Merete Noval:
"Skal jeg begynde? Som de fleste af jer ved, så hedder jeg Merete Noval, jeg kommer fra Skt. Antoni menighed, har været i PR i mange år, nu sidder Franz der i stedet for mig, så det er godt at der kommer unge kræfter til. Jeg er enke, har 4 voksne børn, har 6 børnebørn, jeg ved ikke … det er bare sådan om mig … hvad person arbejde på, jeg har haft børnehaveklasse på der i dag er Skt. Ansgars Skole har jeg haft i mange år, senere arbejdet i næsten ligeså mange år på Pastoralcentret da det var Joke, der ledede pastoralcentret. Var kateket i sognet for 1. Kommunion, for firmelse sammen med Poul Marx da han var sognepræst, så skal vi sige så’n lidt all-round og derudover er jeg med i den Neokatekumenale Vandring (NK). Så det var bare kort, så I ved hvem jeg er. "
Fabrizio:
"Jeg er Fabrizio, jeg er italiener, jeg er 45 år gammel. Jeg er sognepræst i Skt. Andreas/Skt. Therese menigheder. Jeg har boet i Danmark nu i 12 år. Det var ikke mit valg at komme til Danmark. Jeg er lykkelig og glad for at være i Danmark, men jeg kan være også lykkelig nogen som helst steder, hvor som helst.
Jeg startede Vandringen da jeg var 19 år, jeg var i sidste klasse i gymnasiet og så er det - i min sjæl var der et spørgsmål: Hvad er meningen med livet og med døden, der var det der … og så startede jeg vandringen, jeg tænkte ikke at jeg skulle blive præst, for jeg var langt væk fra kirken og gennem denne her proces forstod jeg hvor alvorligt og hvor vigtig Jesus Kristus er for livet, ikke for at blive from, men for at finde ud af, hvordan eksistensen hænger sammen. Og så i den der proces gik det op for mig, at jeg skulle sætte mig til rådighed for Kirken, for evangelisationen, for evangeliet og derfor blev jeg sendt til Danmark som præstestuderende.
Også fordi, på et tidspunkt var jeg i tvivl om jeg skulle have en familie eller … dvs. jeg var klar over at jeg skulle have en familie, men det der blev med et spørgsmåltegn fordi jeg kunne mærke, der var noget der var større end den kæreste, dvs. den kærlighed man kan få af en kæreste og et familieliv, som er helligt og vidunderligt, men Gud kaldte mig til noget andet.
Og så var det i den der proces, i vandringen, at jeg blev klar over, at Gud kaldte mig til noget andet, jeg følte et kald til at være missionærer, dvs. til at stille mig til rådighed for Kirken over hele verden. Jeg blev sendt til Danmark og nu har jeg været i Danmark i ca. 12 år. 9 år som præst, et andet år som diakon og 2 år som præstestuderende. Så er det måske over 12 år - 13, 14 år. "
Isaac:
"Godaften. Jeg hedder Isaac. Jeg er gift med Anna, vi har været gift i 3 år og vi har en lille datter på 13 måneder og jeg har været i Danmark nogle år nu, men jeg kom i ’99 for at være præstestuderende, men så kom jeg til Portugal og så mødte jeg Anna og så blev vi gift. Og ja, for mig har Vandringen været meget vigtig. Mine forældre var også med i NK og det har jeg også været siden jeg var … jeg tror siden jeg var 15 år … og det har hjulpet mig til at se og møde Kristus, møde Gud som min Far, som har været sammen med mig i alle de her år, alle de her ting med mig og det gjorde mig til at kende og lovprise Ham - at være glad ved livet og være glad ved det jeg har i dag. Og jeg er med i kommunitetet med Fabrizio, i den NK kommunitet i Brønshøj. "
Anna:
"Jeg hedder Anna, og jeg er som sagt gift med Isaac og jeg har også været i Vandringen siden jeg var 12-13 år og som de også sagde, har Vandringen også betydet meget for mig, da det har hjulpet mig i mit liv, i at erkende Gud og specielt til at møde Ham i mit liv. Jeg er i Brønshøjs menighed også, hvor vi også har NK. "
Lars Lorensen:
"Og nu ved jeg ikke … har I forberedt en eller anden speciel præsentation, for ellers kan vi bare køre spørgerunde?"
Merete Noval:
"Nej, vi har forberedt."
Lars Lorensen:
"I har forberedt? Godt!"
Merete Noval:
"Nu har de andre pænt sagt, hvordan de kom ind i Vandringen, og det sprang jeg let og frejdigt over, så jeg føler jeg bør sige noget om så’n … ja.
Så jeg vil sige, at i 1976 da kom den første katekese i Danmark. Så det er snart mange år siden"
Og her forsætte Merete Noval så med en længere privat fortælling om, hvad der gik forud for, at hun kom med i NK. Og forsætter:
"Og af en eller anden grund gik jeg til Messe en søndag, det var i øvrigt Herrens Åbenbarelse, Epifanien, i begyndelsen af januar, det husker jeg helt sikkert, og der stod der en person på et eller andet gebrokkent dansk inviterede til en katekese. Og jeg tænkte, huh nå ok, men alligevel var der noget, der, jeg tænkte … jeg stillede Gud et spørgsmål. Jeg sagde, ”Du må gøre et eller andet” …og måske er det Hans svar, så hvordan kan jeg lade være med at komme? Jeg kæmpede lidt imod, kom ikke som det nu er, fordi jeg er en person der er stolt, jeg vil ikke indrømme, ok… men i sidste instans fulgte jeg mere eller mindre katekeserne og til sidst, hvor man bliver spurgt: ”Hvordan har det talt til dig, har du lyst til at fortsætte, eller hvordan og hvorledes, og jeg sagde: ”ok, jeg giver det en chance”.
Og jeg vil sige, at for mig har det været en utrolig hjælp, det har virkelig været det svar Gud gav mig. Og selvfølgelig kan man altid bagefter sige, at hvis det ikke var for det, så ved jeg ikke hvor jeg havde været, det kan alle sige, fordi hvis hvis … men hvis eksisterer ikke, vel? Men jeg er dybt taknemmelig i hvert fald, jeg er dybt taknemmelig for, hvad Gud har gjort i mit liv via Vandringen. Men så det var bare hvordan jeg mødte Vandringen.
Men Biskoppen har bedt mig om også at give en lille historisk oversigt - og så lidt baggrund for, hvad NK er. Dette mærkelige ord, som folk knap nok kan udtale, neokat-hva-for-noget? Jeg vil sige, det er aldrig os selv, der har givet os det navn, det er Vatikanet fordi man bliver nødt til at hedde et eller andet i Vatikanet for at komme i et kartotek, i en boks i et eller andet. Man kan ikke bare svæve rundt. "
Merete Noval:
"Det hele begyndte i Spanien, en ung kunstmaler, succesful, der havde vundet en stor pris, der virkelig havde erfaret success, og på et tidspunkt, han er født i ’39, på et tidspunkt opdagede han tomheden ved success. Som alle andre mennesker tænker man : hvis jeg får succes, så er det perfekt, så er jeg lykkelig. Men han opdagede tomheden ved succes, at det ikke giver lykken. At det ikke fylder. På et tidspunkt så får man den her mærkelig tomme fornemmelse: Hvad er egentlig det hele? … og han, blandt andet inspireret af Charles de Foucauld, tog han ud for at være med Kristus blandt de fattige, for han var sikker på at Kristus var tilstede i de fattige.
Og han tænkte, at hvis Kristus kommer i dag, hvad så? Hvis Kristus kommer i dag, så vil jeg være dér hvor Han kommer. Når Kristus kommer blandt de fattige, er det stedet blandt de fattige … og derfor flyttede han ud i barakkerne, i slumkvartererne i udkanten af Madrid. Og det er jo slumkvarterer, som vi ikke kender her i landet. Skure og barakker og sammenflikkede huler. Og hans intention var ikke på nogen måde at evangelisere eller gøre noget som helst, bare leve stille blandt de fattige for at være nær Kristus.
Han har arbejdet og undervist på en skole for tegning, men efterhånden som det nogle gange sker, så tiltrak han de omkringboende, sigøjnere … de fleste var sigøjnere, prostituerede, alle mulige mærkelige forbrydere osv. De blev tiltrukket af ham og sagde til ham: hvad laver du her? Du der kommer fra et … jeg tror hans far var jurist, hvad laver du her blandt os?
Og han sagde: jeg vil være blandt Jesus Kristus og begyndte så at fortælle, at forkynde, og det var noget der virkelig slog disse mennesker. Så lidt efter lidt så samlede der sig en lille gruppe omkring ham og de sagde: hvad laver du så her? Kiko sagde: jeg laver morgenbøn, læser evangeliet … og de sagde: kan du ikke gøre det sammen med os, kan vi gøre det sammen? Og på den måde opstod der lidt efter lidt, skal vi sige, et lille kommunitet deromkring ham.
Det var i ’64 Kiko flyttede ud i disse kvarterer og også inspireret lidt af Det Andet Vatikanerkoncil, hvor Paven sagde: jamen, Kirkens fornyelse skal komme fra de fattige. Den skal ikke komme fra toppen, den skal komme fra de fattige. Ok, så lad mig være blandt de fattige. Det der skete her i barakkerne, det kunne ikke lade være med at blive bemærket. I sognet, hvor præsten selvfølgelig har problemer med at komme ind i disse kvarterer med sit budskab, i bispedømmet osv.
På et tidspunkt kom der også en ung kvinde, Carmen, og sluttede sig til, hun var også spanier og havde villet være søster i en missionsorden osv. Men hun kom så der, for hun havde hørt der var en ung mand, som måske kunne gå i mission med hende. Men hun kom aldrig længere, hun blev der for pludselig at se almindelige, ikke almindelige... men virkelig fattige mennesker, virkelige stakler, skal vi sige de sidste - de der virkelig er foragtet af samfundet, dem der ikke bliver regnet for noget - at se at blandt dem virkede Guds ånd. At blandt dem der kunne … når de bad, fortæller hun, var hun fuldstændig chokeret, fordi hun havde aldrig været med nogen der bad så ærligt og oprigtigt.
Virkelig ud af deres hjertes nød. Virkelig bad. Og det slog hende, for hun havde altid tænkt, lige som vi alle tænker, at et kommunitet er nogle specielt udvalgte, fx Skt. Joseph Søstrenes kommunitet. Kommuniteterne er nogle specielt udvalgte, men her så hun, at det var almindelige fattige mennesker, tyve, der var mordere, folk der var eftersøgt af politiet, alt muligt. Det vil sige, alt det vi betragter som bundfald. Men så kom der forespørgsler fra andre steder i Madrid, sognepræster og andre biskopper, der sagde: kan i ikke komme og gøre det samme hos os.
Og på den måde spredte det sig lidt efter lidt, også til Rom og holdt katekeser der. Og som I kan se, er det aldrig noget nogen har siddet og tænkt på. Kiko har aldrig tænkt på: Jeg vil lave det. Der er brug for … jeg vil lave det. Slet ikke. Efterhånden, det er noget der udviklede sig og pludselig kunne se, at der er brug for det, vi er nødt til at gøre sådan … Der er nødt til at ske det her nu. Så det man i dag forstår ved NK var aldrig nogensinde nogen der havde tænkt på det i begyndelsen, det er en proces, det er noget der er sket hen ad vejen, via erfaringer. Hvad er det der for brug for?
Allerede fra ret tidligt tog Kiko og Carmen kontakt med Paven, talte med ham om hvad de gjorde og om det var det rigtige at gøre. For Kiko var almindelig lægmand, han havde aldrig studeret teologi. Hvordan kunne han vide, om det på den måde var det rigtige? Han havde en fornemmelse selv, men han blev nødt til at blive bekræftet af Kirken. For uden for Kirken ville du være en appendiks, en sekt. Derfor er det vigtigt altid at være klar over, at man er en del af Kirken. At Kirken siger, det er godt, det er rigtigt, det der sker.
Og jeg kan sige, at i dag der har NK i hele verden. Jeg har nogle tal her, vi elsker altid tal i Danmark, vi er i 105 lande i alle verdensdele, i over 900 bispedømmer, i mere end 6.000 sogne osv. Fabrizio sagde, at han kom på seminariet Redemptoris Mater (RM), der er knap 100 seminarier i hele verden med over 1.000 studerende. Og allerede er der adskillige der er blevet præster, der sidder rundt omkring som vi også gør her.
Og hvori består NK, det vil I gerne vide, selvfølgelig. Det historiske er jo meget rart at høre… Det begynder med en indbydelse til at komme til nogle katekeser, nogle aftener, to gange om ugen - nogle kommer, andre siger: ”det er for meget, vi kommer ikke” - folk er fri! Det er en indbydelse, som med alle indbydelse, kan du sige ja eller nej.
Det er ikke fordi du er bedre end andre, du er ikke bedre hvis du siger ja end hvis du siger nej, overhovedet ikke. Slet ikke. Der har altid været mange ting, mange muligheder i Kirken. Og efter disse katekeser, som er virkelig kerygmatiske, som er virkelig forkyndende, der bliver der så, fordi der vil, et kommunitet.
Ansvarligt under sognepræstens ledelse, eller i samarbejde med sognepræsten, for igen, - der kan aldrig ske uden i fuld accept med Biskoppen, med sognepræsten. For hvis ikke det, så kan man lukke … så er det ikke den Katolske Kirke - en del af den Katolske Kirke.
Og derefter begynder kommunitet at, skal vi sige at vandre, at fortsættes med at mødes jævnligt. Og det er præcis det samme fundament, som det altid har været fra kristendommen.
Man samles om Guds Ord, om liturgien, det vil sige om sakramenterne, og om fællesskabet. Ved at man i kommunitetet én gang om ugen fejrer en Ordets Liturgi forberedt af forskellige - en lille gruppe - i kommunitetet, der har forberedt det og lørdag efter aften fejrer man Eukaristien, der er åben og i øvrigt sognets Eukaristi, der er åben for alle. Og det står også i statutterne, som Vatikanet har vedkendt, at det er at regnes for sognets Eukaristi, der er åben for alle.
Og én gang om måneden fejrer man, skal man sige, lever man sammen. Det vil sige, at man har en hel dag sammen, hvor man deler, hvad Gud gør i ens liv, hvad man mærker, også de problemer man har, de vanskeligheder man har, så man virkelig lærer at kende hinanden.
Så det er de 3 piller, 3 fod, som hele kristendommen, kristenlivet hviler på. Så det er ikke nogen speciel neokatekumenal opfindelse, overhovedet ikke, ikke det mindste. Det hedder et katekumenat.
De fleste af jer ved sikkert hvad et katekumenat er. At det er tiden, hvor du bliver forberedt til dåben. I ved, at i urkirken, og i Kirken hvad man kalder den, hvor det var voksne der kom ind, i begyndelsen var det jøder, at der gik en tid med forberedelse. Du kunne ikke bare komme og blive døbt. Der var en forberedelsestid. Det kunne vare nogle år. Virkelig en omvendelsestid inden dåben.
Og så kan man sige: Hvorfor det? Fordi dåben forudsætter troen. Du får ikke troen af at blive døbt. Du bliver døbt som besegling på, at du har troen. Dåben er en besegling på du har troen.
Og så sige: ”hvorfor så børn”? Fordi det er på forældrenes tro, det er på faddernes tro. Men voksne altså på deres egen tro og derfor en forberedelsestid, som i ved vi også gør i bispedømmet. Folk konverterer eller folk der... voksne der skal døbes får først en proces, en forberedende proces, med forskellige etaper.
Men vi er døbt som børn og jeg ved ikke om I, lige som jeg mange gange har følt tidligere også at når der kom en konvertit, … aij, det var jo fantastisk, de konvertitter. Sikken energi de har, sikken de brænder for troen, det var dog fantastisk. Og sikken meget de ved, som jeg som født katolik aldrig havde fået at vide. På en måde kan man sige, at jeg var lidt jaloux. Lidt misundelig,
jeg sagde: nej, hvad jeg ikke er gået glip af ved altid at være katolik. Man taler jo som man har forstand på, ikke? Men det er sandt, at vi som er døbt som børn, vi har aldrig fået hele denne modningsproces. Og derfor er det også, at paven eller hvem der nu sagde det … det kan jeg ikke huske og det er også ligegyldigt … måske JPII, (Fabrizio : Paul d. 6) ah, Paul d. 6, der sagde at et katekumenat er før eller efter dåben, det er ligegyldigt.
Et katekumenat hører sammen med dåben. Før eller efter det er det samme. Så derfor er det også i Det Andet Vatikanerkoncil talte man også om igen at genoptage katekumenatet. Og i dag har vi voksenindføring til dåben, til troen. Så derfor ordet neokatekumenat, for det er ikke det allerførste katekumenat fra dengang, men det er et nyt katekumenat, selvom det er det samme. Det er ikke nogen ny opfindelse. Slet ikke.
Så selve vandringen består så af forskellige trin, for hvert trin, etape, periode, svarer til det der var oprindeligt i urkirken til dåbskatekumenatet.
Ligesom der også er i voksenindføringen til kristenliv, til dåb, man kan se der er forskellige etaper. Især i påsketiden kommer kandidaterne i domkirken og modtager forskellige dele af dåben, håndspålæggelse, excorcisme osv.
Og det er, rent enkelt, det er vandringen, ikke noget andet.
Det er det! Så en mulighed, at give en mulighed for at troen kan vokse, at troen kan blive voksen. Du kan få en voksentro.
Det er mange gange vi siger, vi hører folk sige: jamen jeg har nok i min barnetro … okay, du har nok i din barnetro? Går du stadig i dit barnetøj? Nej, du går ikke med dit børnetøj mere. På en måde … barnetro, det var det jeg følte … og slet ikke som den eneste, at på et tidspunkt så strammer det, det er ikke nok, der er brug for noget mere.
Du er vokset som menneske, dine problemer er anderledes end da du var 7 år. Udfordringerne er nogle helt andre, totalt anderledes, og de svar du må give, det er jo heller ikke nok at du må give de svar som var du et lille barn. Du vidner det virkelig selv med hjælp fra Kirken, selvfølgelig med hjælp fra Kirken, og derfor disse forskellige etaper, at kunne svare personligt, at kunne få den hjælp til at bevare troen igennem hele livet og ikke bare barnetroen, men en voksentro.
Virkelig blive dig bevidst, hvad det vil sige at være kristen, at være kristen vil sige at være en anden Jesus Kristus. At Jesus Kristus lever i dig. For mange år siden, Paul (Marx) kan du huske når vi havde firmelsesundervisning at det de elskede at synge det var: Det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig?
Men i hvert fald, at du begynder at … på den måde din tro vokser. Og hvem er det der kan se du har fået voksentro så du til sidst kan forny, ikke gentage - vi gentager ikke noget, men fornyer de løfter som dine faddere og dine forældre gav da du var barn?
Hvem har den karisme som kan se det? Biskoppen! Det er Biskoppens karisme. Han kan give den videre til sine sognepræster. Det er ikke noget, som jeg selv kan se. Det er ikke noget som de andre kan se.
Men Biskoppen har denne specielle karisme. Og derfor kan man ikke gøre noget i Kirken uden Biskoppen. Og det gælder ikke kun vandringen, overhovedet ikke, det er Kirken, sådan er Kirken, at du kan ikke gøre noget uden Biskoppen fordi du erkender at Biskoppen har den karisma, har fået den af Gud, Kristus er tilstede i Kirken i sine biskopper, i sine præster. Sådan er det.
Og så på et tidspunkt, så kommer man til det punkt, det tager nogle år, hvor man fornyer sine dåbsløfter og man så stiller sig til rådighed for Kirken måske for andre ting.
Jeg kan sige selv, rent personligt, jeg sluttede vandringen for nogle år siden, fornyede dåbsløfterne i Domkirken sammen med de andre i mit kommunitet og … men jeg kan se i dag, det har jeg kunnet se længe, hvordan Gud har hjulpet mig. Jeg kan se, hvor højt Gud elsker mig.
At han har været fantastisk. Helt ærligt, fantastisk. For også det, man lærer at se efterhånden, det er det at igennem alt det der sker i dit liv, selv de mest banale ting, at det er Gud der kommunikerer med dig. Du kan føre en dialog med Gud gennem de ting der sker. De begivenheder der sker. Selvom du måske synes de er forfærdelige, men alligevel at lidt efter lidt, du kan se … jamen, Gud så’n det er ikke en straf, men det er måske fordi Han vil sige noget til dig … måske vil han sige noget til dig. Og derfor er der ikke noget der bliver ligegyldigt.
Jeg kan se, hvordan Gud har været barmhjertig mod mig igennem de begivenheder der er sket osv, så hvad kan jeg gøre? Jeg kan bare sige jamen, ved I hvad, hvis jeg nu … nu er jeg 72 år, jeg ved ikke hvor længe jeg lever, det er der ingen af os der ved. Det vidste jeg heller ikke, hvis jeg var 35. Når jeg tænker på alt hvad Gud har gjort for mig, fantastisk, for mine børn, der stadigvæk, ikke været takket mig, men stadigvæk er i Kirken, mine børnebørn der er i Kirken, jeg ved ikke hvorfor, men det er de altså. Jeg kan kun være taknemmelig.
Og jeg siger: hvis jeg nu dør … og Gud siger til mig: Merete, hvad har du gjort med alt det Jeg har givet dig?
Så derfor … nu har jeg, det er jeg parat til, i øjeblikket er jeg i mission i Göteborg, den svenske biskop har bedt om at der kommer noget, et … noget der hedder Missio ad Gentes, i en ghetto nord for Göteborg, hvor der mange muslimer og jeg er der med nogle familier, med en præst … og selvfølgelig jeg var nervøs dengang … nej, hvad gør jeg, hvad vil mine børn ikke sige, men jeg kan sige at jeg har fået en fred ved at være deroppe.
Det er fantastisk. Ikke fordi jeg gør noget, det tror jeg ikke i hvert fald, men Gud har givet mig en fred og jeg ved at den dag, hvor jeg dør, hvis jeg dør i morgen og Han spørger mig: Merete, hvad har du gjort? Så kan jeg sige: ved Du hvad? Jeg har gjort hvad jeg kunne, jeg tog i hvert fald derop. Så … og det giver mig den fred. "
Lars Lorensen:
Det var i hvert fald et startindlæg. Jeg er sikker på der er mange gode spørgsmål rundt omkring. Så hvis vi nu prøver at gøre sådan vi tager måske et par stykker af gangen, ikk?
S:
Jeg har 10 spørgsmål. Skal jeg bare tage ét ad gangen?
S:
Det første det er: præster, der er præsteviede i Danmark af Biskop Czeslaw og har aflagt lydighedsløfte til Biskoppen, men hvis en præst bliver kaldt til møde i sit kommunitet i sit hjemland, til fx påske eller pinse eller en anden højtid, og Biskoppen her ikke finder det tilrådeligt, hvem adlyder præsten så? Sit kommunitet eller Biskoppen?
Fabrizio:
Jeg tror ikke … (…) sidste påske var jeg også i Italien. Jeg var en af disse der … fordi vi afsluttede vandringen, det vil sige … for 25 år siden startede vi denne proces og jeg er taknemmelig fordi det der kommunitet, udover det økonomiske som også er noget, der fylder, men … har støttet mig i troen og menneskeligt. Det vil sige, hvis jeg i dag har lidt overblik over menneskeheden og hvad der sker i familier, er det fordi jeg har set det der i brødre og søstre, hvad der sker.
Og så, når der kommer en påske, den påske hvor vi afslutter vandringen, det vil sige én gang i livet, afslutter man vandringen så føler jeg at jeg ikke må klippe mine rødder. Så var jeg i Italien. Men det var i fællesskab med Biskoppen. Jeg sagde: Biskop, ved du hvad? Så’n og så’n … ja, fint, find en afløser og så tager du til Italien.
Jeg var meget glad for at der kom Daniel Nørgaard, også for at signalere, at det ikke er min menighed, Skt. Andreas/Skt. Therese. Det vil sige, der hvor jeg skal bygge mit slot. Jeg tror også det der er vigtigt, at vi præster signalerer: vi er tjenere. Vi er her. Når der ikke er behov for mig, så siger jeg: tak for det og jeg kan tage et andet sted. Det vil sige, selvom det er påske eller måske en anden højtid, men alt det vi gør … det … man kan spørge Biskoppen. Det vil sige, jeg tager ikke og laver mine ting med kommunitet. Kommunitetet er kun en støtte, menneskeligt og trosmæssigt støtte. Ikke andet.
Og økonomisk, jeg vil også, jeg vil understrege … også økonomisk. Mht uddannelse, kommunitets støtte, fordi den … hvem betaler præsternes uddannelse? Det er ikke bispedømmet. Undskyld jeg tager det der, men det hænger sammen med, at hvis man deler noget stort, så åbner man også hjertet for … jeg vil støtte det du gør. Jeg har ofte fundet nogle mennesker, som siger: gør du det jeg ville.
Lars Lorensen:
Nu sagde du, at du havde 10 spørgsmål, men skal vi ikke også dele lidt …?
S:
Jo, det er ok at også de andre
Lars Lorensen:
Vi skal nok se …
S1:
Jeg har også mange spørgsmål, men jeg vil tage et af dem nu. Og overskriften på det spørgsmål, det er splittelse. Og sådan som jeg ser det rundt omkring, så vokser der splittelse ud af NK der hvor de ligesom etablerer sig. Og det som, jeg spurgte på et tidspunkt en præst fra NK om, hvordan han forholdt sig til den splittelse. Så sagde han: jamen, det er rigtigt nok, men når først vi ligesom har fået … og det lå i det han sagde … når først vi ligesom har fået pladsen eller fået … jeg kom til at tænke på verdensherredømmet … så vil der ikke være splittelse mere. Men hvordan forholder i jer til den splittelse eller ser i den ikke? Eller hvad tænker I om den?
Isaac:
Jeg gætter på at svare … jeg ved ikke hvilken præst du har snakket om, men min erfaring, det er at se til mit sogn i Portugal. NK har ikke skabt nogen splittelse. Men det er mennesker, der hver dag kom til søndagsmesse, som var til katekese, de fortsatte med at gøre det. En af dem var min far. Han hele sit liv var lydig (?) mod sognepræsten med alle de ting der kom, så kom vandringen og så kom de begge to, sognepræst og så ham også nogle andre mennesker som allerede var meget tilknyttet til det almindelige liv i kirken og de fortsatte med at gøre begge dele. Det skabte ikke nogen splittelse på den måde.
Det synes jeg ikke det gjorde. Det gjorde det ikke. Og hvis det skaber nogen splittelse, det er selvfølgelig ikke godt at det sker men det er ikke meningen med vandringen at vandringen skal skabe splittelse. Jeg mener jeg har … jeg er medlem af vandringen og det er ikke derfor jeg ikke skal gå i søndagsmessen og skabe problemer i sognet, det synes jeg ikke.
Fabrizio:
Men jeg ønsker at tilføje en lille ting … forkyndelse af evangeliet - man fører ofte splittelser, splittelser. For jeg kunne komme til Danmark, så var der en splittelse. Jeg skulle såre min mor for min mor var slet ikke glad for at jeg skulle forlade Italien. Der er en splittelse. Er det evangeliet … det siger også Jesus: når evangeliet forkyndes, så kommer der splittelser. Spørgsmålet er, om vi er kristne, fordi … jeg tænker f.eks. også … fordi jeg er sognepræst i Skt. Andreas/Skt. Therese, så tænker jeg … jeg skal jo også hjælpe måske også Karmel en gang om ugen … på hvilken måde splitter jeg menigheden? … eller fordi jeg hjælper domstolen? Jeg sidder i domstolen … det kan også betragtes som en splittelse.
Jeg tager til mine sogne og passer tingene som ikke er mine. Så det kan være … det der kan være lidt store sag, tænker splittelse … på hvilken måde? Måske det også selv splittet og jeg som præst kan også være uforsigtig og alt for … det er min egen synd, måske jeg ikke er tilgængelig for nogle mennesker og kun er tilgængelig for nogle andre. Der er nogle mennesker, der får lov til at komme og besøge mig hele tiden, nogle andre de er aldrig besøgt. Det der er splittelse, det er ikke fordi jeg er i NK eller … det kan være personligt eller … det ved jeg ikke.
S1:
Jeg vil gerne lige blive lidt ved ordet splittelse fordi når jeg tænker på splittelse, så tænker jeg ikke på en indre splittelse eller … jeg tænker på at når man kommer med noget, der er så anderledes bygget op end den traditionelle katolske kirke, og der tænker jeg måske primært på de her lørdagsmesser - eller hvad det nu så er I har, og der så på samme tid om søndagen, når der er søndagsmesse, er katekeser, som folk skal gå til, som jeg har forstået det.
Også hørt fra folk, der har været med, så vil det jo nødvendigvis skabe splittelse i kirken for vi er vant til i traditionelle sammenhænge at se søndagsmessen som den samlende del i menigheden som sådan. Så når en del af menigheden går til lørdagsmesser, de specielle Messer, og så resten af menigheden går til Søndagsmesser og så der samtidig er for en lille speciel del, på samme tid når man har søndagsmesse, at der så for en lille del er noget specielt neokatekumenatisk jeg-ved-ikke-hvad-det-er, men det forekommer på samme tid som Messen og det forekommer i den samme, hvad skal man sige, sammenhæng.
Det er ikke udenbys, det er i den samme bygning, havde jeg nær sagt. Jeg kan ikke se andet end at det må være splittende og jeg forstår ikke helt, hvorfor det skal være sådan men det er som tonerne lyder og jeg kan godt udspecificere det endnu mere, men nu lader jeg det lige være der.
Merete Noval:
Jeg vil svare, selvfølgelig, jeg har hørt det også, og jeg ved det er … det generelt, generelt, man siger, for det er ikke menighederne ser, oplever det som sådan. Og der vil jeg, der vil jeg … sige, at … folk som jeg har sagt før … for det første … lørdagsmessen er sognets Messe, er ikke kun dem fra NK, den er åben for alle.
Men jeg vil sige en anden ting, jeg vil sige at … selvfølgelig … jeg vil sige … et af formålene med NK er også at nå dem, der er langt fra Kirken … selvfølgelig i begyndelsen må det altid være, at man begynder med den faste kerne, okay … ikk’ … men efterhånden … og det kan jeg også se i Skt. Antoni nu med f.eks. hvor vi har det fjerde kommunitet, at du er nået ud til folk, som ellers var fjernt fra Kirken.
Så de får en mulighed for at komme, for at komme med i Kirken. Det er ikke primært på den måde … eller udelukkende beregnet på de der er trofaste i sognet, der støtter sognepræsten, de gooode katolikker, fantastisk, lad os være glade for vores gode katolikker, for de trofaste i sognet, det er virkelig fint, for ellers ville Kirken ikke eksistere.
Men der er en bestemt karisme, også og det er at prøve at kalde de fjerntstående til troen.
Virkelig at at … prøve at nyevangelisere. At gøre de ting, ikk’? og i øvrigt vil jeg sige igen … og det Biskoppen jo også kan give mig ret i … at Det Andet Vatikanerkoncil sagde: søndagsmessen kan fejres fra Vesper lørdag aften, så Messen lørdag aften er også Søndagsmesse. Okay, selvfølgelig, det betyder ikke at man ikke kan gå til Messe om søndagen, meeen, I kan se, hvor mange sogne har ikke, også i København, har ikke en Messe lørdag aften? Hmmm? Det er en af søndagsmesserne, det er en af de muligheder der åbner. Og der er så en hel forklaring på, hvorfor det er på det tidspunkt og det går helt tilbage til jøderne, til … osv osv for hvornår det (…), men det vil jeg slet ikke komme ind på.
Men i hvert fald, vi skal også lære, og jeg siger vi fordi … og så jeg er almindelig dansker, almindelig katolik, opvokset her, at vi skal endelig ikke tro, at alt der er lidt anderledes at det er forkert, at det kommer for at dømme os, at det kommer for at på en eller anden måde at sige: Jamen det du gør er forkert. Slet ikke. Jamen ved du hvad, det er fint, det er fint, det er fint det der, ikk? Men jeg kan godt forstå når du siger: jamen det er lidt mærkeligt at der så mens der er søndagsmesse gør noget andet og der har du fuldstændig ret, ikk? Der har du fuldstændig ret.
Lars Lorensen:
Kan du forklare det?
Merete Noval:
Det er fordi folk er dumme. Altså dem der gør det, undskyld. At de ikke tænker, hvad det er de sårer, ikk?
Lars Lorensen:
Ser I ligesådan på det?
Fabrizio:
Ja ja, det vil sige, hvis man taler om at der er søndagsmesse her og samtidig laver jeg noget lige ved siden af, det der det er mangel på kærligheden og omsorgen fordi man signalerer noget andet, men det er slet ikke det jeg er opvokset med eller jeg har oplevet eller det jeg gør.
Der er her nogen fra mit sogn, man kan spørge om de oplever det samme. Måske er det bare en fejl, eller måske en fejl, fordi man ikke tænker på de som … man laver skakspil uden at tænke, hvad sker der bagefter. Det er ligesom du laver noget uden at beregne hvad du signalerer.
Lars Lorensen:
Jeg har 4 på spørgelisten nu, så vi kører videre med S3.
S3:
Det er til det der splittelse. Altså når nu at NK er blevet bedt om at forlade nogle bispedømmer rundt omkring og altså, er blevet bedt om at forlade Japan og nogle franske biskopper har også været ude at sige at det skaber splittelse, er det så det her vi taler om eller er det sådan et mind-set hos vandringen, som vækker anstød eller hvad er det der er årsagen til det de der reaktioner vi ser rundt omkring og måske også den bekymring som nogle af os kunne have. Hvad tror I selv, hvad er årsagen til at det sker?
Fabrizio:
Det der med Japan… jeg ved ikke hvad for en situation findes der. Jeg ved en ting, jeg er fra Sicilien, min familie bor i Italien og jeg er her i Danmark som katolsk præst. Om jeg så har splittet Sicilien, eller splitter… jeg kan ikke se at det her er en frugt af splittelsen. Jeg kan se Guds ord, der er kærlighed, som er universel, som går over alle grænser. Så …
S3:
Jamen gør det ikke indtryk, når nu det er en kendsgerning, at mange biskopper har sagt:
vi vil ikke have dem hos os, vil i ikke være søde at forlade bispedømmet, hvad tænker I så om det, altså?
Fabrizio:
Jeg ved ikke, det vil sige, jeg ved ikke hvad jeg skal tænke.
Merete Noval:
Jeg vil tænke, at ligesom I andre er fri, er Biskoppen fri. Hvis Biskoppen ikke vil have det, okay, han vil ikke have det. Fint! Det respekterer vi. Også Biskoppen er fri. Vi kan ikke sige til Biskoppen, du skal fordi Paven siger det er godt. Og fordi Paven anbefaler sin biskopper netop at bruge det som indføring i troen. Ikk?
Så kan vi ikke komme med vores statutter i hånden og sige, ah ah ah ah, du skal … nej … Biskoppen er fri. Præcis som vi andre er frie og hvis har hørt noget eller er bange for et-eller-andet, siger: det fungerer ikke her … okay, godt, fint, vi respekterer hvad Biskoppen, hvad Biskoppen siger. Altid i lydighed mod Biskoppen.
S3:
Men I forstår ikke helt kritikken … ?
Lars Lorensen:
S3, jeg vil lige … Biskoppen har et ord …
Biskoppen:
Det er meget få bispedømmer i verden, hvor vandringen er blevet bedt om at forlade bispedømmet. Jeg kender ikke bispedømmet i Japan, jeg kender heller ikke den samlede baggrund, og så er der et engelsk bispedømme, og så er der biskopper, der ikke vil have dem indenfor, altså ikke vil have de begynder aktiviteter i deres bispedømme.
Det er jo fair nok, men der er jo bispedømmer hvor, incl. Pavens eget, Rom, hvor NK fungerer, hvor det er en naturlig del af den kirkelige sammenhæng. Så … det var bare for at sætte proportionerne på plads, det er … yderst få tilfælde, hvor det er kommet til sådan en konflikt, så man, så Biskoppen måtte sige, at det er bedst I flytter. Det betyder ikke, at der ikke er ting andre steder der skal korrigeres osv, men det er så en anden sag.
Lars Lorensen:
Så er det P1
P1:
Ja, tak for det. Altså først vil jeg sige, at Fabrizio det er imponerende du forlader dit hjemland og det er mange af jer neokatekumenale præster der har gjort for at tjene her i Danmark og det er imponerende og det er flot, ikk? Og I har medvirket i meget godt og jeg oplevede i sin tid da jeg var på præsteseminar i London en påskenatsliturgi, som var smuk at være med til og opleve.
Men jeg deler også mange af de bekymringer, der er blevet fremsat her allerede. Og det skal ikke forstås som et angreb, men mere som en kærlighed til Kirken også fordi … og det har NK også i høj grad … men den har vi alle jo og i vort bispedømme indtil nu har hovedsageligt været betjent af verdenspræster og ordenspræster, som ligesom har dækket en meget bred spiritualitet, om man vil, en rummelighed, om man vil.
Og der er det, jeg så spørger - og det har jeg spurgt Biskoppen om også her til formiddag: hvis nu der kommer et større antal neokatekumenale præster, som også bliver sognepræster og som indfører katekese og som indfører lørdagsaften liturgier og katekse søndag formiddag … lørdags aften liturgi, ja, Merete, sognets liturgi, eller Eukaristi siger du, men … søndagen og søndagsmessen er sognets liturgi.
Og den her … jeg ved ikke hvad ord vi skal bruge … men splittelse, den kommer alligevel snigende, ikke sandt?
Og der er også et antal af mine præstekollegaer, jeg kan tale for Fyn og Jylland, men også en enkelt jeg har talt med på Sjælland, at der har udtrykt denne usikkerhed, hvor er vi på vej hen som bispedømme?
For betyder det, at alle sognene så skal have … introduceres til ”vejen” som i sit udgangspunkt kan være meget godt, men det jeg er bange for, at denne her rummelighed den forsvinder lidt, fordi I er jo forpligtet som præster, også til at introducere jeres spiritualitet.
Og som Merete, du siger: det er Kirkens spiritualitet, okay, men det er I jo forpligtet til og det vil sige, at der skal i gang med katekeser og der skal i gang med forskellige initiativer.
Og i er forpligtet, også overfor jeres kommunitet … og sognet er måske ikke jeres første prioritet … og det er det man nogle gange fornemmer … og det er det, som …
jeg havde også en gruppe i Esbjerg … og jeg var glad for den gruppe, de gjorde et enormt stykke arbejde for at komme i gang med katekese og grupper i Esbjerg, men … på et tidspunkt, så kom det også til lørdagsaften liturgierne og en del af gruppen var på en retræte, kom hjem og sagde til mig:
jamen "P1", de siger, at vi behøver ikke at gå til søndagsmessen.
Og så siger jeg: jamen det gør I … og så, vi går ikke videre med katekese i sognet her, fordi jeg vil ikke have lørdags aften liturgier på bekostning af det som jeg opfatter som sognets Eukaristi, og sognets Messe, som skal være samlende.
Vi har gjort meget ud af det - at samle netop alle de forskellige grupper som vi har i vort bispedømme.
Alle de forskellige nationale grupper. Det er en kæmpe udfordring og så kommer … undskyld jeg siger det …
I og siger: jamen det er okay at komme til lørdagsaftenliturgierne og søndagsmessen har ikke nødvendigvis … I behøver måske ikke at gå til den og I kan starte nogle katekser med børnene osv.
Så har jeg også et spørgsmål: er det korrekt, at Kiko skulle have udtrykt, at Messen ikke er et offer?
At Messen ikke er et offer, altså man kan læse det på nettet og der er også en der har sagt det til mig i dag, at Kiko, jeres stifter, siger Messen ikke er et offer.
Og Messen er jo Jesu Kristi sonoffer, levendegjort hver gang vi fejrer den Hellige Messe.
Og er det rigtigt? Og hvorfor knæler I ikke under Eukaristien?
Det kan godt være I har nogle gode grunde til det, men jeg vil altid opfordre, selvom jeg har meget respekt for det I står for, jeg vil altid opfordre mennesker til at knæle under Messen og for Jesus og gerne andre steder også
og det er vil også være en af grundene til at jeg ikke ville kunne sige ja til en liturgi ifm NK, som jo er noget anderledes end den, som vi oplever almindeligvis.
Fabrizio:
Jeg tænker … det der med at knæle, man skal bare kigge liturgiens udvikling, Eukaristiens udvikling i tidens løb, fordi måske ser det noget meget ny, men det er faktisk urkirken, hvis man kigger kilderne, så får man svar.
Og hvad betyder at give ærbødighed, at tilbede. For det er ikke kun at jeg lå på knæ, men hvis jeg bagefter går i mit liv og laver alt muligt andet, det ikke en stor ære jeg giver Gud.
Ortodokse, som også er en troværdig kirke, ortodokse de har sakramenter, de har 1000-årig historie … de knæler ikke, de mangler ikke respekt. De er hellige …
P1:
… (…) de ikke har respekt, jeg siger bare … spørger hvorfor I ikke knæler under Messen?
Fabrizio:
… under Messen?
Vi står fordi vi plejer at stå i en forsamling som lovpriser og tilbeder Gud og ligesom Jesus er opstået, så er vi også stående fordi vi er opstået med Kristus.
Det er det der, og så … det der med at give ære, så skal det, så beder vi Gud om måske ændre vores liv, dvs. vores …
Merete Noval:
… mht offer …
Fabrizio:
Offer, det der specifikt ved jeg ikke rigtig om, jeg er meget mere (griner) på jorden, jeg ved det ikke, men Kiko, Kiko har den katolske … dvs alt det Kiko har sagt i katekeserne, det er blevet undersøgt af Troslærekongretationen og der er ikke, dvs. det er ikke Rom, det der institut, som tager sig … det der er blevet godkendt.
Man kan se … man kan også se i alle de katekeser vi giver, at der er henvisninger til KKK. Så … jeg tror ikke …
Lars Lorensen:
Jeg vil bare sige, jeg beklager. Nu er der 7 på spørgelisten, så der er lang ventetid. Jeg synes det vigtigste i virkeligheden er, at vi får svar på nogle spørgsmål der er, ikk?
Merete Noval:
"P1" jeg kan ikke forestille mig nogensinde, at Kiko har sagt at Messen ikke er et offer, overhovedet ikke, slet ikke. Ha, det det det er kættersk …
P1:
Ja, det er nemlig …
Merete Noval:
Det er kættersk! Ha! Så det … jeg ved ikke, der er nogen der tror … de skriver hvad som helst på nettet, ikk’? men okay, fordi … men det er sandt at Messen har forskellige, forskellige … elementer, ikk’? offeret er meget meget væsentligt, selvfølgelig, for det er Kristi offer, men det er også hans opstandelse, som Fabrizio sagde, ikk?
Og i visse, og det ved du også godt selv fra dit studie, at visse i Kirkens historie har du lagt vægt på det ene og visse perioder på det andet, ikk’? så, men selvfølgelig er Messen et offer. Ingen tvivl, og det kan jeg også sige selv som kateket i vandringen, selvfølgelig er Messen et offer. Hvad ellers?
Lars Lorensen:
Jeg tror, altså, jeg synes egentlig S havde … du har ret til et spørgsmål mere, ikk? (latter rundt)
S:
Et kommunitet er ligesom en familie og Merete fortalte også, at man fortæller om sine problemer i kommunitet og når der er ekko til møderne, så er der også nogen i gruppen som fortæller om deres personlige problemer. Man får at vide at der er tavshedspligt i gruppen … og så vil jeg spørge om præsterne under deres uddannelse får at vide at de ikke skal fortælle, hvis de fx har problemer med medlemmer i menigheden.
Fordi det kan jo føre til splittelse, hvis præsten fortæller i en lukket gruppe, at … som også er engageret i menigheden … at han har problemer med et eller flere medlemmer af sin menighed. Fordi vi ved jo godt, at selvom der er tavshedspligt, så vil der jo altid være nogen, der siger noget. Det ved vi, ikk?
Så hvad får præsterne at vide til deres uddannelse? At de ikke skal sige om deres personlige problemer med menighedens medlemmer.
Fabrizio:
Jeg kan ikke huske at det der var en del af uddannelsen. Jeg tror det meste af … den menneskelige følelse, hvordan man fornemmer tingene. Også, hvis jeg får noget at vide af Isaac, som kan såre Anna, så vil jeg holde det for mig selv uden at sige … men ikke som … jeg ved ikke om jeg har forstået det?
S:
Jo, det tror jeg du har forstået, men jeg tror at I fremover til jeres præstestuderende skal sige, at de ikke skal sige noget i den gruppe om medlemmerne i menigheden.
Fabrizio:
Der vil komme en dag, hvor alt vil blive råbt ud af tagene (en anden stemme: lige præcis), så det der med at skjule, skjule, skjule og jeg ved ikke (…)
S:
Ah, men …
Fabrizio:
I et kommunitet er der … viser vi stor hensyn for at vi ikke fortæller tingene ude. For at skabe et miljø hvor man kan føle sig tilpas. At jeg kan fortælle jeg har problemer med min mor, med min datter, med min far, med min historie, uden at jeg bliver bange for at jeg bliver drillet udenfor.
S:
Ja
Fabrizio:
For at ligesom det der, så der er det der …
S:
Men det er din egen familie, det er din egen familie. Det her, det taler jeg om, når en præst siger: jeg har problemer med den-og-den person i menigheden til sin gruppe i kommunitetet og hele kommunitet ved hvem den person er.
Så er det et problem. Og det er derfor jeg siger: sig til jeres præstestuderende: ”det må man ikke”!
Fabrizio:
(indledende mumle …), jeg er ikke perfekt. Det vil sige, vi laver masse fejl. Ofte, det vil sige, man skal holde munden i nogle situationer og så er det uerfarenhed eller hvad det er.
Følsom, man er alt for dum, jeg ved det ikke, men ... og det laver vi. Jeg laver også sådan nogle fejl, men om det der skal hænge sammen med NK eller med den katolske kirke, aij, det er langt afstand … mine personlige komplekser eller hvad skal det hele … … tilregnes den katolske kirke, eller Biskoppen i Danmark eller … jeg ved ikke om det giver …
S4:
Tak for i kommer i dag og vi må lytte til jer. Det er min allerførste kontakt med NK. Og jeg synes den måde i har fremlagt det på var meget forståeligt, og logisk og klart.
Og grundlæggende jeres bevægelse har gjort det rigtige, hvis man tænker på Bonifatius og Franciskus osv, at komme meget tidligt i (…) Paven, få en pavelig godkendelse og derfra køre videre.
Men - det jeg hører fra dem der har haft mere samkvem med jeres bevægelse det er jo at I ikke nødvendigvis optræder som en berigelse af det forhånden, altså af det eksisterende, men som et alternativt. Og tingene skal holde sammen og splittelse skal undgås, så er det godt hvis den ene gryde passer i den anden og den store låge passer oven på i menighedssammenhæng.
Men det jeg hører her er at I lægger op til alternativer, i stedet for at være en indre kerne eller en berigelse af aktiviteterne, en fornyelse, så er det en slags alternativ, der dukker op i de eksisterende menigheder.
Det fører vel til splittelse, så vidt jeg har forstået. Så, der er en problemstilling, og spørgsmålet var, hvad har I tænkt jer her i Danmark fremover at gøre for at undgå, for at være en berigelse, undgå (…) der må være en handlingsplan?
Fabrizio:
Jeg tager udgangspunkt fra mit eget liv. Om jeg er en alternativ? Jeg tror ikke … jeg er inkardineret her i bispedømmet, det har bragt vandringen. Jeg tror ikke det er en konkurrence, vi står og konkurrerer. Jeg kan se at den største udfordring for mig, mit personlige ego, at være kristen. At være kristen.
Hvis jeg er kristen, så kan jeg bidrage til bispedømmet i Danmark. Er jeg ikke kristen, så kommer der ikke noget godt ud af det.
Og jeg ser også det der, hvordan kan vi give folk mulighed til at være kristne, virkelig kristne. Det vil sige, de kan opleve den kraft der er i troen, i evangeliet. Jeg har ikke… jeg kommer lige nu fra et tilmeldt weekend på Asserbo, (….) og jeg skal tilbage … og jeg tænker på derom: hvordan kan de få en mulighed for at blive troende og ikke bare overstå en tid, der skal overstås.
Og vi kaster sakramenterne bag dem og så forsvinder de fordi verdens løsninger er kraftigere. De gælder. Ikke noget med det der tro og ting og sager fordi i bund og grund så fører verden og jeg virkelig, jeg har en samvittighed … jeg spørger mig selv: hvordan kan vi virkelig give folk en mulighed til at opleve troens kraft? Hvordan?
Og ikke bare bliver en kirke af løgn, hvor de får nogle gaver og de er alle kristne, kulturkristne fordi … det ser ud som om den trend vi har i dag, duer ikke det der med at være kulturkristen. Vi skal bare se hvad der sker i verden, ikke kun i Danmark men Europa, i samfundet, ja …
Lars Lorensen:
Når jeg ser på tiden, så tillader jeg mig at lukke for talelisten nu for der er mange på … fordi nu har jeg stående H, C, B, M, T og P2 til sidst. Er det okay?
S5:
Jeg tror jeg føler mig ligesom kaldet til ligesom at forsvare dig lidt, p. Fabrizio. fordi jeg er jo et af dine sognebørn.
Og jeg må indrømme, at jeg kan overhovedet ikke genkende noget af det som jeg hører her. Det foregår ikke i vores kirke. Der er ingen splittelse i vores kirke. Hvor skulle den komme fra?
Der er ikke nogen, der står op under Messen uden at de har dårlige knæ, der er ikke nogen der bliver bedt om at de skal stå op. Jeg ved ikke hvor I har det fra? Hvor kommer det, hvor kommer al det dersens misundelse og ondskab fra, i og for sig?
Overfor nogle unge mennesker, som er kommet til os. Vi er så heldige, at der er en der har været forudseende og fået et præsteseminarium her til Nordsjælland hvor vi uddanner præster og de kommer til os, de er søde og venlige og elskværdige og for nogle år siden der talte vi om, at vi havde præstemangel her i sognet … her i bispedømmet og det var … vi fik at vide at de alle sammen var over skindødsalderen, ikk?
Men … nu har vi et luksusproblem, nu har vi faktisk for mange præster. Er i slet ikke til at gøre tilfredse? Er der ikke noget galt her? Jeg vil så spørge dig, p. Fabrizio, det synes jeg selv jeg ligesom lidt mangler lidt… det er I taler om en vandring og I taler om at denne vandring er ligesom en trappe man går op af …
Merete Noval:
Nedad … du går nedad …
S5:
Er det nedad? Kan du så ikke fortælle os, hvad hvert trin betyder? Når man går fra første trin til andet trin, tredje trin, fjerde trin, og hvor man så ender henne?
Fabrizio:
Det er faktisk ligesom en udarbejdelse af dåbsritualet.
Når vi døber et barn, så den første vi gør er vi mærker panden med korset i våbenhuset.
Jeg ved ikke, om i er fortrolige med det der ritual. Så det første er, at man tager … det vil sige … man bliver klar over korset, korset, som ikke bare er noget på en måde abstrakt eller Jesu Kors. Vi alle sammen er mærket med korset. der er nogen lidelse i vort liv, som kun Gud ved og måske er vi ubevidste eller … og …
og så er der det der genkende i det der lidelse der er, det kan være ægteskabet, i din barndom, i min teenage og voksen … der er Kristus. Det vil sige det første trin på en måde.
Og der er … korset og lidelsen er ikke en forbandelse, fordi for verden bukker under lidelsen og man taler om … hvorfor er der et lille barn der får kræft, man bukker under fordi der er ingen svar. Videnskaben kan give dig nogle piller og så lever vi med det, men der er et kærlighedsmysterium.
Selvfølgelig det der fordybelse sker i et miljø hvor det muligt at være fortrolig. Så under dåben siger vi: forsager du satan, djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen? Det vil sige der kommer et andet trin, hvor man giver afkald på afguder, afguder er alle de der ting som lover os livet, men som sluger os - succes, penge, sex, grådighed, magt, prestige, popularitet. Vi har store ikoner, skønhed, jeg kan være skøn …
Og fitnesscentre, man skal bare se hvor mange fitnesscentre vi har fordi for hvis jeg træner og er stærk, så er jeg noget. Det kan være en afgud, det kan være godt for kroppen at jeg skal til fitnesscentre to gange om ugen for … men det kan også være en afgud. Jeg … al … hele min fritid spiller populær og … for jeg har liv … måske … måske ikke … måske får jeg døden for jeg begynder at tage de der doping stoffer og jeg udvælger osv.
Så kommer der en tid, hvor man fordyber i Fadervor bønnen. Det der er de forskellige trin, ikke andet end det. Det vil sige … ja… og det foregår i en lille gruppe, dvs. i en gruppe hvor man kender hinanden, hvor man følger med hinanden.
Hvor jeg også kan se … jeg er vidne om store mirakler hos mennesker. Jeg har nogle venner i Italien, som var lige ved at blive skilt. Der var en der, han troede han var homoseksuel på et tidspunkt og skulle … og det det … lykkeligt ægteskab med deres kampe og for mig er det ligesom et levende tegn på, at Gud eksisterer.
Troen frelsen, for eksempel. Og i en menighed kan man ikke rigtig mærke det, fordi man er anonym på en måde. Ja vi kan drikke kaffe og hvis jeg, hvis jeg er udad, hvis jeg på en måde påtrængende og spørger folk, så kan jeg kaldet der, men ellers går det hele bare stille og roligt og i anonymitetens navn og hver går til sit og man kan ikke rigtig sige … og vi bliver endnu mere svækkede af det der anonymitet.
Merete Noval:
Jeg vil lige lave en tegning, jeg ved godt der ikke er så meget tid.
Men, fordi nu efterspurgte en mand: hvad er det for trin? Okay, ja, så … jeg vil lave en tegning, som vi altid bruger som symbol altid i kirken på dåben.
(tegner) dåben … dette er trin, der fører ned til dåben, til dåbsbassinet, og det er de forskellige etaper, de forskellige dele der er indeholdt i selve dåben. I forberedelsen, i katekumenatet.
Dette er dåben, og det er derfor vi spontant sagde: nej, trinene går ikke op, trinene går ned, ikk?
Og de fører ned til dåben, til fornyelse af dåben. og vi siger, ... jeg skal ikke holde nogen katekese for jer, men I ved at dåben, i dåben dør vi med Kristus.
Så vi siger, at det gamle menneske dør i dåben og vi opstår med Kristus i det ny, det vil sige det nye menneske. Det er et mærkeligt ord, men vi jo kun lov til at forklare.
Der kommer, bliver oprejst med Kristus bagefter. Så derfor fører ethvert katekumenat ned mod dåben for at fornye den og bagefter op … jeg tror det er lidt mere klart når det er en tegning, ikk? Sådan har jeg det selv, i hvert fald, jeg er visuel.
S4:
Bliver i så døbt igen?
Merete Noval:
Nej, nej, nej. Overhovedet ikke. Jeg siger, vi fornyer dåbsløfterne.
S4:
Rent mundtligt?
Merete Noval:
Rent mundtligt, ja ja selvfølgelig.
S4:
Så jeg døber dig i Jesu Kristi navn?
Merete Noval:
Nej nej nej, det er sket
S4:
Hvad er afslutningen, hvad er afslutningen?
Merete Noval:
Afslutningen?
S4:
Ja, på jeres vej ned i dåbskarret?
Merete Noval:
Det er ligesom påskenat, præcis som påskenat. Som hele menigheden gør påskenat, ikke? Men så kan vi sige, at i katekumenatet har du en mulighed for gennem længere tid mere bevidst om hvad det er. Det er ikke fordi menigheden ikke er bevidst, måske har jeg som person, jeg Merete, brug for at blive bevidst om det, ikk? Og derfor er det et tilbud til mig. Og det er ikke fordi du er dårligere fordi du ikke gør det - måske du er bedre … du er sikkert meget bedre end jeg er …
S4:
Så det slutter med påsken?
Merete Noval:
Ja, det slutter med påskenat fornyer dåbsløfter … og det er ikke hvert år … det tager tid … katekumenatet i urkirken var vist omkring ca. 7 år eller sådan noget lignende, så … afhængig af situationen.
Lars Lorensen:
Skal vi høre, hvad S6 har af spørgsmål?
S6:
Det er faktisk en kommentar fordi … det jeg hører det er … meget af det lyder som en enorm kritik af jeres vandring, men alligevel så er klangen af det jeg hører en følelse af tab i menighederne.
At de ser nogle mennesker, som gør nogle fantastiske ting, har et utroligt fællesskab, er berigende, kan nogen … har nogle redskaber, kan nogen ting, er på nogle måder exceptionelle, måske, i forhold til så mange andre som slavisk, måske som mig, bare dukker op i kirken.
Og så ser de, at de mennesker er ikke med hos dem, at man har et ønske om at få det her ind i menigheden.
At det skal være en del af menigheden, at det ikke skal være, som A talte om, et alternativ, men at man … at det et eller andet sted er et tab, at alt det gode, som ligger hos jer, og alt det I kan berige med, at det ikke kommer til at virke sammen med menigheden som sådan.
Altså blandt andet ved deltagelse i søndagsmessen, men også i det hele taget ved en følelse af adskillelse, måske.
Det er selvfølgelig ikke en positiv ting at tale om tab, men jeg synes det udtrykker en lyst til at man skal være sammen snarere end en kritik af, hvad I er.
Og så vil jeg lige sige en ting mere og det har ikke specifikt ikke noget med NK at gøre, men mere generelt med præster at gøre, at jeg tror mange menigheder føler, at når der kommer en ny sognepræst til dem, at så skal denne præst lære menigheden at kende og være præst for dem, måske på en lidt anderledes måde end man er vant til, men trods alt i samklang med den menighed, som er, som nu er og har udviklet sig med de traditioner, med de måder at agere på og inspirere på.
At man nogle steder kan have utroligt svært ved at der kommer præster, som - af den ene eller den anden grund - har nogle ideer der er, ikke i radikal modstrid med hvad man har i forvejen, men som måske alligevel er en omvæltning.
Og det kan jo især være fordi, at der ofte sker rokader med præster, så det kan være utrolig hårdt for en menighed at møde nye præster, som har nye måder at gøre tingene på, som gerne vil have, at det bliver gjort på en bestemt måde, hvilket kan skabe en mangel på dynamik og det er også lidt det jeg hører nogen gange når folk taler om … jamen, hvad sker der når nu der kommer en masse præster fra NK.
En frygt for, at det man har skal blive fortrængt af noget nyt.
Og derfor så tror jeg det er utrolig vigtigt, at man forbereder en menighed på, ikke bare om det er en neokatekumenat præst der kommer, men også hvis det er en præst fra udlandet eller fra en orden … man forbereder menigheden på: hvad kommer det her til at betyde. Hvordan skal vi gribe det her an, hvad er det for en ressource der kommer, hvad er det for nogle ting I godt kunne tænke jer, I ser som vigtige for jer.
Altså at man får en eller anden afstemning af, hvad er det det her samarbejde skal gå ud på fordi jeg hører en stor frygt for, hvad der skal ske.
Lars Lorensen:
Tak. Må jeg foreslå, at vi lader den hænge og så tager vi en til. S7....