Side 2 blog

Side 2 blog - Katolikker i Dialog

»Den Katolske Kirke og Vassula Rydén?«

Kiko belærer Paven

Overvejelser efter læsning af Kiko Argüellos bog ”Kerygma”

Grethe Livbjerg: »Sunde og sekteriske fællesskaber«

PR møde Punktet: "Præsentation af Neokatekumenatet"

Henriette Sørensen: "Min erfaring med Den Neokatekumenale Bevægelse."

Austen Ivereigh: Pave Frans vil ikke spille med i radikaliserede islamisters spil...

6. aug. 2016

Artikel af Austen Ivereigh, senior Crux Contributor, offentliggjort i 'Crux' den 4. aug. 2016. Copyright: Crux Catholic Media Inc. Oversat fra engelsk af katidialog.dk og bringes med venlig tilladelse fra 'Crux' redaktion.
_

Austen Ivereigh:

Pave Frans vil ikke spille med i radikaliserede islamisters spil...

Muslimske radikale som for eksempel IS ønsker at fremprovokere en religionskrig ved at presse vestens ledere ud i stadig mere krigeriske og forsvarsprægede holdninger. Det er derfor, at pave Frans afvisning af at gå deres ærinde må være så frustrerende.

Det er tydeligt, at den muslimske verden er i en alvorlig krise, hvad angår forholdet mellem'religion' og 'politik' -  en krise, der på sin måde kan sammenlignes med de europæiske religionskrige i 1600-tallet, der til sidst fik en ende, da den sekulære Oplysningstid kom til.

Islamismen er ét brutalt svar på spørgsmålet om, hvordan Islam forholder sig til den moderne stat, et svar der har rejst sig fra voldens og krigens aske. Det er et forsøg på at få det præmoderne islamiske lovsystem til at komme overens med nutidens nationalstat ved at erklære krig mod sekularismen, som for IS betyder alt, der er mindre end det blodige teokrati. 

Dette gør islamismen til en fjende af Vesten og af kristne på hvert et sted - mest i Mellemøsten. Men den er også en fjende af størstedelen af den muslimske verden. Islamismen betragter den shiitiske udgave af Islam som en fornyelse og at forny Koranen er at benægte, at den fra begyndelsen er fuldkommen.

Den islamiske Stat er i krig med alle muslimske lande, for alle disse lande har søgt at komme overens med moderniteten ved at tolke (formidle) eller neddæmpe islamisk lov.

Denne eksistentielle krise inden for Islam vil udspille sig længe endnu, og der er ikke meget ,som nogen kan gøre for at hindre det. Over tid vil IS' s radikalismebevise sin egen undergang, og den vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger.

Men det, som ligger inden for vor kontrol, er , hvordan vi her i Vesten reagerer på provokationerne fra IS. Og hvordan vi reagerer, vil enten fremskynde IS' sammenbrud eller være brændstof for dens vækst.

Der er to væsentlige ting at få fat på:

For det første: Det kan godt være, at Islamisk Stat rekrutterer  mentalt forstyrrede teenagere fra 'les banlieues' - storbyernes yderområder -, men IS er langt fra at være en flok psykopater. Islamismen er en voldelig ideologi, der bygger på en rendyrket ('puristic') islamisk fundamentalisme. Det er en udgave af Islam, som er radikalt anderledes end, og som forkastes af, størstedelen af den muslimske verden.

For det andet: en krig med kristendommen er en nøgle til at forstå dens verdensanskuelse. IS venter på hæren fra'Rom', hvis nederlag ved Dabiq i Syrien vil indvarsle nedtællingen til apokalypsen.

For at fremskynde dette er de fast besluttede på at tage deres krig ud af Mellemøsten og bringe den til vores lufthavne, koncertsteder og selv vores kirker. Deres vold er strategisk , og målet er at sprede terror, ikke for terrorens egen skyld, men for at bevirke en reaktion,  - en reaktion som vil bekræfte dem i deres egen verdensanskuelse, som er den, at sekulære samfund er fordærvede og degenererede, og den kristne religion falsk og afguderisk.

For at kunne demonstrere sandheden i denne fortælling har de brug for en krig - en religionskrig, hvor hver side har sine hære og sine martyrer - en krig, som begynder, når kampen flytter sig til vestens bløde underliv og spreder terror dér, så en reaktion fremprovokeres, en reaktion, der polariserer samfundet.

IS er af den overbevisning, at hvis 'dem i vesten', de kristne, provokeres tilstrækkeligt, vil de vende sig mod muslimerne, og muslimerne vil se hen til IS for at blive forsvaret, og til sidst vil det ende med et opgør.

Foreløbig ser det ud til, at dette lykkes for IS. Stigningen i fremkomsten af nye nationalistiske partier i hele Europa, og, selvfølgelig, Donald Trump, er præcis, hvad scriptet forudser - sammen med den aktuelle stigning i antallet af og den øgede voldsomhed i angreb på muslimer.

Flere angreb, mere terror, mere reaktion; for IS ligger vejen frem allerede klar.

Nogle katolske kommentatorer- endda en kardinal - har haft deres andel , med argumenter om at IS er Islams sande ansigt, og at der ikke er nogen egentlig forskel.

(Det er afslørende, at en kritiker hudfletter pave Frans for - i flyet hjem fra Krakow - at skulle have sagt, at der ikke findes noget fænomen som islamistisk vold - hvilket ville have været særdeles overraskende, hvis det var det, han faktisk havde sagt- det, paven afviste, var udtrykket ' islamisk vold').

Har man godtaget det radikale narrativ om Islam som selvindlysende, er der kun et kort stykke vej til at hævde, at 'Islam' ønsker at herske i hele verden, at det i sit væsen er voldeligt, og at det fører krig mod kristendommen.

De katolske anti-jihadister forventer en retorik fra pavens side, som svarer til situationen, og ikke en sentimental udvandet politisk korrekthed.

De er skuffede over pave Frans' beskrivelse af fader Jacques Hamels voldelige død som 'absurd', og over, at han ikke taler om Hamels 'martyrium', og de er indignerede over at han vover at antyde, at der var fundamentalisme og vold indenfor kristendommen - og deres skuffelse og indignation er at finde overalt på de sociale medier.

Men vi må være taknemlige for, at pave Frans kan se længere end dette. Det, han gør, som svar på provokationen fra IS kan sammenfattes i 6 punkter. Det er velovervejet og effektivt - også selv om det lægges for had af fremtrædende katolikker.

Første punkt er at sætte ethvert dødsfald ind i den større sammenhæng af andre, der er døde, for at undgå, at der er noget enkelt offer,  der kommer stil at stå i fokus for (særlig) moralsk forargelse. Dette var specielt nødvendigt med fader Hamel, fordi han var en mild, ældre præst, der blev dræbt på en  provokerende forfærdelig måde.   

Derfor har pave Frans aldrig brugt ordet 'martyr' for at beskrive ham - at gøre dette, i denne krudttønde-atmosfære af frygt og terror, ville betyde at gøre hans død til et våben og give anstød til skrigende overskrifter - ja, paven har end ikke omtalt ham med navn.

"Denne hellige præst, som døde, mens han frembar bønnen for hele Kirken, er kun en af - ja, af hvor mange kristne, hvor mange uskyldige?" spurgte paven i flyet på vej til Krakow.

For det andet insisterer han på broderlighed og fred som det eneste autentiske kristne svar.

"Vi har intet ønske om at besejre had med mere had, vold med mere vold, terror med mere terror," sagde han til pilgrimmene under bønnen ved vigilien lørdag aften på WYD. Og han tilføjede, at Kirkens svar 'til en verden i krig' , var broderskab og  familielivet.

På vej til vigilien ærede han relikvierne af to ofre for terrorismen (i Peru o.a.) og bad Gud om at hele og trøste dem, som har lidt skade, og at omvende terroristernes hjerter, så de erkender ' deres handlingers ondskab'.

For det tredje - overfor de politikeres højrøstethed, der i deres trang til at finde syndebukke vil lukke grænser, har pave Frans fortsat insisteret på vigtigheden af at holde vore døre åbne for flygtninge..

Derfor hans bøn i Krakow om at Gud vil give ofrenes familier "styrke og mod til at fortsætte med at være brødre og søstre for andre, frem for alt for immigranter, således at de 'vidner om Din kærlighed med deres liv".

For det fjerde - overfor Islamisk Stats fortælling om kristendommen versus Islam, er Frans' vej at stille en anden polarisering op : religion og fred på den ene side, voldelig fundamentalisme og falsk religion på den anden.

Der var en smuk demonstration af dette i tirsdags, da 100 muslimer mødte op til Hamel's begravelse sammen med ledere fra andre trossamfund.

Ved siden af Rouens ærkebiskop var der på alteret en ikon med et billede af Hamel med glorie over hovedet, som var blevet malet og givet til ærkebiskoppen af en muslimsk troende fra den by, hvor præsten var blevet dræbt.

Derfor siger Pave Frans, at vi er i krig - en krig der handler om interesse- og magtkonflikter - men han insisterer på, at sand religion ikke er blandet ind. 'Alle religioner ønsker fred', sagde han i flyet på vej til Krakow -'det er de andre, der vil have krig'.

Derfor også det, han sagde på vej hjem fra Krakow: Når nu (sand) religion søger fred, er tanken om 'islamisk' vold selvmodsigende. Derfor - og han behøvede ikke sige det -  det som IS repræsenterer er ikke Islam, eller overhovedet 'religion', uanset hvordan den klæder sig ud.

Dette betyder også, at man må afvise ethvert krav fra IS' side på, at IS voldshandlinger har vægt eller betydning, der rækker udover sig selv.

For de radikaliserede, er volden hellig, den har offerkarakter, den har et guddommeligt blåstempel - den fremskynder Armageddon og Islams himmelske sejr og triumf.

Så når pave Frans erklærer, som han gjorde det i anledning af massakren i Nice -  at IS' vold udover at være ond og afskyvækkende, også er 'meningsløs', eller 'absurd', som han sagde om den voldshandling, der dræbte Hamel, så rammer han IS på et afgørende punkt: verdens førende religiøse autoritet afviser legitimiteten af en religiøst begrundet retfærdiggørelse af volden.

Dette er en strategi - ja, men det er også reelt at vise, hvad sand religion er.

Gud blev selv uskyldigt prisgivet i  et religiøst og politisk begrundet og accepteret offer.  Opstandelsen gjorde ende på enhver tanke om, at Gud er voldelig.

Så Guds magt ligger ikke i voldelighed, men i kærlighed og broderlighed. Med skyggen fra islamisk radikalisme hvilende over os, er dette - som en af de franske biskopper sagde i Krakow - ikke  længere 'en idé', noget abstrakt,  men en stærk udfordring. Tror vi på Guds magt -  eller på myten om det guddommelige som en hævngerrig stammeguddom?

For det femte - over for fristelsen for kristne til at se muslimer som voldelige fundamentalister og sig selv som fredselskende fornuftsbetonede mennesker, insisterer pave Frans på, at også kristne huser tilbøjeligheden til fundamentalisme og voldelighed.

Som en, der har lang tids erfaring i at skelne ånderne, har Frans en skarp bevidsthed om hvordan diabolos,  den store adsplittende magt,  driver sit spil, og om de snedige måder, som det onde kan overbevise gode mennesker på om at sætte sig selv over og imod 'onde mennesker'.

Hvad end Islams fejl og mangler er i henseende til voldelighed , så ønsker muslimer - som paven sagde i flyet - fred og 'at mødes -  med' - mens kristne for deres part (om det så er aktuelt eller i fortiden) også kan hælde til fundamentalisme og en religiøst billiget voldelighed.

Dette  er ikke udtryk for pacifisme. Vi har brug for, at politi og sikkerhedsstyrker gør sig mere gældende, og (hvis blot det ikke  skaber flere uskyldige ofre)  at stække den radikale Islam ved bombeangreb. Men jihadister kommer ikke til at blive besejret gennem krig, og at tro, at det kan ske,  er - igen - at godtage deres narrativ.

Som alle onde foretagender vil IS til sidst ende med at bryde sammen i kraft af dets egne indre modsætninger. Indtil da vil kampen stå i menneskets hjerte.

Hvad Kirken kan hjælpe Vesten til at gøre, er at absorbere volden, og ikke at lade sig provokere af den, at holde ud i frygten og usikkerheden, og at acceptere at der er flere mennesker, der vil komme til at dø.

Dette er ikke, hvad vores politikere vil fortælle os,  men vi ved alle, at det er sådan, det er.

Set fra et kristent perspektiv er deres død, der - som fader Hamel - er uskyldige fredsstiftere, ikke meningsløs, men magtfuld.

Kan verden fortsat vente på den kæde af kærlighed, som vil erstatte hadets kæde? spurgte ærkebiskop Dommique Lebrun i sin prædiken. Vil vi behøve flere massakrer for at omvende os til kærligheden og til en retfærdighed, som bygger kærligheden op?

Og endelig for det sjette - Frans' strategi er ikke at overgive sig til frygten og opgive de rum, hvor vi lever og færdes, og vores identitet.

Stillet over for en konkret IS trussel mod Vatikanet sidste december, afviste paven at bære skudsikker vest og sagde, at vi ikke ville pansre vores kirkedøre.

I tirsdags i Rouen, indbød ærkebiskop Lebrun folk til at ære Hamel ved at besøge en kirke i den nærmeste tid,  "for at give udtryk for jeres nej til at se et helligt sted besudlet , og for at bekræfte, at volden ikke vil indtage jeres hjerter,  og for at bede om Guds nåde".

Dette er noget, enhver af os kan gøre, og enhver sådan handling fra vor side vil fremskynde jihadisternes nederlag.

____________
På Engelsk: 'Pope Francis refuses to play the game of Islamic radicals' <her>