Side 2 blog

Side 2 blog - Katolikker i Dialog

»Den Katolske Kirke og Vassula Rydén?«

Kiko belærer Paven

Overvejelser efter læsning af Kiko Argüellos bog ”Kerygma”

Grethe Livbjerg: »Sunde og sekteriske fællesskaber«

PR møde Punktet: "Præsentation af Neokatekumenatet"

Henriette Sørensen: "Min erfaring med Den Neokatekumenale Bevægelse."

»Min ven Monsigngöran in memoriam«

30. april 2014

Göran Degen, svensk præst, døde for få dage siden - og var så vidt vides, den første 'indfødte' svenske katolske præst. Blev 69 år, havde bl.a. været rektor for det svenske præsteseminarium.

Jeg kendte ham ikke selv, men Helene Hägglund gjorde - og på min opfordring har Helene skrevet om sin ven Monsigngöran in memoriam.
FJM.

 

»Min ven Monsigngöran in memoriam«

For ti år siden befandt jeg mig i et selvvalgt eksil i Göteborg, med 14 års klosterliv bag mig og en stor udfordring foran mig: At finde tilbage til et nogenlunde normalt liv i verden. Jeg boede i et lille bofællesskab, som lå ved siden af byens katolske kirke, hvor en vikarierende sognepræst havde taget imod mig, mens den egentlige sognepræst tilbragte nogle sabbatsmåneder i Sydamerika.

Allerede den første dag i mit svenske eksil, begyndte mine nye venner i bofællesskabet at fortælle fantastiske historier om den bortrejste præst: Han var vellidt af alle, både liberale og konservative katolikker; han var åben, social og engageret, men også tilsluttet karmeliternes sekularorden og praktiserede indre bøn og meditation; han havde et stort hjerte for kirkens og samfundets små og svage, og deltog aktivt i det økumeniske arbejde for at oprette et værested for dem, der ikke havde andre steder at gå hen; sin sabbatstid i Sydamerika tilbragte han med at assistere lokale præster i deres arbejde blandt fattige; han var barmhjertig som få; han var, i mine ører, helt enkelt… for god til at være sand.

Det var derfor med en stor portion skepsis, at jeg tog imod præsten, Göran Degen, da han efter nogle måneder vendte hjem igen til sit sogn. Men i løbet af det år, som jeg derefter tilbragte med ham som nærmeste nabo og – efterhånden – ven, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at ingen havde overdrevet i beskrivelsen af ham.

Göran kom fra en stor, katolsk familie i Stockholm, og under hans barn- og ungdom var det kirkelige engagement en naturlig del af hans liv. Under hans skoletid begyndte et præstekald at vokse frem, og han bedrev derefter sine teologiske studier i Tyskland, hvorefter han blev præsteviet i Stockholm 1971. Efter 8 år som kapellan i Göteborg, blev han udnævnt til bispedømmets ungdomspræst, hvilket han var i 7 år. Mange er de, der stadig taler om denne tid med en vis nostalgi: Som ungdomspræst var Göran aktiv, engageret og inspirerende, men også nytænkende, og det er ingen overdrivelse at sige, at han prægede en hel generation af svenske katolikker.

Efter tiden som ungdomspræst fulgte 20 år som sognepræst, først i Sundsvall i det nordlige Sverige, derefter i Göteborg, som på det tidspunkt var Sveriges største sogn, med omkring 6000 katolikker, 4-5 ikke-svensksproglige menigheder i menigheden og et par selvstændige kapelmenigheder udover selve sognekirken. Det kan lyde stort, men Göran levede op til ansvaret for alt dette, ikke mindst pga. at han var dygtig til at uddelegere opgaverne og at stole på, at den som overtog dem kunne klare dem, uden at han selv var nødt til at altid bestemme eller kontrollere detaljerne. De få gange, jeg har set ham oprørt eller vred, har altid været i forbindelse med, at nogen, som han havde stolet på og havde overdraget ansvar til, havde svigtet hans tillid.

At Göran var præst, var en så naturlig del af ham, at han ikke lod til at have noget behov for at understrege det. Uanset om han celebrerede søndagsmesse for 800 personer, tog en tur gennem byen i en af sine flotte gamle biler (hans store passion – eller cølibatskompensation, som han selv humoristisk kaldte det) eller slappede af hjemme hos os med et glas vin og en bid ost, var han altid den samme. Lyttende, opmærksom, klog. Med filosofiske ræsonnementer, som han ikke anså, at han havde løsningen på; tværtimod var han åben for alle spørgsmål, indvendinger og indsigter, uanset hvem de kom fra. Jeg kan ikke mindes, at han nogensinde har henvist til den katolske kirkes lære som en autoritet, selv om hele hans liv var forankret i just denne lære. Respekt for andre mennesker og deres meninger var en af Görans grundholdninger.

Mit venskab med Göran fortsatte efter at jag havde forladt Göteborg. Han var den, som viede min mand og mig, og han døbte vores søn. Han var også en af dem, som granskede mit manuskript, da jeg overvejede at udgive historien om mit klosterliv. Görans kommentar i den forbindelse siger meget om ham som person: ”Denne bog skal udgives! Den er ikke smigrende for kirken, men den er nødvendig!”. For sådan var Göran: Sandheden frem for alt.

I 2006 blev Göran, som i mellemtiden var blevet monsignore, udnævnt til rektor for bispedømmets præsteseminarium i Stockholm. Denne stilling beklædte han indtil for nogle måneder siden, samtidig med, at han var administrerende sognepræst for menighederne i først Visby, derefter Luleå, og i mange år desuden også var medlem i præste- og pastoralrådet.

Göran havde altid set meget frem til sin pension, som han havde en masse planer for. Bl.a. drømte han om at oprette et Tro og Lys-kommunitet i Jean Vaniers ånd og at få tid til at fordybe sit indre liv. Men Göran nåede aldrig frem til pensionen. I sidste uge opsøgte han sin læge for smerter i brystet; i søndags fandt man ham død i hans lejlighed. Göran blev 69 år og vi er mange, der synes, at det var alt, alt for ungt. På den anden side: I løbet af sit liv havde han nået at udrette så meget, at det egentlig burde være okay at tage fri nu.

Jeg er overbevist om, at Göran – eller Monsigngöran, som han med en vis selvironi yndede at kalde sig – nu tilbringer sin pension på bedste måde. Og at hans lys vil fortsætte med at lyse længe blandt os, som har været så heldige at få lov til at være hans venner.


Helene Hägglund er teolog og foredragsholder, og har skrevet den selvbiografiske bog ”Nonne tur/retur” (Kristeligt Dagblads Forlag, 2009). Hun flyttede til Sverige i 2003 og bor i dag i Norrköping, sammen med sin mand og deres to børn.