Side 2 blog

Side 2 blog - Katolikker i Dialog

»Den Katolske Kirke og Vassula Rydén?«

Kiko belærer Paven

Overvejelser efter læsning af Kiko Argüellos bog ”Kerygma”

Grethe Livbjerg: »Sunde og sekteriske fællesskaber«

PR møde Punktet: "Præsentation af Neokatekumenatet"

Henriette Sørensen: "Min erfaring med Den Neokatekumenale Bevægelse."

Åbent brev til Kiko Argüello, fra bror Luis Alberto Luna Tobar, OCD, ærkebiskop i Cuenca, Ecuador

21. maj 2014

Forord

Nedenstående indlæg er fremkommet på baggrund af de 3 tidligere blogindlæg:

"Min erfaring med Den Neokatekumenale Bevægelse"

"PR møde Punktet: "Præsentation af Neokatekumenatet"

»Sunde og sekteriske fællesskaber«

Om Neokatekumenatet bruges også vendingerne: Den Neokatekumenale Vandring, Den Neokatekumenale Bevægelse, neocat / neokat, NK.

Kiko Argüello er stifter af NK i 1960'erne, i Spanien.


14. maj 2014

Nedenstående brev er skrevet i 1993. Tankevækkende at man andre steder i verden allerede for 21 år siden oplevede de problemer, som i dag truer med på længere sigt at ødelægge vores bispedømme.

Biskop Tobar Luna har været den mest betydningsfulde, folkelige og elskede biskop i Ecuadors historie. Han er berømt for at tale uden omsvøb og kritisere magtmisbrug uanset om det var præsidenter, banker eller religiøse ledere.

Hans brev til NKs ledere er blevet brugt af andre bispedømmer til at forklare hvem neokatekumenerne er, hvordan de opererer og hvordan det er lykkedes for dem at overtage kontrollen over hele bispedømmer i nogle lande i Sydamerika, fx. Peru. [1]

Oversat, redigeret og bearbejdet af: Ingerid og Pablo Cristoffanini.

Ingerid og Pablo Cristoffanini er begge aktive medlemmer af den katolske menighed i Aalborg. Pablo er leder af Centrerende Bøn Gruppe ved Sankt Mariæ Kirke og Ingerid er ansvarlig for musikken. De har tre børn og tre børnebørn. Ingerid er uddannet lærer og ansat i Aalborg Ungdomsskole hvor hun underviser unge med andet etnisk baggrund. Pablo er født i Chile. Var aktiv i politiske bevægelser med kristen baggrund og politisk fange under Pinochets diktatur. Kom til Danmark i 1975 som politisk flygtning og blev cand. mag. og ph.d. fra Aarhus Universitet. Siden 1996 lektor på Aalborg Universitet på Institut for Kultur og Globale Studier. Hans vigtigste forskningsområder er kulturstudier, latinamerikansk kultur, film som kulturbro og som social viden.  


 Luis Alberto Luna Tobar, OCD, ærkebiskop i Cuenca, Ecuador

Luis Alberto Luna Tobar, OCD, ærkebiskop i Cuenca, Ecuador

Åbent brev til Kiko Argüello, fra bror Luis Alberto Luna Tobar, OCD, ærkebiskop i Cuenca, Ecuador

1993

Højtelskede bror

Jeg modtog fra lederne af de neokatekumenale fællesskaber i Ecuador en invitation til et møde med dem og de ansvarlige for neokatekumenatet i Santo Domingo. Af forskellige årsager besluttede jeg at undskylde at jeg ikke kunne deltage og samtidig at takke af hele mit hjerte for invitationen. Jeg føler mig alligevel forpligtet til at være til stede, om ikke andet så i form et ærligt og loyalt brev, som er nødvendigt på grund af min pastorale pligt som biskop.

For 11 år siden fandt jeg ud af, at dette bispedømme som jeg har fået betroet, rådede over et imponerende antal af neokatekumenale fællesskaber samt et betydeligt antal præster, lægfolk og ordensfolk, som tilså og deltog meget inderligt i fællesskaberne. Jeg betragtede de nye apostolske bevægelser i byerne som et tidens tegn og som værende af værdi for det pastorale arbejde forudsat at deres tilstedeværelse foregår gennem sognet.

Efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til afvigende udtalelser og problematiske indstillinger i forhold den enkelte kirke og dens organisation, som stammer fra de neokatekumenale grupper og især fra nogle af deres talsmænd.

Præster, som i starten var tæt på "vandringen", begyndte at distancere sig på grund af disse holdninger/udtalelser/praksisser; folk som havde oplevet NK, forlod "vandringen" som en reaktion på de underkuende krav fra de NK-grupper de deltog i.

Med stor smerte har jeg oplevet disse realiteter, som har bekymret mig uden at det påvirker den respekt jeg har overfor en bevægelse der har bemærkelsesværdige værdier.

Men jeg indrømmer at jeg er begyndt at opleve en stærk indre tvivl, som jeg har forsøgt at afklare på en nænsom måde ved at forhøre mig hos NKs kateketer (ledere som jeg beundrer) i den hensigt at afklare min tvivl, især den der har størst betydning for mit pastorale arbejde.

Dernæst har jeg rådført mig med personer som jeg har stor tillid til på grund af deres viden og engagement i det pastorale arbejde. Disse mennesker har et dybt kendskab til jeres bevægelse, idet de har tilhørt eller tilhører denne, men har samtidig en sund kritisk sans, som beriger deres dømmekraft. De har givet mig informationer og givet mig styrke til at skrive dette brev til dig som ven, bror og hyrde. De personer, som har rådgivet mig (alle præster), takker jeg meget for deres tjenesteiver og frimodighed.

Jeg er overbevist om at det er meget betydningsfuldt - en gave fra Gud - at kunne regne med sådanne personer. Med deres råd og det lys, som de har givet mig, ønsker jeg at fortælle dig, Kiko, og dine mest betroede medhjælpere, hvad vi finder positivt og negativt ved jeres bevægelse.

Hvis I ønsker at gøre jeres bevægelse universel må I rense den for "europæiske levninger" [3], som møder større og større modstand i vores velsignede lande (Latinamerika), og I må overveje ændringer i jeres holdninger og troslære.

 

Positive sider ved NK:

  • På trods af den universelle og specielt den urbane individualisme har NK formået at skabe fællesskaber. Disse er især dannet af folk fra middelklassen. Indtil nu har de været meget vedholdende.
  • Fællesskabernes tiltrækningskraft er bemærkelsesværdig blandt de unge, og vi kan ikke benægte, at det skaber et etisk miljø som er positivt. En følge heraf er det antal af unge der føler sig kaldet til at blive præst hos NK.
  • Det asketiske liv, som bliver påtvunget og opnået blandt neokatekumenerne, medfører en betydelig åndelig vækst blandt medlemmerne og er præget af hårdhed, stivhed,  uegennyttighed og gruppe-nidkærhed, som vi vil vende tilbage til, når vi omtaler de negative sider.
  • Vi kan ikke benægte, at hvis de finder noget tiltalende og som passer med den neokatekumenale livsstil eller med den specielle mentalitet som kateketerne eller lederne har, så kan man få NK fællesskaberne til at deltage i det pastorale, sognets og bispedømmets arbejde. Men hvis den enkelte menigheds behov ikke er i overensstemmelse med deres stil, så opstår der straks et problem.
  • Deres loyalitet mod Guds ord og mod pavens person er beundringsværdig. Som under det foregående punkt eksisterer der undtagelser, som vi vil vende tilbage til under de negative aspekter. Vi finder megen fundamentalisme, når det gælder Guds ord, og fravær at kirkens nuværende lære, dvs. 2. vatikankoncil og de ændringer det medførte for teologien i Latinamerika.
  • NKs ritual og  musik opfordrer klart til fællesskab. Det skaber en stemning af fromhed og erobring. Vi vender tilbage....

 

Negative sider af NK:

  • Jeg er ked af at begynde denne fremstilling med noget personligt: den dyrkelse af din og Carmens person som praktiseres fra fællesskabernes side. Det er uacceptabel magi. Jeg anser de kateketer, som er blevet sendt i forskellige perioder, som værdifulde personer, men de forekommer at være programmeret til at ophøje grundlæggernes personer på en sådan måde, at det tangerer det mytiske. I skal være et eksempel på frihed og frigørelse og fjerne dette element, som i det mindste for os latinamerikanere forekommer farligt og radikalt antikristeligt. 
  • Alt det positive vi har nævnt om dannelsen af NK-fællesskaber, tilskynder os til at præsentere jer for en kritik af deres organisation og hvordan de opfatter sig selv, hvordan man uddanner dem og hvordan man bevarer dem. De føler at de er de eneste sande fællesskaber i kirken, og de viser ofte foragt for de eksisterende basismenigheder [4] og forener denne ekskluderende og nogle gange aggressive indstilling med den overbevisning, at de kun kan arbejde pastoralt med deres egne.
    Hvis denne indstilling (jeg har personligt oplevet det mange gange) ikke er synlig hos lederne, finder man den hos mange medlemmer af fællesskaberne, og man får det indtryk, at det enten er indprentet eller påtvunget.
  • Disse attituder (og andre der har med moralen og troslæren at gøre med en rigoristisk og fundamentalistisk baggrund) kunne få én til at tænke, at der til grund for den måde som fællesskaberne er organiseret på ligger en kommandostruktur, som eliminerer frihed og en ægte kristen næstekærlighed. Et udtryk for denne autoritære organisationsform, som er karakteristisk for NK og som har negative følger, er den glemsel, der tangerer foragt, som NK s ideologer føler for alt latinamerikansk: den latinamerikanske kirke, dens teologi og pastorale arbejde, basismenighederne og prioriteringen af de fattige.

    En hellig og vis præst, som har arbejdet sammen med jer i mange år, sagde ordret til mig:

”De værdsætter ikke og derfor kender de heller ikke dokumenterne fra Medellin og Puebla [5], ej heller dem fra den ecuadorianske kirke, som retningslinjer for det pastorale arbejde”.

Dette er et imponerende vidnesbyrd, som rammer en hyrdes samvittighed på en meget speciel måde. Hvis kirken som følge af presset om evangelisering som udgangspunkt kræver, at man skal have en dyb forståelse for den kultur man arbejder i, så skal I (du og Carmen) lukke jer op for alt det latinamerikanske og give afkald på den eurocentrisme der præger jeres lære. Kun på den måde kan I opnå forståelse for virkeligheden i Latinamerika og være sikre på at I kan blive her.


I dette erkendelsens øjeblik kommer jeg som bror til den hårdeste del af min kritik.
I samtale med nogle kateketer for mange år siden stillede jeg dette spørgsmål:

Hvortil går vandringen?

Man gav mig altid et meget personligt svar, og efterlod mig altid tøvende mellem en stor beundring for vandringen og de vandrendes værdier og en stor usikkerhed med hensyn til deres virkelige teologiske og spirituelle opfattelser.

Dette er et rum som kræver at de ansvarlige for NK foretager en alvorlig revision af jeres lære. På basis af det seriøse arbejde fra mine pastorale medarbejdere, som på en eller anden måde er tæt på den neokatekumenale vandring, vil jeg foreslå at I overvejer følgende kritiske punkter af jeres lære:

  1. En vedvarende og ekskluderende adskillelse mellem den personlige samvittighed og den sociale virkelighed. I er kun interesseret i den proces som den enkelte person gennemlever på vandringen uden at skele til personens stilling i et samfund, som har ligeså meget behov for frelsen, som personen har for dåben.
     
  2. En ensidig og ekskluderende lovprisning af Ordet: det er det som oplyser den konverterede, og derfor er I ikke interesserede i hvordan troen er sammenføjet med næstekærligheden i et fællesskabs solidaritet.
     
  3. Fundamentalistisk læsning af Biblen med det formål ensidigt at fremhæve dens indvirkning på min personlige omvendelse. Mysteriet reduceres til Guds intervention i mit liv uden nogen som helst sammenhæng med det sociale rum og det fællesskab jeg lever i.
     
  4. Det er et livssyn som er præget af moralsk strenghed som fører til en individualisme, der er tilfreds med den mekaniske overholdelse af de 10 bud, især en besættelse af det 6. bud : ”Du må ikke begå urene handlinger.” [6] . Til gengæld udviser I en magelig accept af institutionelle, politiske og arbejdsmæssige uretfærdigheder.
     
  5. En autoritær indskrænkning som afskaffer friheden eller formindsker og begrænser den på mange områder. Vi har refereret til den altoverskyggende tilstedeværelse af Kikos og Carmens personer, som udgør magten og læren i en parallel kirke. Hvis nogen er uenige med dem, kender de på forhånd det svar som de vil få: ”Vandringen er ikke noget for dig”. Vi kan aldrig acceptere den karisma, som de neokatekumenale fællesskaber tillægger personer, som dogmer. Dette er et hovedpunkt som skal revideres og ændres.
     
  6. Der er mange af os som synes at der er mangler og fordrejninger i jeres lære, og der er teologiske kilder som helt bevidst er udeladt i jeres præsentation af den neokatekumenale lære. Vi har allerede gjort opmærksom på en klar foragt for den teologi som ikke passer ind i europæiske rammer. Der eksisterer ikke nogen forbindelse i jeres doktriner med kulturen, tiden og deres stemmer. Det "glorværdige kors" og ”Jahves tjener” er ikke udtryk for håb, men for tortur. Den plads som I tildeler frygten og djævelen overskrider enhver sund lære og er udtryk for en skræmmende barnagtighed på grund af deres afpersonalisering af mennesket. Man hører blandt NK aldrig om ordet retfærdighed. Troen er tættere på karma end nåden.
     

Med stor smerte har jeg genlæst disse notater. De er meget ærlige og har deres oprindelse i den pastorale kærlighed, som jeg altid har følt for den neokatekumenale vandring.

Men selvom jeg mange gange forsøger at fornægte mig selv, er jeg nået frem til at vandringen er blevet en parallel kirke. Jeg har følt det, især fordi det vedrører noget så alvorligt og betydningsfuldt som den uddannelse af præster, der tilhører bevægelsen.

Til hvilken kirke bliver de uddannet, og hvilken kirke vil de tjene - neokatekumenatets ? Er det lig den Katolske Kirke?

Hør nu her kære Kiko og Carmen. Den der skriver til jer blev uddannet indenfor en meget streng orden, barfods karmelitterne. Jeg kender godt til "undtagelser", og jeg har altid kritiseret dem, fordi jeg ikke anså dem for kirkelige. Tilgiv mig min ærlighed, som nogen gange er stærk, men dette er et brev fra en bror.

Luis Alberto Luna Tobar , OCD, ærkebiskop i Cuenca, Ecuador 1981 - 2000

Noter:

[1] Dokumentation for hvilke metoder NK har brugt for at overtage kontrollen over bispedømmet i Callao, Peru: http://justiciaterrena.galeon.com/neos.htm

[2] Kilde: Fr. Luis Alberto Luna Tobar ocd, arzobispo de Cuenca, Ecuador. Carta abierta a Kiko Argüello, fundador de las “Comunidades neocatecumenales.” I kan finde det oprindelige brev på følgende site hvor der er en omfattende dokumentation om NKs metoder: http://www.servicioskoinonia.org/relat/035.htm

[3] I&P Cristoffanini: hermed menes den nedladende og afvisende holdning til de teologiske skoler som har rødder i Latinamerika, befrielsesteologi og folkets teologi.  Disse er kendt for at vise stor respekt for de oprindelige folk og tilskynder deres  medlemmer til at vise socialt engagement blandt  de fattige i byerne og på landet.

[4] Disse basismenigheder er et udtryk for befrielsesteologi i praksis. Det er kristne grupper blandt de fattige i slumkvarterer eller på landet, som mødes regelmæssigt for at reflektere over deres situation set i lyset af den hellige skrift, for at synge og bede sammen og søge løsninger på de problemer som medlemmerne møder i deres dagligdag.

[5] Kirkemøderne i Medellin (1968) og Puebla (1979), hvor alle latinamerikanske biskopper mødtes for at diskutere det andet vatikankoncils betydning for kontinentet og genfortolke dets resultater på baggrund af en latinamerikansk sammenhæng.

[6] Vores oversættelse fra spansk af det 6. bud: "No cometeras actos impuros", dvs. alt det der har med sex udenfor ægteskab at gøre.


Wikipedia: Luis Alberto Luna Tobar

Andre "Side 2" indlæg om Den Neokatekumenale Vandring

Udsendelser i TV / Radio om Den Neokatekumenale Vandring

Artikler i aviser / på nettet om Den Neokatekumenale Vandring

Retur til Side 2